Chamonixtyper

Man kan ikke være sur i Chamonix. Her mellem alle bjergtyperne, der går rundt i byen i bjergtøj og ser bjergseje ud. Det kan kun trække mundvigene op. Og når så solen faktisk skinner, snevejret blev aflyst, og jeg allerede klokken to havde fået en seng i et billigt hostel – trækker mundvigene helt op til øjnene.

Den startede ellers ikke helt godt, dagen. På posthuset kostede det en mindre formue at skippe lidt teltgrej hjem til Sydhavnen. Men jeg ofrede mig og har lige siden glædet mig stort over en lettere rygsæk. Bussen, vi skulle køre med for at komme videre til toget, kører kun om vinteren. Og lige meget hvor insisterende vi var på, at det her ligner vinter, kørte den bare ikke. Jeg havde delt hotelværelse med de to hollændere, Hank og Ivo, og vi skulle følges noget af vejen. Deres tur var slut for i år, og de skulle tilbage til Geneve for at nå deres fly til Amsterdam. Jeg skulle til St. Gervais for at springe på en bus til Chamonix. Altså delte vi en taxa. Hele den transport blev bare svinedyr, så jeg var stadig olm, da jeg entrede Chamonix.

Jeg elsker bare den by. Den er skrupskør, fyldt med både doven og vild energi, og så ligger den så smukt som noget sted i verden. Jeg skal nok spamme billeder de næste dage. Og så er der alle bjergtyperne. Jeg ved ikke, hvorfor man går rundt med klatresele gennem byen. Personligt ville jeg tage den af. Men det er jeg tilsyneladende ret ene om. Selvom temperaturen ikke indikerer højsommer, forekommer det míg en anelse overdrevet med alle de dunjakker i bybilledet. Jeg ville svede tran. Og jeg prøver ihærdigt at blende ind ved at tilegne mig den særlige seje bjerggangart. Den er suppleret af et par farvede sportssolbriller og en helt speciel måde at holde hagen løftet på den rigtige måde, så den seje ikke kommer til at møde almindelige, useje øjne. Det er herremorsomt.

Lige nu er byen ved at varme op til Marathon de Mont Blanc om et par dage, så nu har bjergtyperne fået konkurrence af bjergløberne. Som går rundt i bjergløbetøj med særlige bjergløbesolbriller og farverige sko. Bjergløberne går eller løber rundt i gaderne med væskebælter eller smarte håndholdte flasker. Til gengæld er bjergløbetøj sat kraftigt ned. Eller bare løbetøj, for jeg har svært ved at se forskellen. Det er ligeså herremorsomt.

Dertil kommer de japanske horder. Som også går rundt i dunjakker eller veste og store kameraer. De bevæger sig i flok og styrer helst ind i den samme butik på een gang. Og altid den butik, jeg er på vej ind i.

Men ellers holder det max at sidde i et køligt hostelkøkken med brød, ost, pølse, tomat og rødvin. Sammen med en ældre hyggelig fyr fra Barcelona. Vi prøver ihærdigt at holde en samtale gående i et mix af spansk, fransk, engelsk og håndtegn. Men vi fik da delt lidt vin og the.

Jeg ved stadig ikke, hvad mine planer bliver. På det rigtige bjergkontor siger de vent 2-3 uger. Og det er alligevel længe at sidde i Chamonix, selvom det er sjovt. Jeg prøver at finde ud af, om der er nogle lavereliggende trails, jeg kan følge. Måske. Men for nu spiser jeg ost og læser i en herlig bog, Faldvand af Mikael Niemi. Når jeg læser i den, falder min verden lidt på plads. Jeg skal nok skrive mere om den senere.

Og så nyder jeg den snip af Mont Blanc, jeg får fra mit hostel. Det meste er selvfølgelig hyldet i skyer, fordi vejret leger vinter.

20130625-201614.jpg

Planer og planer

Man skal aldrig være for fin til at erkende, at en plan ikke gør det, den lovede. Man skal heller aldrig være for fin til lat lave nye planer. Og man skal ikke være for fin til at hade lidt på tilfældighederne.

Det er tidligt i sæsonen. Og klart nok har Frankrig oplevet den værste vinter og den længste i mands minde. Aldrig har foråret trukket så længe ud. Aldrig har kvæget ventet så længe på sætergræsset. Aldrig har hytterne åbnet så sent. Vi har haft sandt lortevejr. Og masser af sne. Allerede ved 1700 meters højde. Og sne er hvad det er. Det værste er, at afmærkningerne forsvinder. Og det kombineret med tæt tåge og massiv regn tager i den grad fornøjelsen af en travetur i bjergene. Ikke et eneste glimt har vi fået af Mont Blanc eller de andre i massivet. Vi har kunnet læse om uforlignelige udsigter i guidebøgerne. Men har kun set grå tåge.

Det syntes som så god en ide hjemme i Sydhavnen at tage telt og grej med. Fordi jeg ville være fri og uafhængig og kunne sove, hvor jeg ville. Det er bare tung unyttig vægt hernede i virkeligheden. For enten er der sne, eller også er der våd og mudret undergrund. Der er intet tiltrækkende over at kravle kold og dyngvåd ind i mit lille bitte bivuaktelt. For at vågne lige så kold og dyngvåd næste morgen og pakke det hele sammen med et par kilo ekstra væske.

Så jeg ændrer planer. I morgen pakker jeg teltgrejet og sender det med posten hjem til Sofie. Hvis hun er heldig – og butikkerne har åbent – sniger der sig måske et stykke ost med. Det gør rygsækken lettere. Og mig.

Senere tager jeg bussen. Ja, du læser rigtigt. Jeg tager bussen til Chamonix for at sidde der og skumle, mens jeg finder ud af, hvad jeg videre gør. Næste stræk har endnu mere sne og stejle fald, og vi har mødt flere, der er vendt om, fordi det var for farligt. Og lige nu er jeg bare lidt skummel over det vejr, min for tunge rygsæk, mine fodpinende støvler og trænger til lidt af den positive energi, som Chamonix kan. Måske er der nogen hjemme, som jeg kender og kan bo hos. Måske indlogerer jeg mig på et hostel og sætter mig under et halvtag og skriver lidt.

Og jeg skriver vi. For jeg har ikke været meget alene. Noget af det fascinerende ved at vandre er de mennesker og de historier, jeg møder undervejs. På min tredje dag mødte jeg Pete, en hollænder i tresserne, som har revet seks måneder ud af kalenderen for at vandre fra Amsterdam, gennem Alperne og videre til Rom. Senere samme dag mødtes vi igen på det Gite, som jeg nåede frem til efter en lang vandredag alene. Og her mødte vi endnu to hollændere, Hank og Ivo, som arbejder sig gennem hele GR5 ruten, startet fra Maastricht. Bid for bid. De startede i 1999 og tager 6-7 dage hvert år. Så der er nogle år at tage af endnu. Og i dag blev vi genforenet med Tristan, som jeg mødte for nogle dage siden. Jeg elsker den slags møder. Det er fedt at dele sine oplevelser i nogle dage. Så skilles man igen og ønsker god tur. Måske ses man igen, måske ikke. Men jeg bliver en lille smule rigere hver gang.

Min guidebog skal have smæk. Ruten er ikke mulig på hverken 3 eller 4 uger. Det er den måske under topgode betingelser og med en superlet rygsæk. Jeg er nødt til at æde alle mine blæreudsagn om skidegod form og erfaring. Det var en topfejl at tage det telt med. Og jeg er på ingen måder i skidegod form med tung rygsæk. Jeg kommer ikke til at gå hele vejen til Nice. Jeg kommer til at gå noget af vejen. Jeg kommer til at holde lidt pauser. Jeg kommer til at tage bussen, gør jeg.

Det er okay. Jeg græder ikke. Har måske en smule såret stolthed. Fordi jeg tog lidt fejl. Fordi jeg planlagde lidt for løst. Fordi den første lille uge har været benhård. Og jeg orker ikke at kæmpe mig op til høj sne – for at gå ned igen. Chamonix, altså. Som jeg elsker lidt alligevel.

20130624-210213.jpg

20130624-210234.jpg

Regn og mudder

I nat ramte post-ferie-stressen mig. Jeg er heldigvis så gammel, at jeg ved, det kommer. Jeg flintrer ikke rundt og arbejder mig selv ihjel uden at få lussinger. Derfor brugte jeg en nat på at vende mig i sengen, tænde og slukke lys og endelig bare at overgive mig og læse min bog. Nu er jeg let ulden nærmest klar til at tage videre.

Jeg brugte ikke en dag i Thonon ved søen, som jeg havde forestillet mig. Da jeg ankom med bussen, havde jeg pludselig fået by nok, så jeg pakkede rygsækken lidt om, fandt sporet ved banegården og drog afsted. Vejret var fantastisk, og jeg bevægede mig gennem skov og nød udsigterne over Lac Leman. I det fjerne byggede mørke skyer op. Efter et par timer blev skyerne sortere og kom nærmere. Jeg nærmede mig en landsby, og efter en indskydelse drejede jeg af sporet op i byen. Noget styrede mig direkte mod byens eneste hotel, og i det sekund, jeg satte hånden på døren, brød et sandt inferno løs. Et skybrud af samme dimensioner, som det vi oplevede i København for et par siden. Jo, tak, jeg ville gerne have et værelse med det hele. Og jeg kunne sætte mig i altandøren og godte mig over at være i tørvejr.

Regnen havde sat sine spor næste dag. Jeg knoklede mig gennem mudder på de stadigt stigende skovstier. Men vejret var godt igen. og jeg kløede på. Halvvejs på turen, mens jeg nød min frokost, dukkede en fyr fra Arizona op. Han var taget til Europa for at vandre rundt i Alperne et par måneder. Han levede af sæsonarbejde og havde de sidste par år arbejdet på en amerikansk forskningsstation i Antarktis. Det giver gode penge og meget frihed.

Vi slog følge og masede os gennem mere mudder. Jeg gik så vidt som at finde den ene vandrestav frem til at hjælpe med balancen i mudderet. Vi nåede dagens etape i fin tid og begav os ud for at finde et sted at overnatte. I følge guidebogen skulle der både være restauranter, butikker og hoteller i en nærliggende landsby. Efter et par timers ret opslidende søgning måtte vi erkende, at det var der ikke. Christian besluttede sig for at gå tilbage til sporet og slå telt op, men jeg takkede ja til et tilbud om lift til næste by. Med hotel. Jeg var ikke forberedt på butiksmangel og havde simpelthen ikke mad nok til to dage. Og i betragtning af min åndssvage nat var det helt rart at være for mig selv i en seng.

Jeg er klar til næste etape, som lige kræver en bustur for at komme i nærheden af sporet igen.

20130622-082814.jpg

20130622-082834.jpg

20130622-082855.jpg