Man kan ikke være sur i Chamonix. Her mellem alle bjergtyperne, der går rundt i byen i bjergtøj og ser bjergseje ud. Det kan kun trække mundvigene op. Og når så solen faktisk skinner, snevejret blev aflyst, og jeg allerede klokken to havde fået en seng i et billigt hostel – trækker mundvigene helt op til øjnene.
Den startede ellers ikke helt godt, dagen. På posthuset kostede det en mindre formue at skippe lidt teltgrej hjem til Sydhavnen. Men jeg ofrede mig og har lige siden glædet mig stort over en lettere rygsæk. Bussen, vi skulle køre med for at komme videre til toget, kører kun om vinteren. Og lige meget hvor insisterende vi var på, at det her ligner vinter, kørte den bare ikke. Jeg havde delt hotelværelse med de to hollændere, Hank og Ivo, og vi skulle følges noget af vejen. Deres tur var slut for i år, og de skulle tilbage til Geneve for at nå deres fly til Amsterdam. Jeg skulle til St. Gervais for at springe på en bus til Chamonix. Altså delte vi en taxa. Hele den transport blev bare svinedyr, så jeg var stadig olm, da jeg entrede Chamonix.
Jeg elsker bare den by. Den er skrupskør, fyldt med både doven og vild energi, og så ligger den så smukt som noget sted i verden. Jeg skal nok spamme billeder de næste dage. Og så er der alle bjergtyperne. Jeg ved ikke, hvorfor man går rundt med klatresele gennem byen. Personligt ville jeg tage den af. Men det er jeg tilsyneladende ret ene om. Selvom temperaturen ikke indikerer højsommer, forekommer det míg en anelse overdrevet med alle de dunjakker i bybilledet. Jeg ville svede tran. Og jeg prøver ihærdigt at blende ind ved at tilegne mig den særlige seje bjerggangart. Den er suppleret af et par farvede sportssolbriller og en helt speciel måde at holde hagen løftet på den rigtige måde, så den seje ikke kommer til at møde almindelige, useje øjne. Det er herremorsomt.
Lige nu er byen ved at varme op til Marathon de Mont Blanc om et par dage, så nu har bjergtyperne fået konkurrence af bjergløberne. Som går rundt i bjergløbetøj med særlige bjergløbesolbriller og farverige sko. Bjergløberne går eller løber rundt i gaderne med væskebælter eller smarte håndholdte flasker. Til gengæld er bjergløbetøj sat kraftigt ned. Eller bare løbetøj, for jeg har svært ved at se forskellen. Det er ligeså herremorsomt.
Dertil kommer de japanske horder. Som også går rundt i dunjakker eller veste og store kameraer. De bevæger sig i flok og styrer helst ind i den samme butik på een gang. Og altid den butik, jeg er på vej ind i.
Men ellers holder det max at sidde i et køligt hostelkøkken med brød, ost, pølse, tomat og rødvin. Sammen med en ældre hyggelig fyr fra Barcelona. Vi prøver ihærdigt at holde en samtale gående i et mix af spansk, fransk, engelsk og håndtegn. Men vi fik da delt lidt vin og the.
Jeg ved stadig ikke, hvad mine planer bliver. På det rigtige bjergkontor siger de vent 2-3 uger. Og det er alligevel længe at sidde i Chamonix, selvom det er sjovt. Jeg prøver at finde ud af, om der er nogle lavereliggende trails, jeg kan følge. Måske. Men for nu spiser jeg ost og læser i en herlig bog, Faldvand af Mikael Niemi. Når jeg læser i den, falder min verden lidt på plads. Jeg skal nok skrive mere om den senere.
Og så nyder jeg den snip af Mont Blanc, jeg får fra mit hostel. Det meste er selvfølgelig hyldet i skyer, fordi vejret leger vinter.