Jeg er på vej’n igen…

I dag pakkede jeg mig ind i beslutsomhed og pakkede pakkenellikerne i rygsækken, spiste min morgenmad og sagde farvel til bjergtyperne på mit hostel. Jeg fandt en bus til Les Houches og begyndte helt muntert at trave op. Og op, og op og op.

Det blev en dag fyldt med indre konflikter. Der var overskyet i det høje. Ingen glimt af gletchere på Mont Blanc. Ingen bjergtoppe. Bare sorte, tætte skyer. Det er hårdt at gå op og op og op. Og jeg har helt glemt at fortælle om mine lidelser. De kom tordnende tilbage. Min rygsæk har nogle år på bagen, men det er faktisk første gang, vi er ude og gå langt sammen. Amatøragtigt, kunne man her med fuld ret indskyde. Skæbnen har også straffet mig behørigt med et ret smertefuldt skrabesår – på hver hofte. Jeg tænkte, at det havde haft godt af et par dage i Chamonix og undlod at sætte sportstape over. Amatøragtigt! Det, de havde nået i Chamonix, er i hvert fald smidt væk nu. Der kommer sportstape på i morgen.

Mine støvler er nye. Købt på udsalg i England i dette forår. Og de har slet ikke været med på tur. Derfor har de straffet min ene lilletå med en vabel, der dårligt er plads til på så lille et sted. Jeg har klippet hul, som jeg plejer. Og smurt med 8hour creme. Men den er en værre redelighed. Amatøragtigt, kan der kun siges her. Med et let fnys. Der kommer også sportstape på i morgen.

Og overn i det holder mine kemofødder en fest. Det betyder bare, at jeg går på ild og gløder, som jeg jo gør ind imellem. Det er bare et skidt tidspunkt.

Dagen har været præget af regntøj af og regntøj på. Der opstod hurtigt en regel om, at når regnjakken kom af, regnede det. Og når regnjakken kom på, holdt det op. Jeg købte brød hos en bager, og straks begyndte det at regne. Jeg fandt kameraet frem fra sit skjul under rygsækovertrækket, og en syndflod satte ind. Og sådan fornøjede jeg mig igennem dagen.

Jeg havde haft et håb om at gå den høje rute og nå helt op til Bionassy gletcheren. Og måske overnatte i Refugio Miage, der ligger højt oppe. Men det blev sendt helt til hjørne. Deroppe rasede uvejret helt uden at skamme sig.

Vi får se, hvor langt jeg kommer i morgen. Der er nemlig et pas at krydse. Jeg har stadig noget beslutsomhed tilbage, så jeg går op til refugiet før opstigningen til passet. Så ser vi. Måske er der for meget sne og tåge, og så går jeg bare ned igen. Måske klarer det helt uventet op, og så går jeg videre.

Billeder følger med en mere stabil forbindelse