Lidt såret og skrammet – og undskyld

Det gjorde godt med en nat i luksus. Jeg følte mig næsten som et nyt menneske efter den overdådige morgenmad. Ren og fyldt op indeni og udenpå. Jeg havde facetimet med pigerne og set alle de små børn myre rundt på min terrasse sammen med nabobørnene.

Jeg bevægede mig langsomt op af den røde piste, der løber hele vejen fra Col de L’Iseran, mens jeg tænkte tilbage på en skiferie for en del år siden. Den sidste skiferie sammen med min gode ven Jørn, der døde alene på sit badeværelse samme år, som jeg blev syg. Det var Jørns første skiferie, og han knoklede. Jørn og jeg var på madhold sammen, og jeg kan huske, vi lavede noget forfærdeligt hundeæde. Men det var hyggeligt og vemodigt at trave afsted og huske tilbage.

Jeg lavede for flere dage siden en beslutning om at forlade den høje rute efter Col de L’Iseran. Men som jeg gik der, overvejede jeg om jeg alligevel skulle fortsætte i højderne. Og skønheden. Jeg spiste frokost i solen i passet, og nød bare dagen. Jeg elsker bare at være her, tænkte jeg.

Derefter gik det hele en lille smule galt. Det var en stejl nedstigning, og der var for meget sne. Sneen skjulte konstant mine vejmærker. Pjat, tænkte jeg, jeg har traverseret over så meget sne på den her tur. Det går sagtens. Så tog jeg et billede efter en stejl travers, som jeg sådan friskfyragtigt kunne poste på Facebook med en undskyldning til mine piger. På den næste travers skete det. Den var virkelig stejl, og pludselig var det is, som mine støvler ikke kunne sparke trin i. Jeg faldt. Og susede nedover. Heldigvis ved jeg jo, hvordan man stopper sådan et fald. Også med en vandrestav. Så jeg stoppede, inden jeg lavede flyvespring ud over vejen. Der skete ingenting. Lidt forslået og blødende fik jeg reddet mig ‘på land’. Og da jeg havde forbundet de største hudafskrabninger, kunne jeg gå videre. Det stejle var overstået.

Troede jeg. For nu blev sporet virkelig farligt. Det forsvandt ind i gamle stenskred langs kanten af et brusende vandløb. Og så smed jeg tøsekortet. Gik tilbage og kravlede op på vejen og standsede den første bil og bad om et lift ned. Det viste sig at være en canadisk familie, som selv havde planlagt at gå netop den tur. Men de var blevet rådet til at gøre den i bil. Fordi det var alt for farligt.

Nu er jeg nede i bunden af dalen. Omtrent hvor jeg havde planlagt. Jeg er en lille smule rystet. Og jeg bliver hernede og følger den lave rute. Undskyld mine unger. Jeg er næsten hel og fin og har ikke noget, jeg skal bevise.

Okay, så får I friskfyrsbilledet alligevel.