Reality check point

For to uger siden slyngede jeg rygsækken over skulderen og tog bussen mod lufthavnen med følelserne uden på tøjet. Jeg var i tvivl, men jeg kravlede alligevel ombord på flyet til Geneve. Jeg var virkelig i tvivl, om det var en god idé. Eller om jeg ville tumle alene rundt i ulykkelighed.

Og det gjorde jeg. Tumlede alene rundt i ulykkelighed. Men bjergenes skønhed gjorde ulykkeligheden anderledes, end den ville have været hjemme i København. For ulykkeligheden forsvinder ikke. Den kan ikke ignoreres, og det er ikke muligt at lade som om, den ikke er der. Den er der. Hele tiden.

Men, mens jeg var i Chamonix og i massivet omkring Mont Blanc, var en helt enkel virkelighed også meget nærværende. Jeg havde timer alene, mens jeg enten løb eller vandrede, og i den alenetid gik det langsomt op for mig, at vi havde taget en god afsked. Vi havde sagt de ting, der skulle siges, min mor og jeg. Vi havde holdt om hinanden, vi havde læst, og vi havde talt om det meste. Der var ikke noget, jeg manglede at sige til hende. Hun vidste, jeg elskede hende. Hun vidste, at vi ville tage os af min far. Jeg havde ikke usagte ting i maven. Jeg mangler hende, og jeg savner hende fordærdeligt. Og det kan intet lave om på. Det er prisen for at have elsket og have været elsket. De to er ikke mulige uden hinanden. Og jeg vil altid vælge kærligheden.

Min italienske uge med fuldt blus på solen og skønheden gjorde godt. Den bragte en fred med sig. Fordi jeg bare var, hvor jeg var. Med gode mennesker.

Jeg tænkte, at jeg ville modtage en virkelighedslussing af de hårde, når jeg landede i København. Fordi jeg ikke ville kunne ringe til min mor og fortælle. Fordi hun ville mangle. Fordi hun altid har været der, når jeg er kommet hjem. Men den er udeblevet, virkelighedslussingen. Det har været rart. Det har været dejligt at lade mig omslutte af mine børn. At dele god mad og historier. At svømme rundt i min sommerkanal. Og at tale med dem allesammen. Det er godt at være tilbage i min Sydhavn. Også selvom jeg savner og savner.

Måske falder virkelighedslussingen i morgen, når jeg lander på Mols. Uden min mor. Måske falder den, når vi gør ting sammen i det hus, der så meget har været hendes sted. Min virkelighed er stadig rystet. Og jeg har stadig ikke helt begrebet det aldrig, der er blevet en del af mit liv. Men min virkelighed er også rarhed og kærlighed og små runde glædebobler i maven.

IMG_3570

2 thoughts on “Reality check point

  1. Bjerge er gode til at bringe fred og ro og skoenhed ind i virkligheden. Bor i en graesk bjerglandsby og sad i bjergene da min far doede for 8 aar siden. Naede ikke at faa talt og sagt farvel, men havde mange gode tanker i mit lille hoved der i de store bjerge.
    Maaske det bare lige saa stille bliver virklighed – et liv uden din mor.
    Venligste tanker
    Rikke

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s