Tilbage til virkeligheden

Efter to uger i det enkle liv i bjergene, omgivet af smukhed og gode mennesker, er det ikke bare virkeligheden uden min mor, der overvælder mig. Det er også en langt værre virkelighed for mennesker rundt om i verden, der lider så meget voldsommere tab, end jeg har gjort. Og nu kommer jeg måske til at skrive om noget, der kan gøre nogen sure. Noget der kan sætte følelser i sving.

Mit hjerte bløder og bløder, når jeg hver morgen læser om, hvor mange børn og civile voksne, der er slået ihjel i Gaza. Jeg vil ikke forholde mig til, hvem det er rigtigst eller forkert at holde med i den konflikt, der har varet så længe og er låst i et virvar af religion, forurettethed, magt, våben og økonomi. Men der er intet – intet i hele universet, der retfærdiggør en krig mod børn og civile. Ingenting. Det er muligt, at Hamas sætter civile som kanonføde. Det er muligt. Det kan også handle om, at næsten to millioner mennesker er stuvet sammen på et område svarende til Langeland. Og at de ingen steder har at flygte hen. Selvom de modtager en sms fra det israelske militær ti minutter inden deres hus bliver bombet.

Det er ligegyldigt. Intet retfærdiggør de bombninger. Intet.

Stop det. Alle de døde børn er nogens børn. Nogens søskende. Alle de døde forældre er nogens forældre. Den slags krig løser aldrig noget. Den skaber frygt, rædsel, sorg – og hævntørst.

Jeg bliver slået af afmagt, når verden vil opdele os i pro eller imod Israel. Jeg bliver slået af afmagt, når jeg bliver karakteriseret som pro Hamas, når jeg taler imod tæppebombningerne af Gaza.

Det er mig helt, helt ubegribeligt, at voksne mennesker, som besidder ufattelig magt over våben og steder, ikke kan sætte sig sammen og finde en anden løsning end det fuldstændigt fejlslagne eksperiment med to stater i en. Når nu det hele er sovset ind i religion, forurettethed, magt, våben og økonomi.

Her er en slags indbildt balance i en smuk solnedgang over Sydhavnen, hvor børn lever fredeligt.

(PS. Jeg er ikke modtagelig for argumenter for drab)