…………..

Skal du løbe den store tur, spurgte min far. Med et let bekymret blik på uret.

Nej, sagde jeg, jeg løber bare tre kvarter rundt i Mols Bjerge. Og så kommer jeg tilbage og laver mad sammen med dig.

Har du aldrig løbet i Mols Bjerge, er du gået glip af noget. Det er et af de bedste steder, jeg kender. Man kan lave en tur på brede markveje, hvis man har sådan en dag. Eller man kan løbe ad de smalle spor gennem bakkerne. Hvis man føler sig lidt eventyrlig, kan man droppe spor og stier og løbe på må og få op og ned ad bakker, gennem skove, over marker. Man kan løbe i bløde bakker, og man kan løbe stejlt. Og få de smukkeste udsigter over vandet.

Her har jeg løbet, redet, cyklet og gået hele mit liv.

Min mor er syg. Og sammen med al den lykke, der bobler rundt omkring mig. Og i mig. Er jeg fyldt af ulykkelighed.

Når jeg løber ad gammelkendte og gammelelskede spor, synker ulykkeligheden ned på en slags midlertidig plads. Hvor det smukke, det kendte og det trygge i Mols Bjerge kan lukkes ind. Som altid har været der.

Og jeg hader stadig at løbe i sand, som jeg gør, når jeg løber hjem langs stranden.