Når nogen jeg elsker lider
krakelerer jeg lidt indvendigt
på samme måde som en bilrude
forestiller jeg mig
så der stikker små skarpe kanter frem
på tungen for eksempel
eller i fingerspidserne
Der går elektrisk overgang
mellem tanke og intention
og det der smutter ud mellem læberne
Og jeg bliver kort for hovedet
måske ligefrem studs
fordi ordene slibes spidse af kanterne
Det er som brikker i et puslespil
der flyder lidt fra hinanden
fordi hjørnebrikken mangler
til at holde sammen på dem
og jeg kan glemme hvad du lige har sagt
eller at vi skulle mødes om lidt
Sådan er det bare
bær over
tag min undskyldning
En dag går det over.
Helles Blog 
Ingen undskyldning er nødvendig.
(Men flere digte fra din hånd ser jeg til gengæld gerne!)
Tak, Anna. Jeg bliver bare genert helt ned i tæerne, når jeg publicerer det
Så megen lykke, så megen ulykke, så tæt på, så samtidig.
Trykket vil få rammen til at bule ud.
Hvis ikke man er skabt som en trykkoger.
Når valget står mellem buler og panser er bulernes skarpe kanter det mindste onde.
Tak, Pernille, det tror jeg også er rigtigt