Jeg har ikke min mor mere. Jeg har ikke nogen mor. Verden har listet sig videre uden min mor i halvandet døgn nu.
Jeg vil gerne fortælle om min mors død engang. Ikke nu. Lige nu er det vores historie. Min historie. Min oplevelse. Den lever stille inde i mig. Mens jeg langsomt øver mig i at begribe, hvad aldrig betyder. Selvom jeg sad ved min mor de sidste dage. Selvom jeg holdt om hende, da hun drog sit sidste åndedrag. Og selvom jeg forstår, at hun ikke er her mere. Så begriber jeg det ikke. Aldrig og ikke mere er ubegribeligt.
Midt i vores ubegribelighed mødes vi af en hær af mennesker, der ved, hvad der skal gøres. Vi indtager nye vokabularier i vores samtaler. Om urnenedsættelse og båretale og udsyngning. I skal nok holde en ordentlig fest, sagde blomsterdamen, da vi købte rå mængder af kærlighedsrøde roser i små potter. Nja, nej, vi skal begrave vores mor, sagde vi. Og hun blev rød i kinderne og sagde undskyld.
Vi har lært om urnegravsteder og mindesammenkomst og hvor mange salmer, der hører til en bisættelse. Vi har lært, hvad alle andre plejer at gøre. Og valgt vores måde. Min mor gjorde ikke, som alle andre plejede at gøre.
Det er lindrende i vores ubegribelighed, at nogen tager sig helt professionelt af sognegårde, gravsteder og bisættelsesceremonier. Det er som kølig balsam, at bedemænd underretter myndigheder og tager sig af min mors legeme, indtil på lørdag. Hvor vi siger vores sidste farvel. Sammen. De laver en slags orden i vores rystede sind. Mens vi kan tage os af kagebagning og oprydning. Og bruger timer og timer på at tale om vores mor.
Sorgen og savnet sætter sig tonstungt i mine ben, og jeg løber stille helende ture langs den smukke Gudenå. Hvor jeg må ned og binde mig en bårebuket, når det bliver lørdag morgen.
Helles Blog 
Åh Helle… Det gør mig så ondt for dig og dine. Tiltrods for at vi ved at den dag uværgeligt vil komme, så tror jeg aldrig man kan forberede sig på det tab og den tomhed døden efterlader. For hvad det end er værd, så sender jeg dig varme og medfølelse. Mange tanker A
Det gør mig virkelig ondt at høre. Kondolerer. Jeg håber, I får en smuk og mindeværdig dag på lørdag.
Jeg kondolerer Helle, at miste sin mor er (og forbliver) ubegribeligt. Selv i dag, næsten 2 1/2 år efter det skete for mig, er det ubegribeligt at den der skabte mig ikke er mere. Kærlige tanker herfra
Der er mange lag i at forstå at nogen, der betyder så meget for en er væk. Hver gang man tager hul på et nyt lag, er det som om de dør helt forfra. På et tidspunkt holder det op med at komme som et chok og bliver til et savn… men det ved du sikkert alt om.
Håber din lørdag bliver smuk.
Knus
Pernille
Der ligger så meget ubegribelig smerte i aldrig og ikke mere. Men godt at I er omgivet af hinanden og den professionelle hær
Det gør mig ondt at høre. Må hun altid være i dit hjerte. Det er en bevægende og smuk afsked du antyder i dit skriv. Lad sorgen få plads…
Kæreste Helle,
Dit tab gør mig så ondt.
Må din Mor få en smuk afsked med livet på lørdag.
De kærligste tanker,
Mette