Sommerfugledalen

Min mor bad mig læse et digt af Inger Christensen, mens jeg sad ved siden af hende i sengen. Hun ønskede digtet “Sommerfugledalen”. Digtet er et requiem, og det er langt og smukt og grumt. Men mest smukt. Det gav en særlig tæthed at læse det sammen med min mor i aftes.

Den sidste sonet lyder sådan her:

De stiger op, planetens sommerfugle
i Brajčinodalens middagshede luft,
op fra den underjordisk bitre hule,
som bjergbuskadset dækker med sin duft.

Som blåfugl, admiral og sørgekåbe,
som påfugløje flagrer de omkring
og forgøgler universets tåbe
et liv der ikke dør som ingenting.

Hvem er det der fortryller dette møde
med et strejf af sjælefred og søde løgne
og sommersyner af forsvundne døde?

Mit øre svarer med sin døve ringen:
Det er døden som med egne øjne
ser dig an fra sommerfuglevingen.

IMG_3262

One thought on “Sommerfugledalen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s