Jeg bevæger mig sådan lidt forsigtigt omkring for ikke at støde ind i noget hårdt. Jeg vil helst ikke slå mig. Jeg er et stort og ømt blåt mærke.
Men i morges væltede min verden lidt. Fordi mit toilet løb. Pludselig kunne mit liv ikke hænge sammen. Med et løbende toilet. Mit skjold mod den almindelige verdens hverdagsangreb er brudt. Det er fyldt med sprækker. Ikke af den slags, Leonard Cohen synger om, der lukker lyset ind. Men af den slags, der lader mørket trænge ud.
Hele natten drømte jeg om min mor. Hun blev ved med at vågne og sætte sig op i sengen. Hun faldt ud af sengen og ned på gulvet. Hver gang jeg faldt i søvn igen, rejste hun igen sit hovede.
Jeg blev hjemme. For udmattet til andet. Nogen havde alligevel aflyst alle dagens møder. Og jeg murede et værn omkring mig og lukkede verden lidt ude.
Senere kom et roligt og stort VVS-menneske, der havde forstand på løbende toiletter og reparerede mit. Mens han uden at vide det smurte balsam på min sjæl og viste, at verden omkring mig har et skær af normalitet.
En varm og hurtig rundtur på Amager Fælled og en kølende dukkert i kanalen bragte mig glimtvist i nærheden af noget hverdagsagtig almindelighed.
Men jeg har stadig ingen mor. Og jeg har aldrig prøvet ikke at have en mor før. Jeg ved ikke, hvordan man gør det. Jeg ved ikke, hvordan jeg lærer, at hun aldrig er her mere. Præsten forsøgte virkelig at trøste mig og forklare om genopstandelsen. Men jeg kan ikke rigtigt. Jeg trænger bare sådan til at ringe til hende og høre, hvordan hun har det.
Så I må bære over med mig, når jeg trisser stille rundt, lidt ved siden af mig selv.
Jeg tror på, jeg finder hjem i mig.
Helles Blog 
Sødeste mor – sender dig al verdens omsorg, og kommer snart og giver dig et kram!
Ingenting kan reparere hvad du og vi har mistet – vi må passe på hinanden, og sammen mindes alt det gode hun gav os i vores liv!
Vi bærer gerne over, tør jeg vist godt sige. Og du finder hjem. Jeg har stadig dage, hvor længslen efter min mor kan være så voldsom – men de felste dage er hun bare med mig. I tanker og indvortes samtale. Du har stadig alt det, I havde sammen ❤
Hjerter, Helle. Årh mand. Du er så dygtig til ord at jeg kommer i tanke om hvordan det var lige da min far døde. Og så plusser jeg dine følelser med med mine og forstår dit savn og din mormangel.
Aé. Jeg tror du finder hjem. Det gør man, men trangen til at ringe til sin mor, er svær at forstå eller slippe for. Det bliver en del af dig, ..på sigt ❤
Det gør ondt at leve når alt sidder løst. Verdensordenen må indfinde sig på nyt. I morgen er det 6 år siden min far døde og stadig er det pludselig sådan at jeg må ringe til ham. Det varer i mindre enn et tusindedels sekund, men det slår hårdt hver gang. Og alligevel kan jeg godt lide følelsen, for så mærker jeg ham igen, mærker hvordan livet var da han var her. Og nu 6 år efter ved jeg godt at det går uden ham også. Tak for at du er så god til at sætte ord på det Helle. Jeg sender dig et stort knus!
Mistede min mor for alt for mange år siden. Det gjorde så forbandet ondt. Men den gang havde jeg mine egne små børn, så jeg besluttede mig til, at så måtte jeg være deres mor med endnu mere fuldt hornorkester. En dag dør jeg fra dem og de vil sidde tilbage med samme sorg som dig. Det kan jeg næsten ikke bære. Men hvis man trutter i hornet og slår på stortrommen så længe man kan, så har man været her. Lige som din mor og min mor.