Fabelmageren

I går var jeg i Det Kongelige Teater med de to største mindstebørn. Vi omsatte en af mine fødselsdagsgaver på række B lige foran scenen. Vi så Fabelmageren, som er en børneballethistorie, og den er lavet i samarbejde med Ramasjangfænomenet Shane, som alle børn vist elsker.

Alma havde allerede set forestillingen med fritidsklubben, men de havde siddet bagest på 2. balkon. Vi sad forrest.

Det er det sværeste, sagde hun, mens vi ventede. At man ved noget, og man ikke må sige det. Ja, sagde jeg, men du klarer det rigtig flot. Hold fast, hvor er du bare god til ikke at sige noget.

Er der musik, spurgte Ella. Ja, sagde Alma. Er det god musik, spurgte jeg. Det må jeg jo ikke sige, sagde Alma. Jo, okay, du må godt sige, om musikken var god. Bare ikke, hvad det er for en musik.

Hmmm, okay, sagde Alma. Musikken var ikke god, jeg kunne ikke lide den. Men den var smuk.

Og det var den.

img_7448

Hvad nu hvis…..

Jeg er fyldt op af menneskeskæbner i dag. Menneskeskæbner der fortæller om livets store tilfældigheder.

Hvad nu hvis du havde fuld gang i at være 25. Det var ret fedt at være lige der i livet, ikke? Pludselig sker der mærkelige ting i din krop. Lidt efter går din hjerne amok. Du bliver psykotisk. Senere stivner du i depression. Du er indlagt længe på psykiatrisk afdeling, som ikke helt kan finde det rigtige spor. Pludselig tyder noget på en fysisk sygdom. Du bliver flyttet til et højt specialiseret hospital og opereret. Og opereret igen. Og igen. Og igen. Du er indlagt i måneder og bliver mere og mere svækket, mens dine psykiske problemer vokser.

Hvad nu hvis du var midt i en god karriere og havde bosat dig i udlandet? Og hvad nu hvis du pludselig fik en blødning i hjernen? Og din familie boede i Danmark. Og den familie fik dig flyttet, så du var tættere på dem. Hvad nu hvis den blødning i hjernen havde givet dig en skade, så du aldrig kunne vende tilbage til dit job i udlandet? Og hvad nu hvis du nu sad lidt fortumlet og forvirret her i Danmark uden penge, uden rettigheder og uden fremtid?

Hvad nu hvis du fik en blodprop i hjernen. Du som altid havde arbejdet på det lokale plejehjem. Og nu – nu kunne du selv blive beboer på det plejehjem. Hvordan ville du have det? Hvordan ville det føles, at dine kolleger nu kunne læse alt om din sygehistorie? Og der er ikke noget at gøre ved det.

Hvad nu hvis du havde den perfekte chefstilling indenfor dit drømmefirma? Du er ung, smuk og fuld af succes. Pludselig får du kræft. Du gennemgår den ene store operation efter den anden. Du får strålebehandling, og du mister stemmen og bliver fuld af arvæv, der langsomt stivner, hvis det ikke hele tiden masseres og udstrækkes. Men forestil dig, du bliver rask. Hvis bare nogen kunne træne det stivnede arvæv, ville du kunne både arbejde og passe dit barn.

Hvad nu hvis en af de her skæbner var dig? Det kunne være dig, jo.

img_7288

Børnesandheder

Det kan godt være, jeg skal ud og lave Slik eller Ballade den lørdag, hvor vi skal ud til dig, når far er på jagt, sagde Vera forleden. Er det okay?

Ja, sagde jeg, det finder vi ud af. Måske er det her omkring, sagde hun. Det er okay, sagde jeg, vi finder bare ud af det.

Esther vendte sit ansigt op mod mig. Jeg skal sove hos dig, sagde hun. Vil du gerne det, spurgte jeg en anelse overrasket. Ja, sagde hun, når min far skal på jagt.

Jeg er blevet til en voksen. Åbenbart.

img_6716

Opskrift på en længere løbetur

Forleden aften var det blevet så koldt, at jeg fandt mine tynde handsker frem til løbeturen. De er egentlig ikke løbehandsker, men et par absurd dyre klatrehandsker med windstopper og goretex. På en måde er de blevet degraderet. Og på en eller anden måde er de stadig et par.

Jeg løb. Efter et kvarters tid var det alligevel for varmt med de handsker. Jeg krøllede dem sammen i hænderne og løb med dem sådan. Imens blev det mørkere, og himlen var ret flot over Amager Fælled. Lidt efter standsede jeg og tog et billede af himlen med min telefon. Jeg stoppede handskerne i jakkelommen, pakkede telefonen væk og løb videre. En ret dejlig løbetur med godt flow og tempo.

Hjemvejen foregik i zigzag gennem Sydhavnen, og ved Mozarts Plads var der en, der råbte god røv efter mig. Jeg låste mig ind og løb hele vejen til 4. sal. Og jeg opdagede, at der kun var én absurd dyr handske i min højre lomme. Den anden absurd dyre handske var skredet.

Aftensmad eller dyr handske?

Jeg lagde nøglerne tilbage i lommen, snørede skoene igen og løb ned af trapperne. Jeg zigzaggede hele vejen igennem Sydhavnen, uden nogen råbte god røv efter mig. Jeg fortsatte hele vejen tilbage til Amager Fælled med øjnene fæstnede til fortove og cykelstier. Og der – midt på stien i mørket på Amager Fælled – lå min handske.

Sådan blev en løbetur til en længere løbetur

img_7437

Børnesandheder

Om et par weekender har jeg lovet at passe Vera og Esther, mens deres far er på jagt og mor til noget navnefest og almindelig forkælelse. Det sad vi og talte om over bordet, mens de to piger sad med deres nye malebøger.

Må jeg sove hjemme hos dig, spurgte Vera. Det må du i hvert fald gerne, sagde jeg. Og kiggede over på Esther. Vil du også sove hos mig, spurgte jeg. Esther vendte langsomt øjnene mod mig. Nej, sagde hun med fast og let forbløffet stemme, jeg vil da sove med en voksen.

Og sådan fik vi det sat på plads.

img_7388

#SaveAleppo #SaveSyria

En af de meget få ting, jeg fortryder i mit liv, er at jeg ikke rejste til Syrien, dengang jeg havde chancen. Jeg har altid hørt godt om landet og folket. Jeg har set billeder og kendt folk, der boede der. Men dumt – jeg gjorde det ikke, mens tid var. Og nu er landet forandret for altid. Smadret. Spredt for alle vinde. Jeg har et ret følsomt punkt for Syrien. Eller måske har jeg en bunke bløde punkter for mennesker fanget i krig.

I går var der demonstration over en stor del af verden for at vise støtte og sympati for de civile borgere i den syriske by Aleppo. De er udsat for massive bombardementer af russiske og syriske styrker. Jeg har mange kontakter i Syrien, og hver eneste dag flyder forfærdelige billeder ind i mit synsfelt. Hver dag kommer jeg til at græde over børn og voksne, der uforvarende er fanget i det værste mareridt. Nogen gange deler jeg billederne fra Syrien. Jeg ser dem altid. Jeg synes, jeg har pligt til det. Og selvfølgelig var jeg der på Christiansborg Slotsplads lørdag eftermiddag. Det er så lidt, jeg kan gøre, men jeg kan rejse mig op og vise min sympati. Jeg kan stå fast og vise min antipati mod den måde Assad og russerne fører krig mod civilbefolkningen.

Demonstrationen var helt fredelig. Vi stod tæt sammen, alle os der var mødt op. Der var mange syrere og glædeligt mange danskere. Stemningen var sorgfuld, og der var flere der undervejs fik tårer i øjnene. På en eller anden måde var vi ret tætte.

Jeg gik lidt tidligt, fordi jeg havde godt gang i køkkenet derhjemme. Min uendelige fødselsdag er stadig ikke slut. Og jeg gik derfra med både sorg i hjertet og en tro på mennesker.

Da jeg krydsede vejen studsede jeg over de mange betjente, der stod på strækningen op mod Strøget. Da mine øjne ligesom havde vænnet sig til politifolk, opdagede jeg et ret stort antal pansrede mandskabsvogne. De stod bare helt mærkeligt i forhold til vores demonstration. Og så dukkede der ca 30 mænd med Dannebogsflag frem. De fløjtede, så vrede ud og bar på et stort banner, hvor der stod Kamp for frihed. Det var et absurd scenarie. Mændenes vrede satte sig som en tung klump i min mave, da jeg cyklede en anden vej hjem.

image

Løb mod had og fordummelse

I den forgangne uge havde Dansk Folkeparti landsmøde, og der blev udtalt en række utroligt dumme og fordømmende ting fra talerstolen. De er blevet omtalt rigeligt, og jeg har ikke brug for at dele dem yderligere. En af dem, der ytrede en række særligt dumme ting om andre mennesker, fortalte også, at hun ikke turde løbe en tur om aftenen på Amagerbro, fordi der boede muslimer. Hun var utryg. Og det er nok kernen i det hele. At være utryg, skræmt og bange.

Jeg vil gerne hjælpe hende og de mange andre skræmte mennesker. For når de retter deres frygt mod bestemte grupper af mennesker, bliver det til had og vrede. Og det gør menneskene i de grupper kede af det, skræmte og til sidst vrede. Og det er jo en skrue uden ende. Så lad os nu fortælle om vores løbeture.

Jeg er lige vendt hjem efter en af mine næsten daglige løbeture i Sydhavnen. Og jeg er fyldt med smil og solnedgang. Sydhavnen er et af de helt store etniske kludetæpper i København. Jeg vil tro, vi overgår Amagerbro. Når jeg løber gennem Sydhavnen møder jeg mennesker i alle farver, køn, størrelser og beklædninger. Fælles for dem er, at næsten allesammen stikker mig et stort smil, når jeg løber forbi dem. Jeg løber også af og til gennem Amagerbro, når jeg løber ud for at bade på Helgoland. Også her møder jeg næsten udelukkende smil.

I mit meget lange løberliv er jeg en eneste gang blevet overfaldet. Det skete ved højlys dag på Brabrandstien i Århus, og det var to fedladne ærkedanske ungersvende på samme knallert, der knaldede mig ned med et baseball bat. Og kørte videre. Det gjorde mig vred, og jeg meldte det til politiet, men det fratog mig ikke glæden ved at løbe alene.

Så – alle I løbere derude – kan I ikke hjælpe mig med at hjælpe de bange mennesker? I stedet for at lave opslag om, hvor langt og hurtigt I har løbet, kunne I så ikke lave opslag, når I har løbet en tur alene? Måske kan vi lige så stille gøre vores verden til et lidt venligere sted?

Tak, det var bare det.

image