Stille dage i Sydhavnen

Er du egentlig okay, spørger nogle lidt bekymret, når jeg ikke blogger. Jeg er okay. Jeg er bare lidt virkelighedsramt. Ulykkelighedsbarometeret omkring mig har stået højt i lang tid. Ikke inde i mig, men omkring mig. I mit arbejdsliv og i mit frivillighedsliv huserer rigtige menneskeskæbner, og mit job er, at løse nogle af de problemer, de er klistret ind i. Og det gør mig ulykkelig og stille, når jeg for tit ikke kan det.

For tiden skaber jeg plads omkring mig. Jeg aflyser og udsætter. Jeg laver stille dage og aftener.

Jeg har længe arbejdet flere timer, end jeg får løn for. Det har jeg altid haft hang til periodevist, og det fungerer godt, når de ekstra timer kan løse nogle af de problemer, jeg skal løse. Problemerne bliver bare hele tiden sværere at løse. Ikke mine problemer, men problemer for ulykkelige mennesker, der har fået sygdomme på nakken. Vi kan godt klare de fleste menneskers sygdomme på mit hospital. Jeg er stolt af mit hospital, fordi det er stort og rummeligt og fyldt med de dygtigste mennesker. Men syge menneskers liv er ikke sygdom. Det er liv, der bliver brudt af sygdom. Liv der skal klistres sammen igen. Liv der skal leves, så længe det er. Der bliver flere af de mennesker med liv, der er svære at klistre sammen efter sygdom. Der bliver flere af de liv, som bliver til overs i et samfund, der kun dyrker vækst. De har ikke noget sted at bo. De er faldet ud af arbejdsmarkedet, eller sygdommen har sendt dem ned ad en meget lang rutchebane. Uden blødt faldsand. Vi har trukket ressourcerne væk fra det sikkerhedsnet, vi skulle holde under dem, så de famlende og langsomt kunne rejse sig. Eller læne sig tilbage med lidt værdighed i behold. Det er ved at forsvinde, sikkerhedsnettet.

Det gør mig ulykkelig, at vi er ved at skabe et samfund, hvor vi ikke investerer i mennesker. Men i økonomisk værdi. For jeg møder de mennesker hver eneste dag i mit arbejde.

Det gør mig ulykkelig, at millioner er på flugt. Millioner af mødre og fædre og børn og bedsteforældre, som tager tunge beslutninger om at redde sine familier fra krig og forfølgelse. Og det, vi tænker på i mit land, er os selv. Vi taler om ‘de andre’ på måder, der skal få dem til at holde sig væk og forsvinde. Vi ser stolte på hinanden, når færre fremmede krydser vores grænse. Krigene og menneskene er der endnu. De fleste af de mødre og fædre og børn og bedsteforældre, jeg har mødt, gør en stor indsats for at lære at leve i vores land, når de har fået lov at være her. Vi ser bare ikke andet end forskelligheder.

Det gør mig ulykkelig, når en stor del af danskerne bræger på internettet og siger virkelig grimme ting om mennesker, de aldrig har mødt. Det gør mig ulykkelig, når de fleste danskere tror, at integration er noget, der sker, hvis de fremmede gør det rigtige. Integration er en aktiv proces mellem mennesker. Integration forudsætter, at man er taget imod. Det gør mig ulykkelig, når mennesker, jeg engang betragtede som venner, siger uhyrlige ting på internettet om mennesker af kød og blod, som de aldrig har mødt.

På min arbejdsplads laver vi en simpel måling af, hvordan vi har det. Ganske simpelt. To eller tre spørgsmål der slutter med en skala over, hvor belastet, vi har følt os i den sidste uge. Beskrivelsen af den højeste ende af skalaen siger noget med, om du har trukket dig fra sociale sammenhænge i løbet af arbejdsdagen, om du glemmer ting osv. I den her uge gik det op for mig, at jeg har scoret højest på den skala i et stykke tid. Det var åbenbart også tydeligt for en kollega, som greb min arm og sagde, hun gerne ville passe på mig.

Derfor aflyser jeg og udsætter og laver stille dage og aftener.

Der skal så lidt til. En professor der tager imod en patient, han godt kunne have ladet være med. En mor der lyser op, fordi hun mærker, at vi virkelig gør alt for at hjælpe hende. En kommunalt ansat der, midt i noget virkelig kompliceret, udbryder: det gør vi bare, vi finder ud af det. En besked på WhatsApp fra en kurdisk kvinde i Grækenland med billede af os to. En kollega der griber min arm. Og løbeture i solskin med en tur i vandet. En stille aften på altanen. Radiser og rabarber og blomster, der blomstrer.

Og jeg blogger en gang imellem, når det er godt. Jeg er okay.

IMG_6708

Betragtninger

En eftermiddag i sidste uge sad jeg i et telt i Grækenland lidt nord for Athen. Jeg talte et par timer med et syrisk ægtepar, der startede med at spørge mig, om jeg vidste, hvordan de kunne komme hjem til Syrien. Jeg blev akut mundlam.

I weekenden vendte jeg hjem til Politiken, hvor Henrik Sass-Larsen i et interview udtalte, at humanisme er ødelæggende for samfundet. Humanisme er ødelæggende for samfundet? Sagt af en socialdemokrat. Jeg blev mundlam. Og blev nødt til at liste forbi Anker Jørgensen henne på Vestre Kirkegård for at tale lidt med ham.

Jeg har lært meget af de mennesker, jeg har mødt både herhjemme og i Grækenland, som har taget flugten fra deres hjemland. Og det står ret klart for mig, at det ikke er humanisme, der har ødelagt de samfund, de har forladt.

Det syriske ægtepar har levet i mere end to måneder i et støvet telt med deres tre små børn. Og de har netop opdaget, at et fjerde barn er på vej. Børnenes mor kan ikke bære tanken om at sætte et barn i verden i et telt. Beboerne i lejren har haft besøg af både slanger, vildsvin og vilde hunde. Der er ingen skole for de 300 børn, der bor i lejren, og de sanitære forhold har jeg tidligere beskrevet. Familien boede tidligere i Aleppo. Og ingen kan vist længere være i tvivl om, hvor hårdt angrebet Aleppo er – ikke mindst af Assads styrker flankeret af russiske tropper. Faren fortalte, at Islamisk Stat havde taget deres hus. Men familien har et hus på landet. Og på landet udenfor Aleppo er der ikke helt så farligt, fortalte faren. Morens søster, som også er gravid, bor i det hus.

Du må forstå, sagde faren, vi levede i et stort hus, mine børn gik i en god skole, og jeg har altid haft arbejde. Nu har vi ingenting, og jeg kan ikke sørge for min familie. Vi dør langsomt her. Det kan godt være, at der ikke er noget arbejde at få i Syrien. Men jeg kan prøve. Det kan jeg ikke her. Vi vil hellere løbe risikoen. Og dø hurtigt, hvis det kommer til det.

Det er ikke en utaknemmelig familie. Det er ikke en familie med forventninger om, at andre løser deres problemer. Det er en familie, der altid har taget ansvar – for sig selv og for andre. Og det er en familie, som på rigtig mange måder er igangsættere og samlingspunkt i lejren.

Humanisme er ødelæggende for samfundet……? Hvad sker der mon for den generation, der er født ind i krig, fordrevne og uønskede? En hel generation af børn, som vi i de velstående lande ikke vil forholde os til?

IMG_6640

Ritsona refugee camp

image

For ca tre uger siden tikkede en besked ind fra Katie, der spurgte, om jeg ville med til Grækenland i maj. Nej, nej, tænkte jeg, det kan jeg ikke bare sådan lige. Okay, men kan du så ikke møde mig i Paris, spurgte hun. Okay, jo for Søren, det kunne jeg. Og da jeg havde trukket vejret et par gange, kunne jeg selvfølgelig også tage med til Grækenland. Selvfølgelig kunne jeg det. Mens vi planlagde fra hver sin side af Atlanten, meldte Melie sig på banen fra Vancouver Island, Canada. Vi mødte alle tre hinanden i Skala Sikamneas på Lesbos i december. Katie er family doctor i Bozeman, Montana, og Melie er sygeplejerske og laver noget, der ligner mit, på Vancouver Island, Canada.

Derfor er vi nu i Grækenland i ferielandet, Chalkida. Ikke langt herfra driver den græske Airforce en flygtningelejr, hvor vores gamle NGO, Lighthouse Relief, har etableret et skærmet område for kvinder og børn. I går tilbragte vi det meste af dagen i Ritsona refugee camp. Vi blev vist rundt og brugte mange timer sammen med nogle af de familier, der har levet i teltlejren siden februar eller marts. Her er mange mennesker. Ca 900, hvoraf 300 er mindre børn. 300 børn i telte? Der er ca 20 små babyer, og der er ca 20 gravide kvinder. Gravide, spørger du, er det ikke dumt? Tjo, men når man placerer mennesker i en teltlejr på den græske Lars Tyndskids mark, uden mulighed for forbindelse med det omgivende samfund, er der ikke mange muligheder for effektiv prævention. Og det kan man blive gravid af. Der er nemlig masser af kærlighed i den teltlejr.

Alt er så anderledes end på Lesbos i december og januar. Her er ingen dramatiske situationer med forkomne, sårede og frysende mennesker. Og her er ikke så meget håb at give videre. Ingen ved, hvor længe folk skal blive i lejren. Som det ser ud lige nu, er de græske myndigheder ved at lukke den store flygtningelejr ved den makedoniske grænse og fordele folk i de øvrige 40 græske lejre. En del vil komme til Ritsona, der arealmæssigt kan rumme flere. Der er forberedelser i gang til vinteren med at rejse penge til Ikea-barakker, fordi teltene trods alt bliver for kolde. Der er fire meget store problemer i forhold til lejren.

For det første er her ikke vand. Det betyder, at hver familie modtager et antal flasker med drikkevand hver dag. Ekstra vand findes ikke. Der transporteres lidt vand til lejren til de fem brusebade, 900 mennesker skal deles om. To af dem har varmt vand. Noget af tiden. Slut! Ikke mere vand.

For det andet er der opsat en række ‘festivaltoiletter’, altså latriner, der skal tømmes, ved en åben plads, der bruges til fodboldspil, og hvor en del mænd hænger ud. Kvinder tør ikke gå på toilet, når det bliver mørkt. Kvinder holder derfor op med at drikke, så de ikke bliver nødt til at gå på toilet. Kvinder bliver dehydrerede, får urinvejsinfektioner og får det endnu sværere i den svidende varme.

Det tredje problem er, at lejren ikke har elektricitet. Der kan derfor ikke sættes lys op omkring de toiletter, som ingen kvinder tør besøge i mørket. Der er ingen køleskabe, ingen lys i teltene, og til vinter er der ingen varme.

Endelig er lejren placeret sådan, at ingen beboere har mulighed for at købe ind. Der er ingen landsbyer i nærheden, og der går ingen busser. Borgmesteren i Chalkida har frabedt sig bustransporter til hans by. Som jo skal leve af turisterne. Der ikke godt kan kombinere deres ferie med nødlidende mennesker. Det betyder, at folk er nødt til at holde sig til den mad, som militæret deler ud. De må undvære mellemmåltider til deres børn og de gravide kvinder. Det betyder også, at selv om de i princippet ikke er låst inde som i lejrene på øerne, så er de låst fast i lejren.

Det er en pæn lejr. Endnu har mismodet ikke taget helt fat i folk, og de organiserer rengøring og vedligeholdelse. De bygger kreative tilbygninger til deres familietelte. De har ongoing fodboldturneringer mellem forskellige fraktioner i lejren.De passer hinandens børn. Men rastløsheden breder sig langsomt, og børnene bliver præget af ensformigheden og dårlig ernæring.

De tror stadig på det. De har undsluppet de frygteligste rædsler, og de er for så vidt i sikkerhed. De drømmer om deres familie i fjerne lande. Og de drømmer mest om en sikker fremtid for de børn, der løber omkring i de støvede stier i Ritsona Refugee Camp.

English version:

About three weeks ago a message ticked in from Katie, asking if I would join her Greece in May. No, no, I thought, I can not do just that right away. Okay, but can you meet me in Paris, she asked. Sure I could. And after a couple of breaths, of course I could also go with her to Greece. Why not? While planning from either side of the Atlantic, Melie signed in from Vancouver Island, Canada. We all met in Skala Sikamneas on Lesbos in December. Katie is a family doctor in Bozeman, Montana, and Melie is a nurse, doing stuff more or less similar to what I am doing on Vancouver Island, Canada.

Therefore we now are in Greece in the holiday area Chalkida north of Athens. Not far from here the Greek Airforce runs a refugee camp, where our old NGO, Lighthouse Relief, has established a shielded area for women and children. Yesterday we spent most of the day in Ritsona refugee camp. We were shown around and spent many hours with some of the families, who have lived in the tent camp since February or March. There are so many people. App 900, out of whom 300 are young children. 300 children in tents? There are approximately 20 small babies, and there are  20 pregnant women. Pregnant, you ask, is that not stupid? Well, putting people in a tent camp in the middle of nowhere with no possibility of connecting with society, limits the options for effective contraception. And that can make women pregnant. There is lots of love in the tent camp.

Everything is so different from Lesbos in December and January. There are no dramatic situations, no exhausted, wounded and freezing people. And there is not so much hope to pass on. No one knows how long people should remain in the camp. As it stands right now, the Greek authorities are about to close the large refugee camp at the Macedonian border and distribute people to the other 40 Greek camps. Some will come to Ritsona, that area wise can accommodate more. Preparations are underway for the winter to raise money for Ikea barracks, because the tents after all will be too cold. There are four major problems in relation to the camp.

First, here is not water. This means that each family receives a number of plastic bottles of drinking water each day. Extra water is not available. Only a small amount of water is transported to the camp for the five showers, shared by 900 people. Two of them have hot water. Some of the time. That’s it! No more water.

Secondly, a number of “festival toilets’, that is, latrines to be emptied, is placed by an open space used for football games and hanging out for a number of men. Women dare not go to the toilet, when it gets dark. Therefore women tend to stop drinking. Women become dehydrated, get urinary tract infections making it even harder in the scorching heat.

The third problem is no electricity in the camp. There are no lights around the toilets, that no women dare visit in the dark. There are no refrigerators, no lights in the tents, and in the winter there is no heat.

Finally, the camp is located, so no residents have the opportunity to go shopping. There are no villages nearby, and there are no buses. The Mayor of Chalkida has declined bus transfers to his city. That shall live by tourists. It means that people have to stick to the food that the military will distribute. They have to do without snacks for their children and the pregnant women. It also means that, although in principle they are not locked up like in camps on the islands, they are stuck in the camp.

It’s a nice camp. So far discouragement not taken a complete hold on people, and they organize cleaning and maintenance. They build creative additions to their family tents. They have ongoing soccer tournaments between different fractions in the camp. They take care of each other’s children. But restlessness spreads slowly, and the children will be marked by monotony and poor nutrition.

They still believe in it. They have escaped the most frightful horrors, and they are so far in safety. They dream about their family in distant countries. And they dream mostly about a secure future for the children, running around in the dusty trails of Ritsona Refugee Camp.

To historier

For et par år siden fik en, jeg kender meget godt, en alvorlig skade i sin skulder. Hun er ansat i omsorgsbranchen på et stort, velanset hospital og havde relativt kort forinden skiftet job til en ny afdeling. Skulderskaden kunne formentlig spores tilbage til en overbelastning i forbindelse med kajakroning. En skulderskade er stærkt invaliderende. Ingen arme – ingen kager. Ingen arme – ingen arbejde. Det kaldes også en frosset skulder, og min gode bekendte fik omgående ordineret fuldstændig ro og blev sygemeldt på ubestemt tid. Hun var i løbende kontakt og under kyndig behandling hos en fysioterapeut, og hun var ret ulykkelig og bange for, at invalidesituationen kunne blive permanent. Hun kunne ikke arbejde, eller vaske op, eller ro kajak, eller løbe, eller støvsuge, eller tømme opvaskemaskinen. Og hun kunne heller ikke sove ret længe ad gangen.

Hun var sygemeldt i lang tid. Vi taler om måneder, inden hun langsomt fik lov til at løfte armen en lille smule. Langsomt, langsomt fik hun det bedre, og på et helt rigtigt tidspunkt startede hun forsigtigt på arbejde ganske få timer ad gangen. Hendes leder omlagde hendes arbejdsopgaver til noget, den skadede skulder kunne klare. Hun fik en specialdesignet stol og en særlig mus til computeren. Langsomt, langsomt kunne hun arbejde mere og mere, og i det tempo, skulderen og fysioterapeuten kunne acceptere, udvidede hun sine opgaver. I dag arbejder hun igen på fuld tid med helt normale opgaver, hun ror kajak, løber, vasker op og sover fint om natten.

For et par år siden blev en, jeg kender meget godt, alvorligt syg. Hun var ansat i omsorgsbranchen på et stort, velanset hospital og havde relativt kort forinden skiftet job til en ny afdeling. Hun fik en alvorlig stressreaktion. Man kunne godt sige, at hendes hjerne frøs. Eller at det hele kunne spores tilbage til en langvarig overbelastning. Hendes læge ordinerede fuldstændig ro og sygemeldte hende, efter at have forsøgt en periode med nedsat tid. Det var stærkt invaliderende. Ingen arme – ingen kager. Min gode bekendte var i løbende kontakt og under kyndig behandling hos en psykolog, og hun var ret ulykkelig og bange for, at invalidesituationen kunne blive permanent. Hun kunne ikke sove, mistede orienteringen, kunne ikke arbejde og følte på alle måder, at hun var ved at gå i stykker. Og vi andre kunne se, at det var hun.

Hun havde været sygemeldt et par måneder, da hun skriftligt blev bedt om en dato for, hvornår hun kunne være tilbage i arbejde på fuld tid. Hun forsøgte. Men hun kunne ikke. Endnu. Så blev hun fyret. Fik sin opsigelse med posten.

Langsomt, langsomt fik hun det bedre, og langsomt, langsomt tøede hendes hjerne op. I dag har hun det godt og sover om natten, når hun får lov. Hun er ikke i arbejde endnu, fordi livet lavede gæk med hende, som liv nogen gange gør. Men det ved jeg, at hun kommer.

Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvor meget de to historier ligner hinanden. Og hvor forskelligt de to historier har formet sig. Det var bare det.

IMG_0227

Tak til Husk mit navn for billedet fra Havneholmen

Thank you for the children

Har vi egentlig talt nok om ham her?

IMG_6418

Babyen, Lillebror, som nu har fået et rigtigt navn og er blevet til Otto. Som nogen gange sover hele natten. Otto har lige nu to opgaver i sit lille liv: Han spiser og han smelter hjerter. Resten af verden har helt klart definerede roller: Otto skal have mad og han skal elskes op til månen og tilbage. Og det er så heldigt, at det hele spiller så fint sammen. Otto smelter, vi elsker. Otto er født ind til to piger, der hver dag udbryder, Ottooooo, holder blidt om hans lille ansigt og voldkysser hans pande og små kinder. Og han er omgivet af voksne, der hver dag udbryder: Ottooooo og holder blidt om hans lille ansigt og kysser ham på panden og de små kinder. Otto belønner alle med at se os dybt og koncentreret i øjnene. Og så smelter vores hjerter en gang til. Når han ikke gider snakke mere med os, lukker han sine øjne og falder i søvn.

Jeg bliver aldrig træt af magien over en helt ny baby i familien. Jeg bliver aldrig træt af at se og se dybt i de nye babyøjne, som udforsker mig helt tilbage. Jeg bliver aldrig træt af at se de små store børn tage imod et nybagt menneske i vores familie. Og jeg bliver aldrig, aldrig træt af at se mine børn blive forældre.

English version:

Tell me, have we talked enough about this guy?

The baby, Little Brother, who now has a real name and has become Otto. Who sometimes sleep all night. Otto actually has two tasks in his little life: He eats and he melts hearts. The rest of us have clearly defined roles: Otto must be fed and he be loved to the moon and back. And the wonderful thing is, that everything play so well together. Otto melts, we love. Otto is born into the world of two girls, who every day exclaims, Ottooooo, while gently holding his little face and kissing his forehead and small cheeks. And he is surrounded by adults,  exclaiming every day : Ottooooo while gently holding his little face and kissing him on the forehead and the little cheeks. Otto rewards all of us by looking deeply and concentrated into our eyes. And then he melts our hearts once again. When he tire from talking with us, he closes his eyes and falls asleep.

I never tire of the magic of a brand new baby in the family. I never tire of looking and looking deep in a new baby’s eyes, while he explores me back. I never get tired of watching the little big kids receive a freshly maked baby in our family. And I will never, ever get tired of seeing my children become parents.

Debatten svømmer videre

Jeg troede, jeg fik skrevet mig færdig om svømmedebatten. Men ak, alle der mener noget, kappes om at råbe højt om, hvordan pigesvømningen i Hovedstadens Svømmeklub er en trussel mod de danske værdier om ligeværdighed og ligestilling mellem kønnene. Og hvordan pigesvømning vil forhindre pigerne i at blive integrerede i den ligeværdighed.

Lad os træde et skridt tilbage. Hæve os op i et højere perspektiv, og sammen kaste et blik på den måde debatten om køn har udfoldet sig i Danmark i de seneste måneder. Det må jo afspejle den aktuelle grad af ligeværdighed og ligestilling mellem kønnene. Ja?

For nogen tid siden stod en modig 15-årig og hendes mor frem og fortalte, hvordan pigen var blevet fotograferet nøgen og billedet delt og delt og delt igen på de sociale medier. Pigen havde været næsten lammet af angst og ydmygelse, indtil hun  trak vejret dybt ind og trådte frem. Det viste sig ikke at være ualmindeligt, og i den følgende debat kom det frem, at også ret små piger var ude for at blive fotograferet afklædte og få billederne delt og delt og stillet offentligt til skue. Det skete ikke sjældent, at en medsøster var fotograf, i f.eks. et omklædningsrum, og derefter delte billedet med drenge fra skolen. Det kunne bunde i hævn eller i ualmindelig chikane. Og det kunne ofte dreje sig om en genert pige, der måske ikke var helt stolt af sin krop.

Forleden skrev en 12-årig pige så et debatindlæg i Politiken med en opfordring til drengeforældre om at tale alvorligt med deres sønner om de her ting. For en ting er åbenbart billeder, drengene ser porno, synger om »hovedspring i en fisse«, og klapper pigerne i numsen, skriver hun. Dagen efter var Politiken nødt til at skrive sådan:

Screenshot 2016-05-01 22.04.14

For pigen på 12 år var blevet svinet til. Af voksne danske mænd med solide danske kerneværdier om ligeværdighed og ligestilling.

I samme periode har der kørt en intens debat om voldtægt. Information lavede en lang temarække om virkelige voldtægtsoplevelser for at sætte spot på, at kvinden ikke er den ansvarlige. Der har været en hed debat ovenpå en sag, hvor tre unge mænd angiveligt blev frifundet for gruppevoldtægt af en ung pige, fordi hun ikke havde sagt fra, og heller ikke været bevidstløs. Uden at forholde mig til den omtalte sag, finder der generelt en stærk italesættelse sted af, at kvinder ofte ‘selv er ude om det’. Og spørgsmålet er, om voldtægt ikke rigtigt er voldtægt, når voldtægtsmændene ikke hører et tydeligt ‘nej’?

Lad os så forestille os at være en ny eller relativt ny familie i Danmark. Lad os et øjeblik glemme alt om muslimer, forkvaklede kønssyn, gammeldags traditioner og strenge dominerende fædre. Hvor betryggende mon det virker at sende sin datter ud i det danske samfund alene? Et samfund man som forældre måske også har lidt svært ved at forstå. Jeg ved godt, hvad jeg ville tænke. Og jeg er rimeligt glad over ikke længere at have døtre i den alder. Jeg har børnebørn, som jeg sender bekymrede tanker og forsøger at klæde så godt på til verden, som jeg nu kan. Jeg har jo lang erfaring med at begå mig i det danske samfund.

Der er alt for meget ‘tvang’, ‘straf’ og ‘gør-som-vi-siger-eller-skrid’ i den måde, vi taler om det her på. Der er løftede pegefingre og lukkede døre. Og det gælder næsten hele det politiske spektrum. Hvad blev der af ‘en fremstrakt hånd’? Eller hvad blev der af ‘skal vi hjælpe dig med at forstå’? I det mindste bør vi være helt sikre, når vi bruger den slags afklapsningsmetoder, vi åbenbart er udstrakt enige om. Vi bør være helt sikre på, at vi kan skelne mellem den forestilling om ligeværdighed og ligestilling, vi gerne vil have i vores bevidsthed – og den måde ligeværdighed og ligestilling lever i den faktiske virkelighed. For hvis den aktuelle debat i Danmark er udtryk for graden af ligeværdighed og ligestilling, så har vi et par nullermænd, der skal fejes grundigere ind under gulvtæppet, før vi begynder at vifte med belærende pegefingre. Eller vi skal følge 12-årige Selmas opfordring og se os selv dybt i øjnene.

Og så synes jeg, vi skal huske på, at idrætsforeninger er sat i verden for at få mennesker til at lave idræt. Det lykkes ret godt for Hovedstadens Svømmeklub. Og jeg synes, vi skal lytte, når de siger, at rigtig mange af de her piger går videre på andre svømmehold, og at en stor del bliver trænere. Og skal vi så trække vejret helt ned i maven, nyde det forår der endelig er braget frem og række en åben hånd frem?

IMG_5396

 

Om svømning og lidt om svømning

Er I snart færdige med at råbeskrige om forargelse over piger, der svømmer uden drenge? Godt, for så har jeg lige noget at sige. Når nu I synes, det her er det vigtigste at råbe om i de her dage. Mens 10.000 børn er forsvundet i Europa. Og mens Aleppo bliver bombet sønder og sammen.

Der er to ting på spil her: køn og motion. Det er et velkendt fænomen i de faglige kredse, jeg bevæger mig i, at særligt kvinder fra Mellemøsten har en meget større forekomst af type2 diabetes. Denne diabetesform hænger uløseligt sammen med kost og især motion og bevægelse. Det viste sig, at de her kvinder i høj grad udviklede diabetes, fordi de ikke bevægede sig nok i hverdagen. Det gør danske mænd og kvinder også, men der er en stor overvægt blandt mellemøstlige kvinder. Også i Mellemøsten.

For at få kvinderne til at bevæge sig og blive del af den meget danske foreningskultur. fandt nogle opvakte trænere på at lave forsøg med fitnesstræning og svømning kun for kvinder. Det blev en bragende succes. Andre fandt på at lave cykelinstruktion for kvinder, for at få flere til at cykle. Det var enormt sjovt. Og hvad skete der? Andelen af type2 diabetes faldt, fordi kvinderne bevægede sig meget mere. De blev gladere, mere udadvendte og raskere.

I Hovedstadens svømmeklub var der en træner, der lagde mærke til fraværet af piger i svømmeklubben. Han lavede lidt research og fandt så på at tilbyde rene pigehold. Og pigerne strømmede til. Piger i alle farver. Danske, østeuropæiske, mellemøstlige, afrikanske. 250 piger lettede sig fra sofaen og begyndte at svømme. De fleste blev i klubben og gik videre til andre hold. En del blev selv trænere i klubben, da de blev ældre. Der var sikkert også færre af den gruppe, der udviklede type2 diabetes. Men det er blot en gisning.

Igennem længere tid har jeg hørt fra svømmelærere, folkeskolelærere og gymnasielærere, hvordan ærkedanske piger nægter at klæde om sammen med andre piger. Hvordan de, for at få pigerne til at deltage i sport, satte forhæng op mellem brusebadene. Det er tilsyneladende ikke kun de brune piger, der foretrækker en form for blufærdighed, der er anderledes, end den jeg er vokset op med.

Jeg synes, vi voksne skal slappe lidt af med skingerretorikken. I det store billede er det sgu da meget vigtigere, at de piger og kvinder får motion og fællesskab, end vores kulturelle kvababbelser. Jeg vil minde om, at det ikke er længere siden, end jeg selv kan huske, at det i vestlige lande betragtedes som særdeles skadeligt for kvinder at løbe. Det var forbudt for kvinder at deltage i løb, der var længere end 800 meter.

Lad os nu lige holde fokus og lade være med at lade alt være i relation til muslimbashing. Det vigtige her er at få piger og kvinder til at bevæge sig. Fordi det er godt for dem. Slut, punktum. Det ser faktisk ud til, at det at deltage i foreningsliv og i aktiv motion kan styrke pigerne og kvinderne, så de kan få kræfter til at gå de veje, de gerne vil.

Og de får mindre type2 diabetes. Og det er godt. Tak.

IMG_5078