Downsizing

Jeg skærer ned. Minimaliserer. Downsizer. Skiller mig af med. Ting og sager og kilo. Det har bredt sig på de sociale medier i det nye år, det der med at skille sig af med overflødigt gods. Og jeg har mange ting. Min krop har også fået lidt for mange kilo. Trods træning og maratonløb i efteråret.

Jeg er en slags samler. Jeg skiller mig nødigt af med ting. Jeg kunne måske få brug for dem. Eller det er gaver, jeg har fået på lange rejser. Ting er fyldt med minder. Når jeg får en ny kjole, gemmer jeg den gamle. For jeg har jo været glad for den. Og den er ikke helt slidt op. Og alle ved jo, at mode løber i cirkler og vender tilbage. På et tidspunkt.

Men jeg bor relativt småt, og der er mennesker ude i verden, der mangler ting. Det er jo både latterligt og flovt at have to pulterkamre stoppet med ting. Og tøj. Jeg har taget ideen til mig. Hver dag finder jeg en ting eller et stykke tøj, som jeg sender videre i cirkulation i verden.

Det gør mig utroligt glad, når jeg kan aflevere noget til nogen, der bliver glade i øjnene. Om nogle måneder kan jeg sløjfe det ene pulterrum. Eller bare bruge det som vintercykelrum.

Det gør mig også forunderligt glad at overveje hver enkelt ting. Se på kjolen fra Indien, som var fin derude. Men som aldrig kommer på i Danmark. Eller se på den jakke, som har været med på utallige rejser, ekspeditioner og skiture. Og kærligt konstatere at den er for slidt til den slags brug. Jeg siger tak for alle turene og sender den videre til mere ydmyg brug i København. Jeg tager afsked med ting, der har hørt en anden tid til. Og jeg tager afsked med tider. Og byder nye tider mere velkommen.

Det kan jeg kun gøre ved at tage en ting ad gangen. Små og store, og nogle dage smutter flere ting med.

Anderledes er det med kiloene. Og alligevel. For de kilo er jo kun kravlet under mit skind, fordi jeg har forbrugt for meget. Jeg hader ikke min krop. Men jeg bryder mig ikke om at overforbrug sniger sig ind på mig. Jeg er ikke på kur. Jeg skriver bare ned, hvad jeg spiser. Når jeg gør det, bliver jeg også lidt mere opmærksom på, hvad jeg spiser. Tænker lidt mere over det. Jeg dropper slik og kager, og ser med lidt mere alvorlige øjne på proteiner, kulhydrater, fedt og vitaminer. På den måde er tre kilo allerede stukket af fra min krop. I er ikke savnede.

På en eller anden måde trækker jeg vejret lidt lettere end før.

Og bare rolig – jeg kommer aldrig til at leve stilrent og minimalistisk. Bare lettere.

IMG_7774

Et fattigt lille land

I dag har jeg været sammen med en kvinde, der måske er 15 år yngre end mig. Hun kommer fra et land i det sydlige Afrika, hvor hun indtil sidste år drev en indbringende forretning. Men børnene flyttede hjemmefra og til udlandet, og hendes mand er professor i Danmark. Han overtalte hende til at komme til Danmark og bruge et par år på at slappe af, og måske senere starte på at bygge noget nyt op. Som hun havde gjort før. Hun følte sig ensom uden børnene og afviklede sine forretninger. Derefter rejste hun til København, hvor hun søgte familiesammenføring.

Hun har været i Danmark i snart et år. Og hun venter stadig på svar fra Udlændingestyrelsen. Hun viste med hænderne, hvor stor bunken af dokumentation til Udlændingestyrelsen havde været. 10 – 15 centimeter. Det tog jo rigtig lang tid at udfylde og skaffe alle de dokumenter, sagde hun med et skævt smil. I vil jo ikke have sådan en som mig. Eller myndighederne vil ikke. Sagde hun. Det ville ikke forbavse hende at blive afvist. Og det er jo så dumt, sagde hun. Jeg har jo ingenting tilbage i mit hjemland. Jeg har afviklet det hele, og børnene studerer i USA.

Efter jeg kom sidste år, har jeg læst på Integrationsministeriets hjemmeside, og jeg har læst en hjemmeside, hvor expads fortæller om erfaringer i Danmark. Hvis jeg havde læst alt det, inden jeg rejste, var jeg aldrig kommet. De expads fortæller om de forfærdeligste oplevelser. Og det er jo mennesker, der klarer sig selv, sagde hun.

Jeg kunne kun bøje mit hovede. Det gjorde mig ked af det. Hun må gerne være i mit land, og jeg havde lyst til at tale med hende i timevis.

IMG_9237Michael Kvium: Justice

Mit utjekkede jeg

Jeg har en side i mig, der er gennemført utjekket. Den viser sig næsten dagligt, når jeg skal ud af døren. Inden jeg skal på arbejde, mødes med veninder eller løbe en tur afsætter jeg 5-10 minutter til at samle mig. Ikke meditativt, men helt praktisk. Jeg trawler gennem min lejlighed for at finde nøgler eller handsker eller pung. Der er dage, hvor min rygsæk har gemt sig, og cykellygter er et kapitel for sig.

Jeg er helt uimodtagelig for de råd, almindelige mennesker bruger, som at have faste steder til nøgler, tasker og cykellygter. Jeg finder dem altid. Og jeg har afsat tiden. Så egentlig har jeg ikke et problem. Og dog – for da jeg lynpakkede kufferten mellem jul og skiferie, var mine lækre, dyre overtræksbukser forsvundet. Jeg købte dem for et ublu firecifret beløb til en længere bjergbestigningsekspedition for ti år siden. Skalbukser hedder de i den jargon, og de er virkelig gode at løbe langrend i på de allerkoldeste dage. Ingen vind trænger igennem dem, og de sidder perfekt. De kan lynes op i siden, og de går hele vejen op og beskytter mit maveparti.

Jeg fandt dem ikke. Og jeg var ret ulykkelig, for jeg kunne have glemt dem i en af tusinde butikker, jeg havde løbet rundt i op til jul. Nå, jeg kylede et par aflagte skalbukser, der sidder virkelig dårligt, i kufferten sammen med mine langrendsbukser. Jeg klarede mig og brugte kun en enkelt tur på at blive gnaven på de aflagte bukser. Jeg begyndte at kigge  udsalgssider med skalbukser, mens jeg håbede på, at jeg enten havde glemt dem hos min datter eller på arbejde.

I morges gravede jeg mig ind i skabet i min gang for at finde min arbejdstaske. Og lige der – fint foldede over en bøjle – hang mine lækre, dyre skalbukser.

Jeg har nok gjort et forsøg på at være lidt tjekket, da jeg hang bukserne pænt i skabet. Jeg tror ikke, jeg prøver det igen.

Men hey – har jeg måske ikke lige nærmest tjent et par tusinde kroner?

IMG_9226

Nytårskys

Mit 2017 kommer til at udånde i Norge. Jeg er på nytårstur med Stine og hendes børn og mine fjeldski. Og omkring 100 andre mennesker. Det gamle fjeldhotel emmer af liv, og alle har fundet nytårshumøret frem og gør sig den bedste umage med alting. Vi har dejlig sne og frostgrader og ingenting at klage på. Kan man have bedre afslutning på året?

Mit 2017 har været et godt år. Et år uden de store udsving. Mine mennesker har det godt, og mine egne højdepunkter omfattede en skitur på Kungsleden i Lapland, ombygning af mit lille kolonihavehus og et maratonløb i Firenze, hvor jeg fik gjort helt op med mit indre præstationspres. Jeg løb bare et dejligt løb, og jeg har lyst til at gøre det igen et andet dejligt sted. Jeg blev mentor i Kvinfo for en kvinde så fuld af kreativitet og gå-på-mod, at hun er en inspiration af de helt store for mig. Året gav mig nye dejlige venskaber, jeg fik endelig min egen kajak, og mit arbejde giver dagligt så meget mening.

På den anden side mærker jeg også i mit arbejde, at mennesker betaler en høj pris for den afvikling – eller omvikling – af vores velfærdssamfund, regeringen arbejder videre på. Jeg ser, hvordan alvorlig sygdom sender folk på lavinekurs, hvor der tidligere var et samfund, der greb dem. Jeg ser flere syge mennesker, der ikke har et hjem. Det er grimt, og den øgede velstand for os andre gør ondt i hjertet. Jeg ser kolleger på mit hospital løbe hurtigere med en samvittighed, der er tungere end nogensinde. Fordi det bliver sværere at gøre sit fag bedst.

Det er blevet sværere at diskutere. Der sker noget med danskernes ører. Diskussioner er blevet til konkurrencer om at råbe højest. De mest bizarre synspunkter vinder. Vi skaber grupperinger og kategorier og kaster med skyld.

Men der er håb. Kommunalvalget kunne ses som et praj om, at folk har nået en grænse for nedrigheder mod ‘de andre’. En grænse for at sparke ned på de syge, de handicappede, de arbejdsløse og de svage. Kvinder i hele verden står frem og rejser spørgsmål om seksualisering, grænseoverskridelser og kommunikation om køn. Og selvom danske mænd svarer igen med latterliggørelse, whataboutism og andre afsporinger, lever debatten og spørgsmålene. #metoo er ikke udtryk for vestlig krænkelseskultur eller fingerede angreb på navngivne kreative mænd. #metoo er verdensomspændende og uafviselig. Lyt, tænk og tal sammen.

Jeg arbejder videre med flygtninge og indvandrere, og jeg græmmes over de myter, som medier og politikere i forening lykkes med at overbevise store dele af danskerne om. Mens vi fortsat padler videre, som sad vi i vores helt egen båd på verdenshavet. Vi lukker øjne, afmonterer solidaritet og standser enhver debat med et ‘vi-kan-jo-ikke-lukke-alle-ind’. Men hjælpsomheden findes. Også i Danmark. Og jeg har en fuldstændig evidensblottet fornemmelse af, at hjælpsomheden vokser lige så stille. På trods.

Så skal vi ikke bruge 2018 til at råbe solidaritet højt og hele tiden? Solidaritet med hinanden og de andre. Solidaritet med verden. Solidaritet så vi ikke forbruger verden i stykker. Solidaritet så vi deler af vores velstand, fremfor at låse den inde. Solidaritet så vi vender blikket væk fra vores navler og ser de andre. For de andre kan altid gøre os klogere og gladere

Kys og godt nytår og tak for jer.

Glædelig lillejul

Det er lillejul, og regeringen fik med det yderste af neglene hevet deres finanslov hjem, inden året rinder ud. I går var Anders Samuelsen fra Liberal Alliance Dagens gæst på P1, og jeg forsøgte med en god portion seriøsitet at lytte mig igennem hans argumentation. Han gentog igen og igen, at skattelettelser er hans primære projekt i dansk politik. Han tror på det. Tror på, at det gavner Danmark mest. Eller tror han på, at det gavner den del af Danmark, han selv kender bedst?

Samuelsen sagde flere gange under samtalen, at den almindelige, hårdtarbejdende dansker skal have flere af sine egne penge mellem hænderne. Og så ærgrede han sig over, at spørgsmålet om skattelettelser hele tiden bliver bremset af snak om, at de velhavende får mest ud af det. Det er misundelse, sagde han, og det er han træt af.

Men er det nu det? Misundelse? Hvordan er det med de penge, vi betaler i skat? Ud over at finansiere kampfly og løn til folketingets medlemmer er skat det, der betaler vores fælles velfærd. Det betaler de goder, som vi gennem generationer har bygget op og sat pris på. Vi har bygget et meget berømmet system op, som sikrer alle borgere i Danmark gratis sundhedsvæsen, gratis skolegang, gratis uddannelse, biblioteker, veje og politi. Vi har haft vores eget postvæsen, vores egen el- og varmeforsyning og en lang række servicefunktioner, som er vigtige for et samfund. Når vi skærer ned på skatterne, må vi også skære i de samfundsgoder, som samfundet stiller til rådighed. Jamen når vi så får flere penge mellem hænderne, kan vi selv betale for det, og vælge mellem konkurrerende tibud, siger Anders med begejstring i stemmen.

Det er derfor, vi er nogen som igen og igen påpeger, at de lavtlønnede får mindst ud af skattelettelser, Ikke af misundelse, men som en reel påpegning af, at lavtlønnede faktisk mister noget. De få ekstra penge, de måske får mellem hænderne ved skattelettelser, bliver hurtigt slugt af de ydelser, de så må tilkøbe, fordi de er sparet væk af skattelettelser.

Skattelettelser skaber større ulighed. Har man en højere indtægt og dermed får flere penge ud af en skattelettelse, har man ganske rigtigt flere muligheder for at vælge andre løsninger end vores fælles skoler og hospitaler eller plejehjem. Sådan svækkes de offentlige tilbud, og de lavtlønnede ender med færre penge, fordi det alt andet lige vil være dyrere at købe end at betale skat.

Det er et spørgsmål om perspektiv, et spørgsmål om værdier. Liberal Alliances kerneværdier handler om vækst og frihed for den enkelte. Velfærd er også skattelettelser, siger de. Men det er ikke sandt. Det er ikke velfærd for alle, som vi har kendt det.

Mine grundværdier er helt anderledes. De handler om solidaritet og fælles velfærd. De handler om frihed og ansvar for hinanden. Jeg synes, det er forfærdeligt, at offentlige ydelser bliver underlagt markedsværdier. Se på postvæsenet. Tidligere har vi syntes, at det er samfundets opgave at varetage, at post og pakker kan komme rundt i landet. Nu har vi solgt det danske postvæsen, og min gamle fidus med at købe julegaver på nettet er en saga blot. Med mindre jeg begynder snart, når pakkerne ikke frem inden næste jul. Hvad værre er, kan prøver ikke længere sendes fra lægehuse på de danske øer eller mellem hospitaler. Folk, der undtages fra e-boks, modtager ikke indkaldelser og prøvesvar til tiden. Når det ikke giver overskud, hentes der ikke længere post. Jeg ville gerne betale en smule mere i skat for et postvæsen, der virker. Tænker nogen på, hvor meget tid hospitalerne bruger for at hitte rede i forskellige private udbydere af pakkepost?

Mine amerikanske venner på Facebook er desperate. Trumps skattereform betyder, at millioner af mennesker er afskåret fra sundhedsydelser og behandling. Mennesker i behandling for kræftsygdomme må standse behandlingerne, fordi de med ét ikke længere er dækket af nogen forsikring. Jeg ser deres daglige opdateringer, hvor de igen og igen bliver arresteret for aktivisme i håb om at overbevise deres lokale politikere om at bevare mulighederne for sundhedsforsikringer for alle.

Lad os nu for pokker passe på Danmark. Glædelig lillejul.

IMG_9172

En ny tid – et nyt løb

Jeg har elsket at løbe det meste af mit liv. I nogle år, da mine unger var små, løb jeg ikke, men ellers har jeg mere eller mindre altid gjort det. Korte distancer da jeg var helt ung, og senere længere og længere. Jeg elskede at konkurrere. Elskede at løbe hurtigt og overskride mig selv. Men en kræftsygdom og et heftigt behandlingsforløb med kemoterapi satte en brat stopper for det hurtige løbetempo. Jeg kunne ganske enkelt ikke længere løbe stabilt hurtigt. Min mishandlede krop kunne ikke klare den hårde tempotræning. Derfor trak jeg mig væk fra enhver form for løbekonkurrence. Med krukket rødmen måtte jeg erkende, at jeg ikke brød mig om at se mit navn på side 10 eller 20 i resultatlisten.

Men jeg elskede stadig at løbe. Og jeg har løbet videre og haft gode og spændende og anderledes løbeoplevelser. Jeg har løbet i bjerge, løbet på ferie over flere dage med oppakning. Jeg har løbet i de vildeste omgivelser, og jeg har løbet af lyst, for sjov, og fordi jeg tænker så godt. Jeg kan også lide at være i god form, for det giver adgang til så meget andet. Som lange skiture og vandreture i bjergene. Men en dag først på sommeren piblede der en lyst til et maratonløb frem. Bare et til. Og jeg begyndte at løbe længere igen. Det var bare en løs plan om et løb på et tidspunkt. Et sted i Europa. På en af de lange ture tog jeg min telefon med og lyttede til en lydbog. Og jeg havde det så hyggeligt. At løbe uforstyrret og lytte til god litteratur var så perfekt. Jeg har aldrig løbet med noget i ørerne, så for mig var det en ny oplevelse. Det gik op for mig, at jeg på den måde kunne få opmærksomheden fuldstændig væk fra præstation og tempo.

Det blev Firenze i november. Og i månederne hen over sommeren og efteråret genvandt jeg en gammelkendt følelse af flow i mit løb. Jeg glædede mig på en ny måde til de lange weekendture. Det blev mit stille projekt. Jeg har ikke snakket meget om det. Fordi det i lige så høj grad har handlet om at lære at flytte mit fokus på løbeoplevelsen, væk fra resultat og præstation. Jeg vidste jo, at jeg aldrig ville komme i nærheden af de tider, jeg har kunnet løbe.

Selvfølgelig blev jeg enormt forkølet en uge før tid, og jeg var i tvivl til det sidste. Men jeg hentede mit startnummer i lørdags, og da jeg stod op søndag morgen, var jeg mere snottet end nogensinde. Men nu var jeg besluttet, og vejret så fint ud. Jeg var sat til den langsomste startgruppe, og jeg startede langt bagved de fartballoner, der sagde 5 timer. Jeg har aldrig prøvet at være i den ende af starten, og det var en oplevelse. Alle var glade og spændte og venlige og snakkende. Kærester løb med hinanden i hånden. Der var sådan en stemning af kærlighed over det hele. Det var mageløst.

Vi kunne høre, da starten gik. Og der gik meget, meget lang tid, før vi satte os i bevægelse. Men fordi jeg bare var omgivet af kærlighed og venlighed, blev jeg ikke utålmodig. Og herregud – her var så smukt ved den gamle Duomo midt i det gamle Firenze. Langsomt satte vi os i bevægelse, og langsomt begyndte store regndråber at falde over os. Den første kilometer foregik i gang, og så kunne vi begynde at lunte. Jeg havde min bog med – Tjenerindens fortælling af Margareth Atwood, som har fået sin renaissance med en tv-serie. Den var en vidunderlig makker på min tur.

Vejret blev forfærdeligt. Det styrtregnede efterhånden, det blæste, og temperaturen droppede helt i bund. Vandpytterne voksede sig gigantiske, og mine sko blev gennemblødte. Jeg var så kold, at jeg peb lidt indvendigt. Og en slags indre tvilling pippede lidet overbevisende om, at en fornuftig voksen nok ville skynde sig hjem i varmen. Forkølelse og sådan. Men mine ben fortsatte og fortsatte. Hele løbet overhalede jeg. Jeg løb fra væskedepot til væskedepot. De kom med fem kilometers intervaller, og de havde varm te med sukker. Et sted inde i mig vidste jeg, at jeg nok skulle komme igennem. Selv i regnvejr var det en stor oplevelse at løbe igennem en af de smukkeste byer i Europa. Ruten var lagt, så den kredsede om de gamle smukke bygninger og de store parker. Og pludselig, da jeg havde løbet omkring 30 kilometer, stoppede regnen. Solen kiggede frem, og jeg løbedansede af glæde. Og mine ben løb og løb. Jeg var begyndt at tælle ned. Nu er der 21 kilometer tilbage, nu er der 15 kilometer, nu er der 10. Og benene løb og løb, og jeg slubrede varm te i mig ved hvert væskedepot.. De frivillige heppede og high-fivede, og jeg lo og lo. Om lidt er der kun syv kilometer, sagde jeg til mig selv, mens jeg kom tættere og tættere på Piazza Duomo. Folk var begyndt at gå omkring mig, men mine ben løb og løb. Og jeg var stadig kold. Mine lår begyndte at bide. De sidste kilometer på ujævne marmorfliser var en pine. Men der var så smukt. Og mine ben løb og løb. Og nu var der kun to kilometer. Jeg havde slukket for min bog, for nu var virkeligheden meget nærværende. Og jeg løb i mål på mine brændende lår og fik et kram af en frivillig og en medalje om halsen. Og alle os i den langsomste startgruppe high-fivede og gav kindkys.

Det er det dejligste maratonløb, jeg har løbet. Nogensinde.

IMG_9057

I dag er jeg lige så snottet som i går. Ikke mere. Og i dag har solen skinnet på mig hele dagen, mens jeg har gået rundt i byen med mine ømme ben på en sky af dejlig oplevelse.

IMG_9111

Bulder, brag og fine børn

I dag kom jeg småløbende fra mit kontor til et møde med de sygeplejersker, der koordinerer forløb for de små bitte børn, der kommer til Rigshospitalet for at blive opereret i deres hjerter. Mens jeg småløb, ringede min telefon, og jeg talte, mens jeg løb videre. I opgang 4 gled elevatordøren mirakuløst op, som jeg havde brug for den. Og der stod min gode veninde og bredte armene ud, mens jeg lidt hurtigt fik afsluttet min telefonsamtale, så jeg kunne knuse hende tilbage. Mellem stuen og fjerde sal nåede vi lige en hurtig snak, og jeg ilede videre til mit møde. Hvor jeg spiste min madpakke, mens vi arbejdede.

Jeg har arbejdet så meget i så lang tid, at jeg har mærket halsen snøre sig sammen og brystet føles for snævert. Jeg er bagefter, har overtrådt deadlines og har stadig en bunke, der venter på at blive sendt ud i verden. Ind imellem er min verden alt for fyldt af fastlåste regler for, hvad syge mennesker kan og må, og skal, og jeg får en forstemmende følelse af at slås med vindmøller. Jeg bliver afbrudt hele tiden, fordi nogen har brug for det, jeg kan. Men jeg har gjort en masse godt. Det ved jeg, for nogen har sagt det til mig. Jeg har hjulpet patienter på vej, gjort pårørende glade, løst fastlåste situationer for læger og sygeplejersker. Og det er en god følelse. Men jeg lever mit liv i løb for tiden.

Heldigvis er jeg ret god, synes jeg. Jeg har trukket vejret meget dybt og erkendt, at mine deadlines ikke skal slå mig ihjel. Jeg har annonceret forsinkelser. Dem der kender mig godt, ved hvor store krøller, jeg slår på mig selv nu.

Og jeg er så heldig at have en bunke bløde små børn i familien, som jeg kan stikke min snude ind i maven på. Som jeg kan lade kravle på mig, mens jeg ligger på gulvet og er flad. Som kan få mig til at grine, til jeg slår mig på maven. Og heldigvis har jeg nogen voksne børn, som jeg kan lave rare ting med. Uden regler.

Lørdag morgen trak jeg stikket og satte mig i toget mod Kerteminde sammen med  min yngste datter. Hun er nemlig mor’en til nogen af de bløde små børn, der aldrig sidder stille, og når man er det, har brug for en fridag. Derfor tog vi på hotel sammen. En flad småbørnsmor og en flad drage, der har sprudlet for meget ild. Vi kiggede på Kerteminde, spiste frokost, drak kaffe, og Sofie kravlede tilfreds op i den store seng og zappede fjernsyn, mens jeg løb en tur. Bagefter spiste vi det bedste måltid, vi længe har smagt på en fin fiskerestaurant, der lå på vandet. Vi blev forkælede på den mest perfekte måde og spiste i flere timer. Til sidst gik vi hjem og drak resten af den flaske bobler, vi tog hul på inden middagen. Vi snakkede og var stille og grinede og gik ture.

Jeg bliver aldrig træt af mine børn. Turen var hendes fødselsdagsgave fra mig. Jeg har gjort det før med min anden datter, og nu sidder jeg og spekulerer på, om sønner ville synes, det var lige så hyggeligt. Men resultatet vil jeg ikke afsløre, for så ville han jo vide, hvad han fik i fødselsdagsgave.

IMG_8966