Ting jeg savner

Da mine børn holdt op med at være børn og begyndte at blive mere voksne, mistede jeg noget. Ud over små varme børnekroppe og muligheden for at pakke dem helt ind i omsorg. Måske gik det først rigtigt op for mig, hvad jeg savnede, da mine børn begyndte at bringe nye børn ind i min verden.

Jeg savnede nogen at fjolle med. Og for. Jeg er dybest set et utroligt barnligt menneske. Hele mine børns barndom har de levet med mig, der bildte dem alt muligt ind. For sjov. De har levet med mig, der slog over i troldestemme eller pivestemme eller bjørnestemme. Og de har levet med gakkede gangarter, uskøn dans og dårlige ideer.

Du er fjollet, mormor, siger mine fornuftige børnebørn. Mens de elsker det, vi finder på. Jeg ser med begejstring, at mine svigersønner har samme hang til at binde børn historier på ærmet. Og at de bliver henrykte, når børnene hopper på dem. Jeg elsker, at de tager dybe brølestemmer på og jager ungerne, til de giver fortabt i et hjørne. Hvor de bliver kildet sønder og sammen.

Jeg har fået fjol tilbage i mit liv med alle de børn. Fjol er den bedste måde at få trætte Esther til at gå de få hundrede meter hjem fra børnehavebussen. Fjol er den bedste måde at få grin i suretrætte ansigter. De bedste godnathistorier er dem, vi finder på sammen i mørket. Det bedste i verden er at grine sammen.

Måske fjoller vi voksne bare for lidt med hinanden? Jeg elsker alle de små film fra forskellige lande, der parodierer den nyslåede amerikanske præsident. Det er fjol på højt plan med et dybt alvorligt tema. Som for en stund letter den hårde knude i min mave og sætter verdens tilstand i nyt perspektiv.

img_6873

En uheldig ung mand i et nådesløst land

En dag for omkring tre år siden blev jeg hidkaldt til en afdeling på hospitalet, der havde opereret en ung mand fra Pakistan. Som uddannet dyrlæge og biolog var han kommet til Danmark på et Green Card for at forfølge sin drøm om at arbejde som dyrlæge. Han levede op til alle betingelser for at være en aktiv medborger i landet, fik arbejde, lærte sproget og integrerede sig. For at kunne blive godkendt som dyrlæge i Danmark, supplerede han sin uddannelse med flere moduler, mens han sideløbende arbejdede i to forskellige jobs for at opfylde kravet om beskæftigelse. Han arbejdede altså rimeligt hårdt, forsørgede sig selv og delte et kælderværelse med fem andre unge mænd fra Pakistan i udkanten af en forstad til København. Hans del af værelset var den øverste køje i køjesengen til venstre.

Jeg mødte en ung mand med knuste drømme. På sit arbejde havde han villet rense en maskine, som viste sig ikke at være ordentligt afskærmet og sikret, og den slugte simpelthen hans højre arm. Nu sad han der. Alene på afdelingen, med en halv smertende arm og depression, der bredte sig i hele hans univers. På afdelingen var de i syv sind. De ville så gerne hjælpe ham videre, så han kunne lære at håndtere sit liv uden højre arm.

Første problem var hans hjem. Han kunne ikke komme op i øverste køje. Han kunne ikke lave mad. Der var ikke plads til at være stærkt handicappet på det lille kælderværelse. Han må flytte på ‘Mændenes Hjem’, sagde socialrådgiveren. Og så ringede afdelingen til socialsygeplejersken og mig. Vi arrangerede et møde med kommunen. Jamen han har jo en adresse, sagde den kommunale visitator. Jo, men der kan han ikke bo uden sin højre arm. Og nyopereret med stort sår. Og smerter. Vi må jo finde et værelse til ham, hvor han kan bo, mens han bliver genoptrænet, sagde jeg. Og vi diskuterede længe frem og tilbage, indtil visitatoren så mig i øjnene og spurgte, om jeg virkelig syntes, det var deres problem. Jeg lavede en af de lydløse eksplosioner, jeg er blevet ekspert i. En dansk arbejdsplads havde taget hans højre arm, så vi kunne vel godt tage os ordentligt af ham nu! Og det blev sådan. Han fik træning, og han blev opereret flere gange. Han blev også hjulpet igang med at køre erstatningssag mod den virksomhed, der husede den maskine, der spiste hans højre arm. Det skal en maskine jo ikke kunne, vel?

I dag kunne jeg så læse, at den ualmindeligt uheldige unge mand nu bliver smidt ud af vores land. Hans Green Card må være udløbet, og nu udgør han jo ikke en fuldt funktionsdygtig arbejder. Han kan ikke længere forsørge sig selv. Ulykken og de mange operationer afbrød hans studier, så udsigten til at arbejde som dyrlæge pludselig var meget længere væk. Så ud med ham. Også selvom sagen mod virksomheden stadig kører og stadig kræver, at han kan være til stede.

Kære Danmark, synes du virkelig – helt inde i dit gamle hjerte – at det her er moralsk i orden? Virkelig?

img_7703

 

Mon de kommer om natten

I Danmark gør vi børn fortræd. Vi gør børn fortræd, når vi lader dem leve i månedsvis, i årevis i meningsløs usikkerhed. Når vi lader sagsbehandlinger om asyl trække ud i det uendelige, så børn ikke kan sove om natten. Vi gør børn fortræd, når vi lader børn agere tolke og advokater for traumatiserede familier. Vi lader det ske, og derfor gør vi børn fortræd.

Jeg var til forpremiere på filmen, Mon de kommer om natten, i Grand i aften. Filmen skildrer Rohksar gennem de sidste to år. Da vi møder hende, er hun bare 14 år gammel, og har netop modtaget afslag på familiens asylansøgning. De er flygtet fra Taleban i Afghanistan efter Rohksars bror blev dræbt og hun blev beordret til at gifte sig med en ældre mand. De ankom til Danmark i 2010.

Filmen er et ualmindelig stærkt vidnedsbyrd om et barns sammenbrud midt i et alt for stort ansvar. Da vi møder Rohksar, er hun en glad 14-årig, der bliver kåret til årets fodboldspiller i sin klub. Hun har veninder, ser serier i fjernsynet, spiller fodbold og elsker sin skole. Hun taler klart og tydeligt dansk. Og derfor bliver hun den, der må ringe til Udlændingestyrelsen, til Dansk Flygtningehjælp og oversætte de svært forståelige breve, de modtager. Hun bliver en alt for ung budbringer af alt for tunge budskaber. Hun bryder også sammen over det. Hun får svære angstanfald, selvmordstanker og depression. Da vi forlader hende ved filmens slutning, er hun nedbrudt og uglad og bange. Hun ligner en skygge af sit smukke selv. Det kan vi på ingen måde være bekendt.

Filmen gav mig kvalme og fyldte mig med vrede over, at vi lader det ske. I vores rige land. Bagefter var der debat. Desværre med alt for mange debattører, så debatten fik lov til at bevæge sig på et overfladisk, ligegyldigt niveau. Det kunne vi heller ikke være bekendt overfor Rohksar, der så utroligt modigt stod frem og endda svarede på spørgsmål i salen.

Tilstede var to politikere, Pelle Dragsted og Pernille Vermund. Sidstnævnte kørte i forventelige båndsløjfer om ‘nærområderne’ og sneg sig fuldstændig udenom at svare på spørgsmålet om, hvilke nærområder hun havde i tankerne. Situationen er nemlig den, at der opholder sig et tocifret antal millioner af afghanske flygtninge i grænseområderne til Pakistan, og inde i Pakistan opholder sig et ukendt antal. De kan ikke hjælpes af vores penge, fordi Pakistan nægter nødhjælpsarbejdere indrejse. Det andet umiddelbare ‘nærområde’ er Iran. Inde i Iran bor der 1-2 millioner afghanske flygtninge, og de behandles værre, end jeg har lyst til at forsøge at beskrive. Jeg har set mere end ‘et skudsår på flygtninge fra Afghanistan, som de har fået på rejsen gennem Iran. Hvordan det ser ud i ‘nærområderne’ Turkmenistan, Uzbekistan eller Kirgisistan, tør jeg faktisk slet ikke begynde at forestille mig. Næste ‘nærområde’, Tyrkiet, kan vist dårligt rumme mere, og ingen ved, hvem Pernille Vermund havde i tankerne. Det fik vi så heller ikke uddybet.

Seks år er ufatteligt langt i et barneliv. Rohksar har stadig ikke fået svar på, om familien kan få asyl under hensyn til hendes tarv.

Se filmen på onsdag på Tv2 og læs om hende i Politiken. Og tænk lidt over, hvor mange love, der bliver tilsidesat, mens Rohksar bliver ældre og går lidt mere i stykker hver dag.

Og jeg sender en bunke tanker til lille bitte Asmaa fra Afghanistan, som jeg tog imod på Lesbos’ nordkyst og sendte videre til Tyskland sammen med hendes forældre. Hun er nu et år og en måneds tid. Jeg håber sådan, at hun har det godt. Du kan læse om hende her.

image

2016

Man kan sige meget skidt om 2016. Det er der mange, der har gjort, så det behøver jeg ikke. Mickey Gjerris siger det så fint i et opslag på Facebook:

Finder det meget problematisk, at så mange skælder ud på 2016. Det er bare et år og kan ikke gøre for det. Det kan vi til gengæld. Det er os, der skaber historien. Os mennesker. Vi har ansvaret. Verden bliver som vi vil. Er ganske enig i, at det ikke er gået så godt det sidste års tid. Men så må vi jo se at få gjort noget ved det, i stedet for at klynke over regering, Trump, terror, krig, loft over hjælp og uddannelse, klima og alt det andet, som i den grad trænger til en kærlig hånd. Så godt nytår og god arbejdslyst. Vi ses i 2017

Det blev et år, der lærte mig meget. Det lærte mig, at det eneste rigtige jeg kan gøre, er hele tiden at handle med min overbevisning. Jeg kan ikke udrette mirakler, men jeg kan måske skubbe blidt til nogen, der så prøver at gøre noget godt for andre. Det findes derude, det gode. Det kan være svært at få øje på i medierne, og vores folkevalgte politikere sammen med dem in spe gør intet for at hjælpe det på vej. Det kan vi kun selv gøre.

Jeg er en lille brik i et større demokratisk system. Jeg er ikke politiker. Mine hverdagshandlinger kan sammen med andres hverdagshandlinger tilsammen flytte lidt. Når nok gør det, kan det flytte mere. 2016 har lært mig, at den vigtigste udvikling kommer nedefra. Fra hverdagen.

Så det går mit liv med, og det kommer 2017 også til. Mens jeg gør det, må jeg leve med, at venner unfriender mig på Facebook, at nogen kalder mig pladderhumanist, betonfeminist, halalhippie, godhedsindustri, landsforræder, naiv og andre ikke-venlige navne. Jeg lever med det. Mens jeg bliver ved med at tale om humanisme som fundamentet i det samfund, jeg elsker.

Jeg gør det, fordi jeg kan. Jeg kender tilstrækkeligt andre mennesker, der har levet i samfund, hvor mine handlinger kunne koste fængselsstraf eller værre. Derfor bliver jeg ved med at ytre mig, deltage og handle. Hvis jeg lod være, måtte jeg hver morgen slå blikket ned foran spejlet i badeværelset. Demokrati og frihed forpligter. Jeg flasher ikke så meget, hvad det er, jeg gør. Jeg snakker med mine børn, mine børnebørn og mine nære venner om det. Fordi jeg gerne vil være den modvægt, mine børnebørn har mod den fjendske retorik. Mit professionelle liv er ikke anderledes end mit private frivillighedsliv. Der er ingen konflikter der.

Da jeg var ung teenager, og min far netop var udnævnt til overlæge i en mindre by i Jylland, gik vi en aften sammen på gaden. Jeg husker blot, at vi gik sammen i mørket, og han sagde, at jeg nu var forpligtet overfor dem, der havde vanskeligere kår end os. Privilegier forpligter, sagde han. Jeg har aldrig glemt den samtale. Det har han sikkert. Men det er en af de situationer, en af de sætninger, der siden på mange måder har været med til at styre min måde at leve mit liv på. Astrid Lindgren sagde noget lignende, at den som har meget magt også må være meget rar (frit efter hukommelsen). Nå, jeg er ikke altid rar. Men jeg har altid siden følt den forpligtelse, og ligegyldigt hvor fattig jeg har været, har der altid været nogen, der havde det værre. Og ligegyldigt hvor skidt det stod til, var der altid noget at give af.

Jeg går ud af 2016 med en god fornemmelse. Der er sket så mange forfærdelige ting, og der er udviklinger, der bekymrer mig ind til marven. Men jeg har gjort, hvad jeg kunne. Jeg har kun tre nytårsforsæt: at gøre det, jeg gør bedre og mere, at bruge en uge syd på i starten af december og overgive mig til influenzavaccinen.

Rigtig godt nytår.

img_7694

Godnat Malaga

Efter en lang influenzadecember skulle jeg afsted på en af de bedst timede ferier nogensinde. En god uge i Malaga, bare min computer og mig. Et par dage inden afrejse bed min svigersøn i gulvtæppet med opkastesyge. Bare du slipper, sagde min datter, du plejer jo at dele alt, hvad vi har af den slags. Nej da, var vi enige om, når man har brugt en hel december på at være mere eller mindre syg, må man have fyldt sin kvote. Lige til jeg vågnede natten for min afrejse med spurtdiarre. Jeg kastede kun lidt op. Og jeg nåede mit fly. Men jeg kan forsikre, at det er helt ufedt at rejse gennem Europa med sådan en mave. I et helt døgn indtog jeg to kopper te, en halv liter vand og en croissant.

Jeg ankom til Malaga efter et par timers forsinkelse i Gatwick. Som heller ikke var fede. Blev hentet i lufthavnen, fandt min lejlighed, lagde mig på sengen – og vågnede 17 timer senere. Jeg må have vaklet op og udskiftet cowboybukserne med nattøj på et tidspunkt, men jeg husker det ikke.

Nu er jeg så klar til Malaga. Har brugt dagen med sol på næsen og fyldt mig med kalorier og væske. Jeg begynder at føles normal. Har gået en lang tur til noget, der lignede et af den slags turistområder, jeg helst holder mig på afstand af. Så blev det afklaret.

Her er hyggeligt og rart at være. Jeg har en tagterrasse, som er fyldt med sol hele dagen og varm nok til kaffe og bog.

img_7684

 

Juleynk

Om lidt er det jul. Og jeg har brugt hele julemåneden på at være syg. Hele julemåneden!  Influenza var okay, og det var sådan set også på en måde okay, at udviklede sig. Men at det toppede med det værste astmaanfald i mange år, var på ingen måde okay. Faktisk tror jeg, det er det værste astmaanfald nogensinde i hele mit liv.

Jeg har listet forsigtigt rundt i min lejlighed, mens jeg trak vejret som gennem et tyndt sugerør. Jeg har undgået at tale mere end et minuts tid ad gangen, fordi jeg simpelthen ikke havde luft til det. Jeg har vågnet 4-5-6 gange hver eneste nat med de mest monsteragtige hosteanfald. Jeg er knækket sammen, når jeg nåede til 4. sal med prikken i fingrene, i maveskindet og i lårene. Halvdelen af mine lunger er fyldt ud med en slags skumgummi, som ikke gør det nemmere at trække vejret.

Gradvist har jeg sammen med min læge sat astmamedicinen op til tredobbelt dosis, og nu tror jeg, det går fremad. I hvert fald overlevede jeg både at være til Händels Messias og til det, der blev årets eneste julefrokost i går. Og i dag har jeg været til juleværksted hos en veninde her i Sydhavnen med en gruppe virkelig dejlige damer. Og min læge har sagt, jeg skal give den gas med den medicin. Jeg må øge til det 6 dobbelte.

Jeg er udmattet. Så udmattet at jeg nærmest ikke kan være rigtig rasende. Det er der ellers al mulig grund til, for jeg elsker julemåneden. Jeg elsker at være sammen med venner og familie og lave hyggelige ting sammen. Julemåneden er fuld af musik og dejlighed. Den her julemåned har været noget af det ensomste. Jeg har sat rekord i aflysninger. Julekasserne er kommet ned fra loftet, men jeg har ikke hængt noget julepynt op. Jeg havde bestemt at købe en lækker chokoladekalender, men så kom influenzaen. Der ligger dej til julekager i mit køleskab, og jeg når at bage dem inden på fredag.

Jeg har sådan et arbejde, jeg kan lave hvor som helst. Med mindre jeg skal lave noget med patienter eller møder. Så jeg har prioriteret mine ture ud af huset omhyggeligt og lavet det meste fra spisebordet eller sengen. Jeg har undgået for mange telefonsamtaler, og jeg har alligevel lavet utroligt meget arbejde. Som vi jo gør i det offentlige.

Nu glæder jeg mig til den rigtige jul. Med mine mest elskede mennesker. I et sommerhus i Odsherred. Og når vi når til lørdag, kan jeg både trække vejret og synge. Sagde vi.

img_7610

Vedrørende Syrien

Onsdag var jeg at finde på Christiansborg Slotsplads med en fakkel i hånden sammen med 7-8000 andre. I løbet af dagen så jeg flere nærmest hånlige opdateringer på Facebook om folk, der satte noget med Syrien i deres profilbillede, og om folk der ville til fakkeloptog. På Twitter blev udtrykt undren over meningen med fakkeloptog. Jeg vil gerne forklare, hvorfor jeg var der. Og hvorfor en sådan demonstration har en betydning. Selvom den ikke standser krige eller bringer de døde tilbage.

Jeg har arbejdet med integration, flygtninge og indvandrere i en stor del af mit voksenliv. Noget har været frivilligt, noget har jeg fået løn for. Måske derfor har begrebet ‘flygtningestrøm’ aldrig givet mening i min bevidsthed. Heller ikke masseindvandring. Det er personer, mennesker, familier, kvinder,  mænd og børn, der af en eller anden tvingende grund har forladt deres hjemland. Mennesker, der har forladt deres hjemland, fordi de er truede på deres liv og sikkerhed, har ret til beskyttelse. Længere er den ikke for mig.

Krigen i Syrien startede fredeligt. Det arabiske forår sivede langsomt fra de nordafrikanske stater ind i Syrien. Her oplevede mennesker at blive anholdt for at spille rockmusik. De blev anholdt for at lave kritiske radioprogrammer eller skrive kritiske avisartikler. Der var en udbredt brug af tortur i fængslerne, og det var forbudt at forsamle sig på gaderne. Det her var før 2011. Det startede med diskrete møder i forbindelse med fredagsbøn, fordi her kunne man samles. Men hurtigt måtte man ændre den strategi til spontane demonstrationer i byerne, fordi regimets politi stod parat ved moskeerne. Det startede altså med rigtig mange menneskers legitime ønske om frihed, retfærdighed og demokrati. Assads politistyrker slog hårdt ned på det. Fredelige demonstrationer blev mødt med granater og skud, og fængslerne blev fyldt med børn og unge mennesker. Se filmen ‘The War Show’ for hverdagsdokumentation fra en gruppe unge mennesker. Nogen få af dem overlevede. Senere kom forskellige militante islamistiske grupper på banen.

Lyt til DRs P1 udsendelser om ‘Den syriske krig – i Paris’  og bliv lidt klogere på, hvad der kan tvinge mennesker på flugt. Bliv lidt klogere på hvad det er for et regime, der nu med hjælp fra Iran og Rusland er ved at gennemtvinge den grummeste undertrykkelse af sit eget folk. Læs en syrisk kvindes ubegribelige fortælling i Information, og forestil dig selv i en situation som hendes. Følelsesporno siger du? Nej, det er ikke følelsesporno, det er virkelighed.

Og denne statistik er vigtig at have have med. Den viser, hvem der er ansvarlig for civile drab i Syrien.

cxngfncusaeapou-jpg-large

Jeg har mødt så mange, der er flygtet fra Syrien. Jeg kender mennesker over det meste af Europa, som er flygtet. Jeg har kontakter i Syrien. Ret mange af dem kommer fra Aleppo, og en del af mine kontakter i Syrien er i det østlige Aleppo. Det er moderne mennesker med smartphones og profiler på de sociale medier.

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på Syrien og på de mennesker, jeg har lært at kende. På krigen og på de mange børn, der aldrig har kendt andet. På alle de fædre og mødre, der lever i konstant frygt. Og på alle dem der midt i ragnarock holder fast i håbet og drømmen om frihed, retfærdighed og demokrati.

Jeg kan ikke gøre andet end at handle i de rammer, jeg nu har.

Jeg går på gaden med fakler for at støtte syrerne i håbet. For at vise at det lader sig gøre at vise sin holdning offentligt. Og at vi vil blive ved med at gøre det.

Jeg går på gaden med fakler for at vise de mennesker, jeg kender, at jeg tænker på dem. Jeg husker dem.

Jeg går på gaden med fakler for at vise alle de mennesker, der stadig er spærret inde i Aleppo, at jeg ikke glemmer dem.

Jeg går på gaden med fakler for at vise mine meddanskere, at vi ikke må blive ved med at glemme. Måske kan det sætte tanker igang hos bare én politiker?

Jeg går på gaden med fakler for at vise, at jeg er bekymret for verden.

Jeg ved, at fakkeloptogene fra hele verden er set i Syrien. Jeg ved, hvor meget det betyder at føle sig set. Jeg ved, det varmer dem i en håbløs situation. Midt i den for tiden politisk korrekte retorik om ‘bekvemmelighedsflygtninge’, ‘migranter’, ‘opgør med konventionerne’ og ‘ønsker om at smide alle flygtninge til nærområder’, så varmer det mig, at så mange gerne vil vise noget andet. For jeg er så bekymret over, hvordan ‘udlændinge’ er blevet til den store prygelknabe i nogle vestlige lande. Jeg er så bekymret over vores store ulyst til at dele af vores velstand. Jeg er bekymret over de mange danskere, der åbenbart er bange for, at nogen kan true vores ‘kultur’.

Derfor gik jeg på gaden i onsdags. Og derfor vil jeg gå på gaden igen. Fordi jeg kan.

img_7649