D’Arc i Dansehallerne

For mange år siden så jeg en teaterforestilling, som aldrig rigtigt har sluppet mig. Den foregik på den hedengangne Fødselsanstalt i Århus. Den var netop ryddet, fødslerne flyttet til Skejby, og det gamle hus skulle blive til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets Medicinske Bibliotek og Uddannelsescenter. Forestillingen var en opførelse af Jobs bog, som er en blodig og dramatisk historie fra Det Gamle Testamente. En portugisisk teatertrup tryllebandt i en slags jerngreb i de 2-3 timer, det varede. Publikum bevægede sig med skuespillerne gennem det gamle hus, og historien blev krydret med ægte friskt kød og rigtigt blod fra slagterierne. Vi var virkelig tæt på det hele. Jeg kan stadig huske lugten af fersk kød, blod og sveden fra skuespillerne. Vi sluttede i den store operationsstue, der lå i et hjørne og virkede nærmest majestætisk. Jeg taler ikke portugisisk og forstod ikke meget af de ord, der blev talt og råbt. Men der var sprog nok.

Tirsdag aften befandt jeg mig endnu engang midt i en total teateroplevelse i Dansehallerne i Carlsbergbyen, hvor Sydhavn Teater sammen med Teater Nordkraft opfører D’Arc. To dage endnu. Her opløste det talte sprog sig i et samlet sansebombardement. Og det er ikke let at sætte ord på oplevelsen.

Vi blev budt velkommen til ‘Museum of Liberation Art’. Forestillingen er bygget op om Jeanne D’Arc og Gilles de Rais og ind og ud af en nutidig kontekst. Vi blev lukket ind i to hold og opfordret til at bevæge os frit, men forsigtigt rundt i lokalet. Centrum for udstillingen var en stor glasmontre, hvor en nøgen mand sad pinefuldt udstillet på et kar med blod. Forestillingen var voldsom, konfronterende og hele tiden udfordrende med sine krav til publikum. Jeg befandt mig i tæt øjenkontakt med Jeanne D’Arc for lidt efter at se videoinstallation af koncentrationslejre. Den ene skuespiller sad i tæt dialog med to gæster, mens Gilles de Rais opildnede til oprør i den anden side af salen. En tilsløret sortklædt kvinde ledte blidt, men bestemt publikum i ly for voldsomheder.

Der var blod, røg, afrevne lemmer og døde dukkekroppe. Der var lyde og lys og mørke. Al tale – på nær et par sætninger af Jeanne D’Arc var på engelsk, og det medvirkede til at understrege min forpligtelse som publikum. Den forpligtelse historien stillede til at forholde mig til nutidens frihedsdilemmaer. Og rædsler. Det understregede ophævelsen af det talte sprog mellem mange talte ord. Jeg var blæst bagud af skuespillet og af skuespillernes engagement og vekselvirkning med publikum. Transformationen af Jeanne D’Arc gennem forestillingen var en næsten ubeskrivelig præstation.

Jeg så, jeg forstod, jeg blev rørt, jeg blev oprørt. Det der det, teater kan. Og det er det, teater skal. Jeg kan kun sige tak og sige, at du skal skynde dig at sikre dig en billet, mens der er tid. Og tak til Mille fra Sydhavn Teater for billeder.

_mg_6155

_mg_6358

Sundhedsplatformen på arbejde

“Jeg har ledt hele internettet igennem” sagde en sygeplejerske fra Bornholm lørdag eftermiddag “men jeg kunne ikke finde nogen, der skrev grimt om jer.”

Lørdag var en særlig dag. Natten forinden var der trykket på kontakten til Sundhedsplatformen på Rigshospitalet, og jeg mødte spændt ind meget tidligt lørdag morgen. Der var en stemning af gå-på-mod og sammenhold. Vi gør det sgu! Vi er klar!

Vi tog imod de mange, mange hjælpere fra regionens andre hospitaler og de mange amerikanere fra Epic. Og vi tog imod de mange ledere fra nær og fjern, som ville være med på første parket. Vi udleverede id-kort, viste vej, rettede fejl, undersøgte mysterier, skaffede mad, ringede til venner, lavede oversigter og tapetserede de improviserede opslagstavler i kantinen med skemaer.

Min telefon var stille.

Kunne det virkelig passe? Jeg gik en tur rundt i det store hospital. På afdelingerne sad personalet roligt og hjalp hinanden med at taste i det nye system. Eller de sad hyggeligt og spiste kage sammen i personalestuen. Og de allerfleste var hos deres patienter på stuerne.

Det virker, sagde de. Det kører. Der var en stemning af lettelse og glæde alle steder.

I morgen går det løs, sagde vi til hinanden søndag eftermiddag. Mandag kommer patienterne og det personale, der havde fri i weekenden.

Mandag var min telefon stille. Man kan godt mærke hverdagen nu, sagde en sygeplejerske. Det hele tager lidt længere, men det går jo. Vi finder ud af det.

Tirsdag bliver den store prøvelse, sagde vi til hinanden mandag eftermiddag.

Tirsdag var min telefon stille.

Kommunerne kunne skrive til Rigshospitalet, og Rigshospitalet kunne skrive til kommunerne. Det virker.

Der har været fejl. Selvfølgelig har der det. Og de fleste bliver løst hurtigt. Der dukker nye fejl op, og der bliver arbejdet med dem. Mine patientsikkerhedskolleger arbejder næsten i døgndrift med at sende indberettede hændelser til de rigtige mennesker.

Herlev-Gentofte Hospital har virkelig taget en for holdet, da de som det første hospital gik på i maj. De har arbejdet sig igennem de første børnesygdomme, mens det nye system skulle tilpasses dansk sundhedsvæsen. Det skal I simpelthen have så mange takkekram for.

Vi går rundt og prøver at holde armene ind til kroppen, så de ikke flyver for hurtigt op. Der bliver arbejdet på højtryk. Når jeg går rundt på hospitalet, møder jeg personale, der tror på det her. Tror på, at Sundhedsplatformen kan læres. Og at Sundhedsplatformen bliver en klar forbedring for patienterne.

img_3862

Sundhedsplatformen

Jeg tør på en måde næsten ikke sige det, sagde en af afdelingssygeplejerskerne til mig i dag, men vi er så parate. Vi er så godt forberedte, som vi overhovedet kan være. Der skal nok komme udfordringer, men nu glæder vi os virkelig til at komme i gang.

Hun taler om Sundhedsplatformen. Som er det nye patientjournalsystem, som Region Hovedstaden og Region Sjælland har købt sammen. I årevis har vi – berettiget – fået masser af kritik for de journalsystemer, hospitalerne har brugt. De har været ustabile, har ikke kunne tale sammen og har været besværlige at arbejde i. Nu gør vi noget ved det.

I nat går det løs. Kl 03 slukker vi for de gamle systemer på Rigshospitalet og tænder for det nye. Jeg er fuldstændig på maven over den enorme indsats, alle har ydet for at blive klar. Data er blevet konverteret til det nye system af en hær af sekretærer. 9000 ansatte har været på uddannelse. Og en dybt professionel implementeringsstruktur fra det amerikanske firma ruller ud over vores store hospital. Jeg bliver stor og varm i hele kroppen over at være en del af det. Og jeg står parat i morgen meget tidligt (6.45) til at løbe rundt som praktisk gris på Rigshospitalet.

Det her er meget mere end et it-system. Det er organisationsforandring og kulturel omstilling i stor skala.

Det er en besynderlig fornemmelse at iagttage min omverden. Journalister står i samlet flok og overvåger de mindste fejltrin. Klar til at kaste skandaleoverskrifter ud på internettet. De sociale medier svømmer over med udtalelser om ‘typisk offentlig it’. Men midt i orkanens øje er der noget nær den mest fælles front, der har været i årtier i sundhedsvæsenet.

Kære mennesker, journalister, sociale medier, politikere og alle I andre. Giv os et hep. Alle de sygeplejersker, læger, sekretærer og konsulenter, der har arbejdet i døgndrift, ville blive virkelig glade for et rygklap og et skulderklem. Der kommer til at være fejl og startvanskeligheder. Men vi tror på det, og vi ved, at det er et langt, langt bedre system, end det vi bruger i dag. Vi trænger så meget mere til lidt overbærenhed end til flere slag.

img_3870

Solidaritet og enkelhed

Mens politikere og debattører spyr onde ord ud om vores nye medborgere, findes der et særligt sted i København. Der, hvor dem der er flygtet fra forfølgelse, terror, krig og bomber, har fået en midlertidig bolig. Det sted er kærligt og venligt. Det er fyldt med hjælpsomhed og solidaritet. Og det emmer af begejstring og virkelyst.

Stedet er fyldt med kvinder, mænd og børn, der suger deres nye land til sig. De arbejder hårdere, end nogen kan forestille sig, på at lære sprog, sædvane, regler og nye færdigheder. Stedet er også fyldt med indfødte københavnere, der gerne bruger deres tid på at give de nye medborgere en hånd ind i deres nye liv.

Sværere er det jo ikke. Det handler om at sige velkommen, og det handler om at tage imod fremstrakte hænder.

I det hus prøver jeg sammen med min gode ven og kollega, Henrik, at lære lidt fra mig om det komplicerede sundhedsvæsen, de nye medborgere skal prøve at finde vej i. Det er enklere for dem, og det er enklere for sundhedsvæsenet.

Og i aften lavede vi en kvindegruppe, hvor vi kan tale om kvindeting. Som ingen mænd gider høre om, og som ingen kvinder gider dele med mænd.

Og vi lavede en mandegruppe, hvor mænd kan tale om ting, mænd taler om, når kvinder er ude af farvandet. Ligesom mænd gør andre steder i København.

Sværere er det nemlig ikke.

img_7398

 

Fabelmageren

I går var jeg i Det Kongelige Teater med de to største mindstebørn. Vi omsatte en af mine fødselsdagsgaver på række B lige foran scenen. Vi så Fabelmageren, som er en børneballethistorie, og den er lavet i samarbejde med Ramasjangfænomenet Shane, som alle børn vist elsker.

Alma havde allerede set forestillingen med fritidsklubben, men de havde siddet bagest på 2. balkon. Vi sad forrest.

Det er det sværeste, sagde hun, mens vi ventede. At man ved noget, og man ikke må sige det. Ja, sagde jeg, men du klarer det rigtig flot. Hold fast, hvor er du bare god til ikke at sige noget.

Er der musik, spurgte Ella. Ja, sagde Alma. Er det god musik, spurgte jeg. Det må jeg jo ikke sige, sagde Alma. Jo, okay, du må godt sige, om musikken var god. Bare ikke, hvad det er for en musik.

Hmmm, okay, sagde Alma. Musikken var ikke god, jeg kunne ikke lide den. Men den var smuk.

Og det var den.

img_7448

Hvad nu hvis…..

Jeg er fyldt op af menneskeskæbner i dag. Menneskeskæbner der fortæller om livets store tilfældigheder.

Hvad nu hvis du havde fuld gang i at være 25. Det var ret fedt at være lige der i livet, ikke? Pludselig sker der mærkelige ting i din krop. Lidt efter går din hjerne amok. Du bliver psykotisk. Senere stivner du i depression. Du er indlagt længe på psykiatrisk afdeling, som ikke helt kan finde det rigtige spor. Pludselig tyder noget på en fysisk sygdom. Du bliver flyttet til et højt specialiseret hospital og opereret. Og opereret igen. Og igen. Og igen. Du er indlagt i måneder og bliver mere og mere svækket, mens dine psykiske problemer vokser.

Hvad nu hvis du var midt i en god karriere og havde bosat dig i udlandet? Og hvad nu hvis du pludselig fik en blødning i hjernen? Og din familie boede i Danmark. Og den familie fik dig flyttet, så du var tættere på dem. Hvad nu hvis den blødning i hjernen havde givet dig en skade, så du aldrig kunne vende tilbage til dit job i udlandet? Og hvad nu hvis du nu sad lidt fortumlet og forvirret her i Danmark uden penge, uden rettigheder og uden fremtid?

Hvad nu hvis du fik en blodprop i hjernen. Du som altid havde arbejdet på det lokale plejehjem. Og nu – nu kunne du selv blive beboer på det plejehjem. Hvordan ville du have det? Hvordan ville det føles, at dine kolleger nu kunne læse alt om din sygehistorie? Og der er ikke noget at gøre ved det.

Hvad nu hvis du havde den perfekte chefstilling indenfor dit drømmefirma? Du er ung, smuk og fuld af succes. Pludselig får du kræft. Du gennemgår den ene store operation efter den anden. Du får strålebehandling, og du mister stemmen og bliver fuld af arvæv, der langsomt stivner, hvis det ikke hele tiden masseres og udstrækkes. Men forestil dig, du bliver rask. Hvis bare nogen kunne træne det stivnede arvæv, ville du kunne både arbejde og passe dit barn.

Hvad nu hvis en af de her skæbner var dig? Det kunne være dig, jo.

img_7288

Børnesandheder

Det kan godt være, jeg skal ud og lave Slik eller Ballade den lørdag, hvor vi skal ud til dig, når far er på jagt, sagde Vera forleden. Er det okay?

Ja, sagde jeg, det finder vi ud af. Måske er det her omkring, sagde hun. Det er okay, sagde jeg, vi finder bare ud af det.

Esther vendte sit ansigt op mod mig. Jeg skal sove hos dig, sagde hun. Vil du gerne det, spurgte jeg en anelse overrasket. Ja, sagde hun, når min far skal på jagt.

Jeg er blevet til en voksen. Åbenbart.

img_6716