Opture

Det er så uendeligt let at sparke mit liv op i peak flow.

I dag fik jeg nye løbesko fra England. Nye løbesko kan i sig selv næsten fremkalde små jubelscener hjemme hos mig. Jeg løb en dejlig tur i det varme solskin og smed det meste af tøjet og sprang i vandet i Valbyparken. Jeg løb glad og sprudlende hjem igen.

På vejen hentede jeg to ungersvende, som løb og snakkede med hinanden. Da jeg svinger udenom om dem, hører jeg den ene sige: Fuck altså, forleden blev jeg overhalet af en gammel mand på 60!

Der var kun én ting at gøre. Jeg hævede armene, vendte mig rundt, mens jeg fortsatte løbet baglæns og råbte: Og du er nu også blevet overhalet af en gammel kvinde på 60!!

You made my day there!

IMG_4979

Ashes to Ashes

Jeg lukker forsigtigt døren op til min blog med en uforbeholden undskyldning. Undskyldningen er til Sydhavn Teater. For jeg havde lovet at gøre reklame for deres forestilling, Ashes to Ashes. Undskyld.

Forestillingen spillede i sommer med sidste forestilling 5. august. Men mine fingre brød ud i pludselig skrivelammelse. De nægtede at omsætte noget til taster. Jeg lukkede ned for alting, holdt ferie og stak af til de norske fjelde. Let brødebetynget nåede jeg netop at sikre mig en af de allersidste billetter til forestillingen, da jeg kom hjem. Så efter min undskyldning kommer en begejstret anmeldelse. Og en uforbeholden opfordring til at genopsætte forestillingen. Gør det! Og se den, når de gør det.

Sydhavn Teater er ganske lille og har allerede lavet nogle spændende forestillinger på utraditionelle steder. Men det ganske lille teater har stort format. Ashes to Ashes er inspireret af Harold Pinters stykke af samme navn. Det er blevet til på baggrund af dagbogsnotater fra en kvinde under holocaust, hvor hun beskriver sit forhold til en nazist.

Forestillingen er genialt placeret i det gamle, nedlagte Østre Kapel på Vestre Kirkegård. Kapellet har stået forladt hen i næsten 100 år, undtagen en kort periode efter 2. verdenskrig, hvor ligene af tyske soldater og flygtninge blev lagt i stakke. Flest døde af mæslinger, fordi danske læger nægtede at behandle dem. Flere tusinde flygtninge og soldater ligger begravet på Vestre Kirkegård, hvor de dagligt minder mig om, hvorfor de omdiskuterede konventioner er særligt vigtige i dag.

Forestillingen er en midnatsforestilling, som startede allerede udenfor Sydhavn Station, hvor publikum var sat stævne. Jeg kom alene, men faldt hurtigt i snak med mit medpublikum, som spændt ventede på, hvad der skulle ske. Vi blev ledt til den lille indgang til kirkegården bag stationen og begav os tyste ind med en venlig guide med lommelygte. At gå på kirkegården i mørke slår bestemte stemninger an. Det er lidt andægtigt, højtideligt, lidt gysende og meget stille. Langsomt nærmede vi os Østre Kapel, hvor en skikkelse stod i silhuet i den oplyste dør.

Skikkelsen var Rebecca, klædt i hvide blonder, som også dækkede hendes ansigt. Hun gik tavst rundt i kapellet iført røde træsko, mens vi satte os. Rundt og rundt i det lille kapel. Indtil hun pludselig skiftede retning og fortsatte sin vandring. Kys min knytnæve, var den første replik, da Rebecca begyndte at fortælle om sin elsker. Det startede som en monolog, blev til dialog mellem mand og kvinde og udviklede sig til en allestedsnærværende tvivl. Er de ægtefolk? Er han elskeren? Er han terapeut? Dialogen blev voldsommere og bevægede sig mellem kærlighed, vold, sex og død. Han tog de grædende babyer fra kvinderne på perronen. Tog han også hendes?Havde hun en baby? Hvilken baby? Var hun levende? Eller var hun ikke?

Hun mødte en kvinde, fortalte hun. Kvinden spurgte, hvor hendes baby var. Baby? Sagde hun. Hvilken baby?

Stykket var et sansebombardement. Fyldt med ord og symbolik og en helt enkel scenografi. Østre Kapel blev et meget intimt rum. Fyldt af to menneskers meget komplicerede relation, som hele vejen igennem blev understreget af den stiliserede fremstilling.

Jeg vandrede stille hjem gennem Vestre Kirkegård. Først næste morgen slog det mig, hvor godt skuespil, jeg havde set. Tak til Sydhavn Teater.

IMG_6441

Kolonihaveliv

Forleden var jeg i Silvan. Sådan som vi havefolk jo er ind imellem. Tilfældigt faldt jeg over en smuk rose, der var sat ned. En Astrid Lindgren rose, der også dufter vidunderligt. Den ville passe perfekt ved siden af min havelåge. Så jeg købte rosen og cyklede glad hjem. 

På min havegang mødte jeg Maj-Britt, der beundrede min nye rose. Hvor skal den stå, spurgte hun. Vi følger med i hinandens haver. 

Nej! Udbrød hun. Den smukke rose skal ikke stå udenfor. Tænk hvis nogen gør den noget. Du skal selv have glæden over den vidunderlige duft i din have. Hun trak mig med ind i sin have og pegede rundt. 

Du må få alle de det stauder. Så kan du plante nogen af dem udenfor din havelåge, sagde hun. Vi gravede og gravede og kort efter havde vi fyldt hendes trillebør med stauder. 

Sådan er livet i haveforeningen. Vi blander os. Og blander blomster. Og nu står Astrid Lindgren helt passende under mit stuevindue. Og en kæmpestor gul blomst pynter ved indgangen til min have. 



Naboen jeg aldrig fik hilst ordentligt på

Jeg har arbejdet for meget for længe, og timerne har hobet sig op i bunker, der skal omsættes til fridage. Det er bare gået ret skidt med det. For hver gang, jeg har forsøgt at skyde en fridag eller to ind, er de blevet harpuneret af uafviselige møder og uopsættelige opgaver. Derfor besluttede jeg at stikke af. Løbe min vej og gemme mig i et døgn. Lukke for arbejdsmailen, lade telefonen brumme lydløst og forgæves og efterlade computeren i Sydhavnen.

Jeg bookede et værelse på Airbnb ved vandet, gjorde et halvhjertet forsøg på at gå tidligt fra arbejde og sprang på et tog mod Malmö på Hovedbanegården. Og fra det øjeblik gik alting langsomt. Grænsekontrollen i lufthavnen får åbenbart folk til at bryde ud i rendyrket hysteri. Hvor de uden blusel råber grimme ord efter de folk, der har fået opgaven. Og det var danske grimme ord. Jeg havde fri, og jeg skulle alligevel bare til Malmö. Om det så tog ekstra tid, havde jeg bare mere tid til at læse min bog.

Malmö er fin. Jeg er glad for at få hilst bedre på. Jo, selvfølgelig har jeg været i Malmö masser af gange. Men kun på korte visitter. Julemarkeder og sådan. Nu boede jeg i det relativt nye kvarter ved vandet og kunne vinke hjem til København. Og jeg kunne lide det.

Malmös udgave af Københavns Sluseholm og Nordhavn er charmerende og levende på en måde, som København helt har glemt at tænke ind i de nye kvarterer. Selvfølgelig findes de ensartede komplekser også i Malmö. Men der er bygget forskellighed og mangfoldighed ind. Her små torve, cafeer og restauranter. Her er små bitte gader fyldt med blomster og huse i mange forskellige farver. Man kan gå på opdagelse mellem bygningerne og hele tiden opleve nyt. Cafeerne, restauranterne og torvene giver sammen med vandet liv døgnet rundt.

Jeg kan virkelig lide det. Og jeg har lyst til at hilse mere endnu på Malmö.

Og jeg tog ikke telefonen (undskyld Far), jeg lavede ikke en skid, og jeg har nærmest ro i mit hovede i dag. Jeg løb morgentur, spiste fiskegryde, læste, læste, læste, vrikkede med tæerne i vandkanten og kiggede på skyer.

Begravelseskjolen

Jeg har lagt begravelseskjolen i vaskemaskinen. Så kan den tørre, mens jeg er til Folkemøde og være klar til lørdag. I lørdags bemærkede jeg nemlig en plet fra noget, jeg åbenbart havde siddet på, da vi begravede min gode venindes mand. Sådan bruger jeg mine lørdage for tiden. Jeg siger farvel, trøster og græder sammen.

Det er lidt synd for kjolen, at den er endt som det. En begravelseskjole. Den er pæn. Måske en slags lækker. Men nu er der blevet grædt så meget på den, at jeg ikke kan tage den på til festlige lejligheder. Der er for mange begravelser.

Måske er begravelseskjolen ved at blive en slags støttekjole til sørgelige anledninger. Måske er det meget godt at have en begravelseskjole. Et fast holdepunkt, når verden krakelerer og jeg bliver fyldt med sorg.

Om lidt er den klar til tørring, så jeg kan tage den på, når vi meget tidligt lørdag morgen kører til Århus for at begrave min gamle chef, min inspirationskilde, min diskussionspartner, min ven. Som jeg slet ikke forstår, at jeg aldrig skal se og høre igen.

Måske er det meget godt, at min sorte kjole er blevet begravelseskjole. Selvom sorgen og tristheden ikke forsvinder, når jeg tager den af, så er den en slags sørgebind. Nok er det bare mig, der ved det. Men det er også bare mig, der bærer sorgen og tristheden. Jeg bærer den sammen med alle de mange andre, der har kendt og holdt af hende. Men hvor meget vi end deler, bærer vi sorgen alene.

IMG_6726

Stille dage i Sydhavnen

Er du egentlig okay, spørger nogle lidt bekymret, når jeg ikke blogger. Jeg er okay. Jeg er bare lidt virkelighedsramt. Ulykkelighedsbarometeret omkring mig har stået højt i lang tid. Ikke inde i mig, men omkring mig. I mit arbejdsliv og i mit frivillighedsliv huserer rigtige menneskeskæbner, og mit job er, at løse nogle af de problemer, de er klistret ind i. Og det gør mig ulykkelig og stille, når jeg for tit ikke kan det.

For tiden skaber jeg plads omkring mig. Jeg aflyser og udsætter. Jeg laver stille dage og aftener.

Jeg har længe arbejdet flere timer, end jeg får løn for. Det har jeg altid haft hang til periodevist, og det fungerer godt, når de ekstra timer kan løse nogle af de problemer, jeg skal løse. Problemerne bliver bare hele tiden sværere at løse. Ikke mine problemer, men problemer for ulykkelige mennesker, der har fået sygdomme på nakken. Vi kan godt klare de fleste menneskers sygdomme på mit hospital. Jeg er stolt af mit hospital, fordi det er stort og rummeligt og fyldt med de dygtigste mennesker. Men syge menneskers liv er ikke sygdom. Det er liv, der bliver brudt af sygdom. Liv der skal klistres sammen igen. Liv der skal leves, så længe det er. Der bliver flere af de mennesker med liv, der er svære at klistre sammen efter sygdom. Der bliver flere af de liv, som bliver til overs i et samfund, der kun dyrker vækst. De har ikke noget sted at bo. De er faldet ud af arbejdsmarkedet, eller sygdommen har sendt dem ned ad en meget lang rutchebane. Uden blødt faldsand. Vi har trukket ressourcerne væk fra det sikkerhedsnet, vi skulle holde under dem, så de famlende og langsomt kunne rejse sig. Eller læne sig tilbage med lidt værdighed i behold. Det er ved at forsvinde, sikkerhedsnettet.

Det gør mig ulykkelig, at vi er ved at skabe et samfund, hvor vi ikke investerer i mennesker. Men i økonomisk værdi. For jeg møder de mennesker hver eneste dag i mit arbejde.

Det gør mig ulykkelig, at millioner er på flugt. Millioner af mødre og fædre og børn og bedsteforældre, som tager tunge beslutninger om at redde sine familier fra krig og forfølgelse. Og det, vi tænker på i mit land, er os selv. Vi taler om ‘de andre’ på måder, der skal få dem til at holde sig væk og forsvinde. Vi ser stolte på hinanden, når færre fremmede krydser vores grænse. Krigene og menneskene er der endnu. De fleste af de mødre og fædre og børn og bedsteforældre, jeg har mødt, gør en stor indsats for at lære at leve i vores land, når de har fået lov at være her. Vi ser bare ikke andet end forskelligheder.

Det gør mig ulykkelig, når en stor del af danskerne bræger på internettet og siger virkelig grimme ting om mennesker, de aldrig har mødt. Det gør mig ulykkelig, når de fleste danskere tror, at integration er noget, der sker, hvis de fremmede gør det rigtige. Integration er en aktiv proces mellem mennesker. Integration forudsætter, at man er taget imod. Det gør mig ulykkelig, når mennesker, jeg engang betragtede som venner, siger uhyrlige ting på internettet om mennesker af kød og blod, som de aldrig har mødt.

På min arbejdsplads laver vi en simpel måling af, hvordan vi har det. Ganske simpelt. To eller tre spørgsmål der slutter med en skala over, hvor belastet, vi har følt os i den sidste uge. Beskrivelsen af den højeste ende af skalaen siger noget med, om du har trukket dig fra sociale sammenhænge i løbet af arbejdsdagen, om du glemmer ting osv. I den her uge gik det op for mig, at jeg har scoret højest på den skala i et stykke tid. Det var åbenbart også tydeligt for en kollega, som greb min arm og sagde, hun gerne ville passe på mig.

Derfor aflyser jeg og udsætter og laver stille dage og aftener.

Der skal så lidt til. En professor der tager imod en patient, han godt kunne have ladet være med. En mor der lyser op, fordi hun mærker, at vi virkelig gør alt for at hjælpe hende. En kommunalt ansat der, midt i noget virkelig kompliceret, udbryder: det gør vi bare, vi finder ud af det. En besked på WhatsApp fra en kurdisk kvinde i Grækenland med billede af os to. En kollega der griber min arm. Og løbeture i solskin med en tur i vandet. En stille aften på altanen. Radiser og rabarber og blomster, der blomstrer.

Og jeg blogger en gang imellem, når det er godt. Jeg er okay.

IMG_6708

Betragtninger

En eftermiddag i sidste uge sad jeg i et telt i Grækenland lidt nord for Athen. Jeg talte et par timer med et syrisk ægtepar, der startede med at spørge mig, om jeg vidste, hvordan de kunne komme hjem til Syrien. Jeg blev akut mundlam.

I weekenden vendte jeg hjem til Politiken, hvor Henrik Sass-Larsen i et interview udtalte, at humanisme er ødelæggende for samfundet. Humanisme er ødelæggende for samfundet? Sagt af en socialdemokrat. Jeg blev mundlam. Og blev nødt til at liste forbi Anker Jørgensen henne på Vestre Kirkegård for at tale lidt med ham.

Jeg har lært meget af de mennesker, jeg har mødt både herhjemme og i Grækenland, som har taget flugten fra deres hjemland. Og det står ret klart for mig, at det ikke er humanisme, der har ødelagt de samfund, de har forladt.

Det syriske ægtepar har levet i mere end to måneder i et støvet telt med deres tre små børn. Og de har netop opdaget, at et fjerde barn er på vej. Børnenes mor kan ikke bære tanken om at sætte et barn i verden i et telt. Beboerne i lejren har haft besøg af både slanger, vildsvin og vilde hunde. Der er ingen skole for de 300 børn, der bor i lejren, og de sanitære forhold har jeg tidligere beskrevet. Familien boede tidligere i Aleppo. Og ingen kan vist længere være i tvivl om, hvor hårdt angrebet Aleppo er – ikke mindst af Assads styrker flankeret af russiske tropper. Faren fortalte, at Islamisk Stat havde taget deres hus. Men familien har et hus på landet. Og på landet udenfor Aleppo er der ikke helt så farligt, fortalte faren. Morens søster, som også er gravid, bor i det hus.

Du må forstå, sagde faren, vi levede i et stort hus, mine børn gik i en god skole, og jeg har altid haft arbejde. Nu har vi ingenting, og jeg kan ikke sørge for min familie. Vi dør langsomt her. Det kan godt være, at der ikke er noget arbejde at få i Syrien. Men jeg kan prøve. Det kan jeg ikke her. Vi vil hellere løbe risikoen. Og dø hurtigt, hvis det kommer til det.

Det er ikke en utaknemmelig familie. Det er ikke en familie med forventninger om, at andre løser deres problemer. Det er en familie, der altid har taget ansvar – for sig selv og for andre. Og det er en familie, som på rigtig mange måder er igangsættere og samlingspunkt i lejren.

Humanisme er ødelæggende for samfundet……? Hvad sker der mon for den generation, der er født ind i krig, fordrevne og uønskede? En hel generation af børn, som vi i de velstående lande ikke vil forholde os til?

IMG_6640