Mine sidste 24 timer blev reddet af hele to mænd. De ved det ikke, og jeg sender en ordentlig skude undskyldninger afsted. Fordi jeg er så barnlig. Jeg ødelagde nemlig deres dag.
I går mandede vejret sig gevaldigt op hen på eftermiddagen, og jeg sender en halv tak. For vinden var rent faktisk vendt. Og der var ikke meget af den. Thumbs up for det. Ellers kunne jeg godt ønske mig de hede dage tilbage. For dem stortrives jeg bare i. Men jeg sadlede cyklen og besluttede mig for at tage nogle ekstra kilometer. Resten af ugen bliver nemlig med bus. Bare noget logistik.
Derfor slog en stor bue rundt om København, før jeg tunede ind i Husum. Hvor en indædt mand måtte se mig passere. Derefter lavede han Frederiksberg-tricket hele vejen til Valby. Kørte frem i lyskrydset, fræsede ind foran mig og blokerede. Ikke så snart var lyset blevet grønt, før hans små ben trampede det bedste, de kunne. Frem over krydset. Foran mig. Det var bare ikke hurtigt nok. Jeg kunne så let som ingenting sejle forbi ham. Desværre for os begge havde vi rød bølge, så han hentede mig ved hvert kryds. Tiltagende rød i hovedet, svedende og med hvæsede åndedræt.
Jeg kunne sagtens have forbarmet mig. Have fortrængt min indre vinderdæmon og ladet ham smutte. Eller kørt en anden vej. Problemet var bare, at jeg havde en fest. Lidt som når katten leger med musen. Fuck, hvor har han været nederen at få hjem til aftensmad.
Men jeg sejlede det sidste stykke til Sydhavnen med et smørret smil tværet ud over hele krydderen.
I morges driblede jeg møgtidligt over vandet til Amager Fælled og løb morgentur kl 6.30. Fed morgen med en slags solskin. Hælen optrådte næsten eksemplarisk, og jeg nød min tur. Pludselig hørte jeg løbeskridt bag mig. Lidt efter hørte jeg heftige mandeåndedræt. Han havde det hårdt, kunne jeg høre. Og så for samme kattedjævel i mig som i går. Jeg havde det nemlig på ingen måde hårdt, og jeg rykkede elegant fra ham i samme øjeblik, han nåede mig.
Man kan høre det på sukket. Den lede følelse af at blive sat af en hestehale. Og mig? Jeg boblede glad og let afsted en time over fælleden og hilste på rådyr, fasaner og harer. Og svaneunger i havnen.
Undskyld begge to. Men i løbesko sker det så sjældent. Jeg må udnytte sådan et øjeblik. Jeg håber, I alligevel har nydt dagen.
Helles Blog 
Bilisten havde da fortjent det 🙂 Men stakkes prustende løber. Mon ikke begge kommer over det 🙂
Bilisten? Nej, han var på cykel, jo.
You go girl… og bliv du bare ved med at sætte et par mænd af og give dem baghjul, også i løbeskoene. Det er sgu da en herlig følelse. Ikke fordi jeg nogen sinde har prøvet det, men jeg kan forestille mig, at det er en fest. 🙂
Det ER en fest. Og det sker ikke nær så tit, som det gjorde engang. I love it.
Ha ha, jeg er lige sådan – bag rattet altså. Når en eller anden djævel SKAL overhale mig på et smalt, farligt skovstykke og jeg så kører LIGE bag vedkommende hele vejen ind til Århus. Og selvfølgelig lader ham/hende komme et godt stykke foran hver gang jeg ved, at der bliver rødt lys længere fremme. Så drømmer jeg nogle gange om at have et skilt, hvor der skal stå: “Nåede du det?”. Så barnlig er JEG 😉
Skønt at jeg ikke er den eneste barnlige kvinde i landet. Bare giv den gas.
Det er godt min pige, giv dem kamp til sidste åndedrag!!!
Words from the wise:
Hvis man gerne vil fange en mand, skal man måske ikke piske afsted foran – hver gang!
🙂
Tusind tak for sidst. Hvor var det bare hyggeligt!
Katrine
Du har ret, vise kvinde. Men måske vil jeg kun fange en mand, som kan fange mig?
Og selv tak for sidst. Det gør vi snart igen.