Lysfest

Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne lide at pudse vinduer. Men jeg HADER det. Mine vinduer mod kanalen er fire meter høje, og det giver jo et vidunderligt lys i hele lejligheden. Når man nu er en sucker for lys.

Jeg har altid hadet at pudse vinduer. Dengang jeg var gift, var det sammen med strygetøjet en klar mandeopgave. Eller noget jeg bestak børnene til. Sammen med græsslåning og musefangning.

Nu hænger det på mig, og jeg har kun afskaffet græs, mus og strygetøj. Oven i det, blæser der saltvand op på ruderne og laver en klæbrig uklar hinde over hele glasset. Og så ryger det sjove ved fire meter høje vinduer på en måde.

Derfor kunne man i dag observere mig balancere på en lille stol med en fire meter lang stang med svamp og skraber i den anden ende. Mens jeg bandede højt og inderligt over det helt umulige i at skabe helt klare og lydefri vinduer i højden. Og over mængderne af vand, der væltede ned over mig.

Men nu er de nærmest rene. Med alle de fejl, jeg laver. Og selvfølgelig lykkedes det også at vælte den ene balje med vand ud over gulvet. Inde. Som så også pludselig blev vasket. Og jeg kan sætte mig tilfreds i sofaen og se helt over til genboen.

Og jeg hørte godt det der i vejrudsigten med kuling. I vover på at sprøjte saltvand på ruderne. Jeg siger det bare.