Rapport fra linje B

En ganske almindelig tirsdag eftermiddag på min vej fra arbejde i Hillerød. S-togslinjen er ramt af en evighedsforbandelse, der omfatter sporarbejde, tyveri af kobberelementer fra banelegemet, oversvømmelse….. Fortsæt selv mulige scenarier. Og det giver selvfølgelig rigtig god mening at lægge sporarbejde i en periode, hvor flest muligt holder ferie. Jeg forstår det godt. Og jeg er mildt overbærende. 1½ time i s-togets flexrum ER bare lang tid.

På positivlisten giver transportbøvlet ubetalelige muligheder for at observere mine medpassagerer. Når den ene toglinje er sløjfet, og den anden skåret til halvtidsdrift, sættes der dagligt rekorder i, hvor mange mennesker, cykler, barnevogne og kørestole, der kan presses ind i et flexrum. Tørrer man surefjæset af og lukker øjnene op, udspiller der sig små dramaer og lystspil lige om ørerne på dig.

Og jeg er jo priviligeret. Jeg får det hele med. For Hillerød er endestation, og når jeg kommer, er der god tid. Fordi jeg notorisk glemmer at tjekke, hvornår de tog faktisk kører. Jeg ved, der er mennesker, der timer den slags. Men jeg er dermed sikret dronningepladsen i flexrummet. Cyklen bliver placeret i den bedste holder. Den hvor cyklen kan stå op hele vejen, og jeg kan indtage hjørnepladsen, hvor man ligesom kan sætte sig lidt på skrå og undgå de værste knubs. Samtidig med, at jeg har et glimrende overblik over vognen. I løbet af det næste kvarter fyldes flexrummet langsomt, så alle cykelholdere er optagede ved afgang.

Allerede i Allerød begynder spasen. Her kommer yderligere tre cykler og en klapvogn. Og klapvogne har fortrinsret. Selvom de nu har fået ret til at stå i mellemgangene. I Birkerød står den første cyklist med lidt besvær af, men erstattes af to nye. Og sådan fortsætter det, til klapvognsmoderen står af i Lyngby. Det giver et kortvarigt åndehul til de pressede cyklister.

Åndehullet varer kun kort, for i Hellerup går det altid galt. I Hellerup står fem cykler og venter. Og en mand i kørestol. Togføreren kommer frem og slår kørerampen ned til kørestolen, og nu bliver der for alvor trangt. Men det går. Folk er venlige og rykker sammen. Cyklerne viklet sammen i et kompliceret spind, der minder om en metaludgave af den gamle leg kluddermutter.

Det næste kaos opstår på Nørrebro, hvor manden med kørestolen skal af. Sammen med fem cyklister. Ind myldrer seks nye cykler. Sammen med alle dem, som aldrig har fattet, at flexrummet ikke er til dem. Og nu begynder det sjove. Tre omfangsrige mænd med hver sin dåseøl i hånden får på uforklarlig vis snoet sig ind midt i vognen. Måske fordi de er så bløde midt på? Ved døren står en meget svimmel mand, som ikke desto mindre er meget klog på verden. Og det delagtiggør han os andre i med høj og sløret røst.

“Er I klar over, at der er døde mennesker i Norge?” råber han ud over de mange hårtoppe. Jo, det er folk vist klar over. Han slår over i engelsk og råber noget om, at man ikke kan opføre sig så dumt, når der er døde mennesker i Norge. Måske får han ikke svar. I hvert fald nærmest skriger han sine vise ord i et endnu højere toneleje. Jeg er for langt væk til at se, om han bliver animeret af opmuntrende bemærkninger, smil eller lukkede ansigter. Han fortsætter med at foredrage om finanskrisen og boliglån. Selv efter Hovedbanegården skælder han folk ud for at have for høje realkreditlån. Og det er der ellers ikke mange ved Dybbølsbro Station, der har. Efterhånden har han svinget sig op i nærheden af noget raseri. Der heldigvis er så svimmelt, at det er ufarligt.

Og nu skal jeg af. Min cykel er klemt inde bag de store mænd med dåseøl og jeg forsøger fortvivlet at squeeze mig imellem to af dem. Det går ikke godt, så jeg undskylder høfligt. Men de er midt i en hed diskussion om, hvor de skal af toget. De har simpelthen ikke tid til at flytte sig for sådan en lille en, som mig. Uden øl. Enden på diskussionen bliver alligevel, at de skal af på Dybbølsbro, fordi de får øje på et tog mod Køge. Så det ender godt. Jeg kommer af. Sammen med omkring tre millioner andre, som også skal op af den eneste trappe. Og elevatoren på Dybbølsbro har været i stykker i den sidste måned. Det ved man. Når man frekventerer den station. Måske har den været i stykker i længere tid. Og måske bliver den aldrig repareret? Men så må man stå på perronen og vente på, at alle tre millioner mennesker får sig pakket op af den trappe. Så jeg til sidst kan slæbe jerndyret og tasken op på broen og cykle fredeligt hjem.

4 thoughts on “Rapport fra linje B

  1. kender både trapperne og elevatoren, den er bare næsten altid i stykker 🙂
    Der kan opleves mangt og meget når man sådan er observerende…:-)
    Fortsat god dag…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s