Fremtidshåb

Det lakker hurtigt mod enden for mig på Lesbos. Tiden er hastet afsted, og jeg har kun to dage tilbage. Der er dog stadig meget at gøre, så jeg holder ikke fri.

Jeg startede dagen på smukkeste vis. Fordi Lesbos er ufatteligt smuk, og jeg aldrig holder op med at måbe henført over en solopgang.

I vores lejr overnattede en stor gruppe mænd, kvinder og børn, der var ankommet sent om aftenen. Og det varede ikke længe, før der ankom både i en lind strøm. De fleste var relativt tørre, men i en af bådene var en lille pige på et årstid. Hun var bleg og alt for stille, som hun lå i armene af en frivillig. Øjnene stirrede ud i luften på ingenting. På en måde som et-årige slet ikke skal stirre på. Jeg tog mor og datter med i klinikken. Og det varede længe, før der endelig kom protestgråd fra den lille krop. For tiden vil jeg gerne have grædende børn.

Hun kom sig hurtigt. Langede flasken med sukkervand en lige højre og protesterede højlydt over at få viklet de små tykke arme ind i det varme tæppe. Hun var helt opslugt af mit lyse hår. Blev ved og ved med at tage godt fat i lokkerne og studere det intenst. Og vi blev ganske gode venner.

Jeg havde et oprindeligt løfte til mig selv om ikke at poste billeder af flygtningebørn. Jeg gør det alligevel. For de små skæbner fortæller særlige historier om alt det, der sker og ikke sker i vores verden for tiden. De er en del af verdens børn, der har været igennem alt for meget. De er også det, der får verden videre. De bryder sammen, og de rejser sig. De er nysgerrige, glade og fulde af fis, som børn også er det i Danmark. Det er de børn, der er med til at give mig håb for verden.

Et så fint moment fanget af en af mine kolleger i klinikken

Men vi er nødt til at hjælpe dem. Ja, Europa, jeg kigger på dig. Vi kan ikke blive ved med at lade Syrien, Irak, Afghanistan, Tyrkiet, Grækenland og de højt besungne nærområder klare det her alene.

Når jeg bliver ked af det. For det bliver jeg ind imellem her på Lesbos. Så går jeg en tur ned på vores lille legeplads, hvor der altid er børn med den rigtige slags glimt i øjet. Sammen med voksne som går gennem ild og vand for at hjælpe deres børn til en fremtid.

En ensom lille barnestøvle på stranden gør mig altid ked af det

Lille bitte Mohamad, som jeg skrev om forleden. Med de glade øjne

En helt almindelig legeplads, et helt ualmindeligt sted i verden