Solskin

To ting fik min dag til at blive fyldt med solskin. Nej tre. For selve solen var der også i dag. I en grad så vi kunne sidde i det fri med kaffen uden jakker på.

Jeg facetimede med mine fire små piger i København. Fire små piger i hjem med fjernvarme og fredagsslik. Alma spurgte, om nogen døde på vandet. Og det er der jo. Heldigvis er alle dem, jeg har mødt levende. Mit største mareridt i det her er at finde døde børn i strandkanten. Men det ved Alma ikke. ‘Det bliver aldrig sådan i vores land, at jeg skal flygte til et andet land’, sagde Alma, der lige er blevet ni år. Og det tror vi heldigvis heller ikke.

Vera på fire blev optaget af, at børnene får en slikkepind og æblejuice allerede på stranden, når de kommer ud af båden. For så bliver de glade igen, som hun sagde. Det var balsam for min sjæl at få de glimt af en tryg verden, hvor forudsigeligheden på så mange plan lever. Fredagsslik holder. For de små børn på stranden får ikke kun slikkepinde for at blive glade. De får det, fordi de har brug for sukker og væske, når de er så afkølede.

Formiddagen bød på mere solskin. I en af de mange både, der ankom i dag, sad en kvinde, gravid i syvende måned med sit første barn. Hun var ligbleg og opløst i gråd, som hun sad der på en bænk på stranden i sit våde tøj. Hun pegede på maven og havde tydelige smerter, mens hun trak vejret i hårde stød. Med en hånd på hendes mave kunne jeg mærke, at der ikke var en fødsel på vej på den stenede strand på Lesbos. Hendes mand dukkede op og kunne en smule engelsk. Jeg tog dem med til klinikken, og da jeg er den eneste, der kan det der med at finde et fosters hjertelyd, var det klart min opgave. Det er altid min opgave. Jeg fandt dopleren frem og trykkede lidt gel på den. Forklarede kvinden og manden, at jeg ville undersøge hende og lytte efter hjertet. Kvindens livmoder var helt afslappet, og jeg mærkede efter, hvordan barnet lå.

Og så kom mit yndlingsøjeblik. Det sekund, hvor dopleren sender barnets hjertelyd ud i den lille højttaler. Jeg gemmer de kvinders ansigter langt inde i mit hjerte. Lige i det øjeblik hører de, at det lille barn i deres skød lever og har det godt. Ansigtet opløses i lettelse. Bekymringsrynkerne eksploderer i smil. Øjnene, – jeg har ikke ord for at beskrive dem. Lykketårer sprøjter. Og hun hulker højt, mens hænderne søger ansigtet. Jeg elsker det sekund. Og hver gang en gravid kvinde kommer bekymret til vores klinik, takker jeg for den praktik, jeg havde på Rigshospitalets fødegang for år tilbage.

Smerterne i maven forsvandt, og hun kyssede og kyssede mig på kinderne. Og kunne gå til kvindernes tøjtelt og blive tør og varm.

Hun kom fra Syrien. Fra Aleppo, hvor vi modtager mange rædselsslagne mennesker fra hver eneste dag. Da båden fra Tyrkiet lagde fra land, begyndte det tyrkiske politi pludselig at skyde mod båden. Nok ikke for at ramme. For så havde de nok gjort det. Men en ustabil gummibåd  er et farligt sted at være, når mere end 60 børn, kvinder og mænd bliver livrædde.

Jeg bliver ved med at spørge mig selv, hvorfor.