Afskedsblogning

Jeg er tjekket ud af Skala Sykemineas og Pension Niki og er tjekket ind på Hotel Orfeas i Mytilini. For i morgen tidlig starter min rejse hjem. Temmelig fraktioneret med flere mellemlandinger. Men sådan er det, når man booker billigt.

Jeg er lidt tom for tanker, selvom de myldrer. Tankerne. Jeg har verdens langsomste internetforbindelse. Jeg vælter rundt i sprog. Tænker mest på engelsk, og taler dansk med danskere, nordmænd og svenskere. Mens jeg siger salaam til de arabiske, hola til de spanske, kali mera til de græske og good morning til resten. Når jeg ikke bytter rundt på det hele og snakker dansk til min amerikanske kollega.

Jeg er træt. Jeg glæder mig til at komme hjem. Og jeg vil blive her. Jeg har sagt så meget farvel i dag, at klumpen i halsen kom ud som tårer til sidst. Jeg er blevet krammet, så varmen gik under min hud. De fine, fine mennesker, jeg har delt hverdag med i mere end to uger, vil jeg savne langt ind i sjælen. Og jeg er glad og taknemmelig over at have været her sammen med dem. Måske er det derfor, jeg mangler ord. Kan jeg beskrive det samarbejde, de mennesker på en måde, der er dem værdig? Og på en måde der er rig nok? Det skal jeg have nogle dage til at tygge på.

Jeg har hørt historier om mennesker, jeg ikke troede muligt. Så meget ondskab i verden. Og jeg har så svært ved at begribe det. Men det trænger sig på, når det er virkelige mennekser med virkelige oplevelser, der står foran mig. Jeg har set ulykke i menneskers øjne. Jeg har hørt børn græde på måder, børn aldrig skal græde. Jeg har set voksne mænd bryde sammen på måder, voksne mænd ikke skal bryde sammen på. Jeg har holdt om mennesker, der hulkede længere, end jeg troede mennesker kunne hulke. Jeg har mærket de koldeste barnekroppe, og jeg har taget tonsvis af gennemblødt tøj af bange mennesker.

Jeg har set skudsår, og jeg har set, hvordan mennesker ser ud, når de har fået flere bank, end nogen mennesker nogensinde skulle have. Jeg har set mennesker, der har spist for lidt for længe. Og jeg har set flere frostskader, end jeg nogensinde har set i bjergene.

Jeg har også set kærlighed. Kærlighed der holder over bjerge og i en gummibåd over havet. Kærlighed der har tålt tortur og forfølgelse og bomber.Kærlighed der tror på mennesker. Jeg har set håb i menneskers øjne. Som jeg ved vil komme på prøve på deres videre færd. Jeg tror også, de ved det. Men de har overlevet det, de flygtede fra, og de har overlevet flugten over bjergene og over vandet.

Jeg vil ønske dem allesammen det bedste. Og jeg håber, at vi, de rige lande i Europa, vil begynde at tale om, hvordan vi hjælper dem bedst til det bedste. På en ordentlig, anstændig måde. Som ikke begynder med vores egen modvilje mod at bidrage. Når bidrag måske kan betyde, at vi må bruge lidt færre penge på os selv. Jeg håber, at vi vil begynde at tale om det etiske i at en del af verden lider så meget. Og at vi har det så godt. Og at det ikke er farligt at dele.

Men lige nu er jeg træt.

image

 

6 thoughts on “Afskedsblogning

  1. Og jeg har fået gåsehud, kuldegysninger, tårer i øjnene og ikke mindst et fint indblik i, hvad der foregår lige rundt om hjørnet og alligevel så langt væk fra min egen forholdsvis trygge verden. Tak for det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s