Lige nu burde jeg sidde i min seng i Sydhavnen og se begejstret ud på min nye altan. Men jeg er stadig på Lesbos. Jeg har fået en hel lille lejlighed i et hotel tæt på lufthavnen. Med køkken og alting. Så jeg har faktisk lavet mad i dag.
Men jeg ville ønske, jeg var hjemme i Sydhavnen. Hvad har jeg lavet i dag? Absolut ingenting. Min flybillet er ombooket fire gange. Og imellem ombookningerne har jeg kun en enkelt gang nået udenfor lufthavnen. Som virkelig ikke er ret stor. Jeg mener, den betjener kun fly til og fra Lesbos. Så den opdagelsestur er hurtigt overstået.
Det har stormet ubeskriveligt. De danske medier ville have haft journalister i vandkanten med advarsler mod at gå ud. Og heldigvis forlyder det, at ingen både har krydset.
Jeg har brugt min dag til at forsøge at få styr på, hvornår jeg egentlig kan komme hjem. Kan jeg mon nogensinde finde de ben, jeg havde engang? Hvordan kommer jeg videre uden David Bowie i verden? Hvordan omstiller jeg mig fra spørgsmål om liv og død til spørgsmål om topskattelettelser? Eller fodboldmål? Eller hvem der føler sig krænket i en twitterdebat? Eller hvor hurtigt nogen har løbet en tur et sted i København?
Jeg må minde mig om, at det er det, livet også handler om. Det er det, de syriske og irakiske og afghanske flygtninge savner i deres liv. At det ikke hele tiden handler om liv eller død. Det er det, vi arbejder for. Lad de små ting fylde.
Men da Alma, som er mit barnebarn på ni, spurgte om jeg ville sende billeder og fortælle lidt om hvad jeg har lavet. Fordi hun har emneuge i skolen om følelser og gerne vil fortælle om det, jeg har lavet på Lesbos. Så kom jeg til at tude fuldstændig uhæmmet, mens jeg gik en lang tur i stormvejret. Hun er så god. Og hvor er verden galt på den, at børn skal forholde sig til den slags følelser. Og tudede jeg ikke også lidt over, at Alma synes, det her er vigtigt at fortælle?
Men der røg min fridag. Min bufferdag. Min overgang til almindelighed. Jeg prøver om en dagsrejse kan føles som en fridag. Så jeg er klar til Rigshospitalet på torsdag.
Det har været den mærkeligste dag. Vi ses i København.
Helles Blog 