Jeg kendte engang nogle mennesker, der mistede næsten alt, hvad de ejede, da deres hus brændte ned til grunden. Det var forfærdeligt for dem. De mistede alle billeder af børnene, minder, arvegods og mange ting, de holdt af. Men de overlevede allesammen. Og de kunne med forsikringen bygge et nyt hus op, hvor det gamle havde ligget. Denne gang med jordvarme, så de følte sig sikrere.
For tiden tænker jeg over, hvordan det må være at miste alting, når alting er alting. En identitet som far, mor, datter, søn, bror, søster, ven eller elskede. Eller som professor, husejer, journalist, bonde, tandlæge, tømrer. Eller som forfængelig, moderigtig, velduftende, stilfuld, casual. Når man mister den betydning i sin verdensorden, som er med til at bestemme, hvem man er.
Hvad sker der, når man må træffe en beslutning om at gå på sine fødder ud af det land, man har hørt til hele sit liv? Og kun kan medbringe det, man selv kan bære? Når man må overnatte i skjul i skove og bjerge. Når man træt og beskidt endelig når kysten i Tyrkiet, hvor man har råd til at købe sig en overfart. Eller måske kun har råd til den reducerede pris, når vejret er hårdt og natten falder på. Når man presses ned i en båd sammen med 60 eller flere andre, mens smuglerne kaster den bagage, man har båret hele vejen, i vandet. Så sidder man der. Skulder ved skulder. Måske med en krop ovenpå sine ben. Måske med sine dyrebare børn i favnen, mens man hjælpeløst forsøger at beskytte dem mod det iskolde vand.
Måske når man i land på den anden side. I Grækenland, hvor man kan blive registreret og vække et spinkelt håb om en slags fremtid. Og en identitet.
Senere på dagen ser man sig selv i teltlejr. Ligesom de andre tusind, der er ankommet til Lesbos. Når det man mister er sin identitet som borger, og man er blevet en flygtning.
Jeg kan se det i nogles øjne, når de får overrakt en grågrumset sweatshirt i en lidt for stor størrelse til erstatning for det drivvåde tøj.
Vi smiler lidt ad de unge piger med lidt for meget sminke omkring øjnene. Og tænker måske – hvorfor dog, når du skal over vandet i en for lille gummibåd. Måske skulle vi tænke – hvorfor ikke?
Vi ryster måske lidt på hovedet af den unge syriske mand, der hellere vil trække sine våde stramme jeans på. End at modtage de lysegrå sweatbukser. Med tyk elastik i livet.
Jeg blev rørt i hjertet, da en mand forsigtigt lagde fem bøger til tørre ved bålet. Fem bøger det lykkedes ham at bringe med over havet. Den ene var en børnebog.
Da jeg forleden eftermiddag fandt en plastikdåse med sand i en plastikpose sammen med andre efterladte ejendele, voksede klumpen i halsen sig stor, så jeg mistede mælet. At have mistet den lille bunke hjemland, båret over bjerge og gennem fremmede lande, blev den dag den dråbe, der fik mit indre bæger til at flyde over.
Den lille dåse står stadig på rækværket udenfor vores klinik.
Helles Blog 