Vintertur på Kungsleden

Det hele begyndte sådan her:

Hej Helle. Jeg sidder her og får en idé. Jeg vil lige høre, om du også synes, den er god. 

Sådan skrev Stine på Messenger omkring nytår, mens jeg sad og kom mig over vinterens dårligdomme i Malaga. Ideen var at tage ski med til Lapland i påsken og gå Kungsleden, som om sommeren er en kendt vandrerute. Jeg syntes, det var en fremragende idé, og i løbet af kort tid havde vi samlet et lille hold på fire. Vi købte billetter til nattoget til Abisko, meldte os ind i den svenske turistforening, aftalte sikkerhedsudstyr, kiggede på kort og begyndte at drømme. Og på den måde blev det hurtigt påsketid. Jeg glædede mig så meget, at jeg pakkede rygsækken flere dage før.

Turen kom skidt fra start. For mens vi sad i toget mod Stockholm, kørte en vanvittig mand fra Uzbekistan mennesker i stykker med en lastbil i det centrale Stockholm. Vores tog blev stoppet og tømt ved Stockholm Södra, og der stod vi med alt vores hår i postkassen og lange næser. I skistøvler med tunge rygsække og ski i hænderne. Men de svenske jernbaner gav besked om at finde et hotel og vente. Så det gjorde vi. Og næste dag var samme jernbaner søde og hjælpsomme og fandt pladser på det næste nattog. Siddepladser, men pladser.

På den måde ankom vi et døgn forsinket til Abisko i Nordsverige. Og for at indhente lidt af det forsømte, løb vi med det samme videre til den næste hytte. Turen var i gang. Nu fulgte ni dage med meget blandet vejr. Det vekslede fra plusgrader til 16 graders frost. Vi havde blæsevejr, snevejr, tåge, høj sol og blå himmel. Hver dag gik vi på ski fra hytte til hytte. De fleste dage i vidunderlig ny pulversne. De fleste dage var vi helt alene i det store fjeld. Vi arbejdede os ind i en meditativ rytme på skiene. Arme og ben arbejdede sammen, og rygsækken voksede gradvist sammen med kroppen. Vi var helt udenfor mobilrækkevidde og var fuldstændig uforstyrrede i den store hvidhed. Af og til brød mine manglende skikompetencer roen, når jeg tumlede rundt som en gigantisk skildpadde. Men de fleste dage foregik oprejst.

Hytterne havde senge, gasblus, brændeovn og køkkenudstyr. Vand hentede vi på forskellig vis i nærliggende søer eller vandløb. Brugt brænde skulle selvfølgelig erstattes med nykløvet, og brugt vand kastes væk bestemte steder. Slask, hedder det brugte vand på svensk. Vi sov godt og varmt, og hos hytteværterne kunne vi købe helt basale madvarer. Vi vekslede mellem Chili con carne, Köttbullar og pølser, efter vi havde spist Mettes imponerende medbragte forråd fra egen have. Vi var trætte og sultne og kunne næsten spise hvad som helst.

Vi startede vores tur i Abisko og bevægede os syd på ad Kungsleden. Undervejs druknede jeg lidt i hvidhed, storhed og skønhed, og jeg kan kun sige varmt tak til Stine for den ualmindeligt gode idé.