Hver gang jeg går til en forestilling i vores lille, store lokale Sydhavn Teater, vender jeg en smule klogere hjem. På verden, på universet eller bare på mig selv. Det er ikke altid, jeg med det samme kan mærke, hvordan jeg er blevet klogere. Men forestillingen bliver siddende i kroppen og arbejder videre.
Det nyeste stykke, Skygge [Eurydike siger] er ingen undtagelse. Jeg blev berørt, tænkte videre og blev igen en lille smule klogere. Stykket er østrigske Elfriede Jelineks nyfortolkning af den græske myte om Orpheus og Eurydike. Orpheus er søn af Apollo og en gudsbenådet sanger – i Skygge er han rocksanger. Den smukke Eurydike dør efter kort tids ægteskab af et slangebid, men Orpheus drager til dødsriget Hades og synger så betagende for dødsguden, at han får lov til at tage hende med tilbage, på betingelse at at han ikke ser på hende, før de er tilbage i de levendes rige. Det gør han selvfølgelig til sidst, og hun bliver en skygge i dødsriget. I Elfriede Jelineks fortolkning af myten bliver Eurydike hovedpersonen, og vi blev ført med på hendes skyggefærd iklædt uformelige beigefarvede kedeldragter. Vi blev skyggeagtigt anonyme, og vi blev bogstaveligt talt ført rundt i de gamle industribygninger i Sydhavnsgade, mens Eurydike stred sig fri af sin identitet som rocksangerens kone. Hun vred sig ud af sin angst og sin hud, mens hun overvejede, om hun overhovedet ville følge sin rocksangermand tilbage til det liv, der forekom mere og mere tomt. Vil hun faktisk foretrække døden frem for det tomme liv, hvor ingen bemærkede hende og hvor hun følte sig dømt til at være passiv tilskuer til hovedløse groupiers tilbedelse af sin rockstjernekæreste?
Mille Dalsgaard er alene på scenen, og hun formår igen at være sin rolle på den mest nærværende måde. Vi, publikum, bliver hendes passive medspillere, og jeg gik alligevel hjem med en stærk følelse af forbundethed med Eurydike. Hjulpet godt på vej af øjenkontakt, varm te og stærke håndtryk. Scenen skifter, som vi bevæger os i de rå rum, mens regnen vælter ned udenfor. Mille er en enormt stærk performer. Hun fylder rummene ud hele tiden og spiller på meget forskellige udtryk. Hele tiden overraskes vi. Jeg var begejstret, mens jeg bagefter kastede mig ud i regnen.
Skygge [Eurydike siger] lander midt i en ophedet feminismedebat, hvor institutioner er udfordret, og kønsforskning betvivles i politiske kredse. Det har jeg tænkt på lige siden. For Eurydike siger noget om, hvorfor de her ting er vigtige.
Hvis du er hurtig, kan du måske nå at se forestillingen i april eller maj. Men skynd dig, for billetterne forsvinder hurtigt. Køb dem her
Helles Blog 