Tanker om frivillighed

Mens jeg var på Lesbos, kunne jeg ikke undgå at se på verden med de antropologiske øjne, jeg også er udstyret med. Antropologisk metode handler – nøjagtigt ligesom både det sygeplejefaglige og det lægefaglige blik – om deltagelse og observation. At være tilstede og opmærksom. Som når jeg opmærksomt iagttog de bådflygtninge, der kom i land, for at spotte dem, der kunne have brug for min hjælp. Og det her blogindlæg kommer nok til at strække sig over flere dage, fordi det er komplekst.

Det, der er foregået på Lesbos, er enestående. Lesbos har altid modtaget flygtninge og migranter, der kom over vandet fra Tyrkiet. Men sidste sommer eksploderede antallet. Øen blev oversvømmet af mennesker på flugt. Og af affald. Dette skete midt i den græske tragedie, der handlede om økonomi, og øen og landet var ikke i stand til at håndtere situationen. Og slet ikke i stand til at tage hånd om de mange mennesker. Turister klagede. Enten over flygtningetilstedeværelse midt i ferieidyllen. Eller over umenneskelige forhold for de involverede flygtninge. De landede på nordkysten. Enten klarede de selv at komme i land, eller lokale fiskere trådte til. Herefter var de våde, bange og kolde mennesker henvist til at gå de 70 km over bjergene til Mytilini, hvorfra færgen til det græske fastland sejler. Som nogen vil kunne huske, varede det en rum tid, hvor der herskede kaos og handlingslammelse. Tusindevis af mennesker strandede ved kajen i Mytilini, mens de håbede på at få plads på færgen.

Ud af det kaos voksede en vilje til at hjælpe i form af en myriade af frivillige hjælpere fra nær og fjern. Turister droppede ferien og gav hjælpende hænder. Lokale trodsede myndighederne og hjalp. Frivillige fra hele Europa og senere også fra oversøiske lande rejste til øen for at give en hånd. Fordi Europas stater lukkede øjnene, som de også havde gjort for både Italien og Malta tidligere. Og fordi ingen kunne holde tanken ud om de mange mennesker, der blev overladt til sig selv, vandet og verdens tilfældigheder. De store nødhjælpsorganisationer var af forskellige grunde udelukket fra at lave større indsatser.

De frivillige har udrettet store ting. De har primært været nyoprettede NGO’er og uorganiserede græske og internationale frivillige, efterhånden i samarbejde med MSF, UNHCR, Græsk Røde Kors, den græske stat og enkelte andre.

Modtagelsen af bådflygtninge på nordkysten er sat i system. Der er organiseret patruljering, observationer og alarmering. Der er organiseret modtagelse og sundhedsfaglig hjælp. Der er organiserede katastrofeøvelser til modtagelse af mange tilskadekomne. Der er et udbredt kommunikationssystem.

Flygtninge skal ikke længere gå, men bliver kørt fra modtagelejrene til registreringslejren af UNHCR. Registrering er sat i system i den store lejr, Moria, ved Mytilini. Der bliver taget hånd om de fleste børnefamilier. Og der er på rigtig mange måder skabt en slags ro på Lesbos. Men stadig drukner mennesker på vej mod sikkerhed. Og stadig drager de videre på en farlig og usikker færd.

Der tegner sig forskellige udtryk blandt de mange frivillige på Lesbos. En stor del tager afsted og indgår i den voksende organisme af sammenhængende netværk. Som samarbejder med det lokale Lesbos og tænker i større helheder, der også omfatter oprydning, affald, genbrug og forureningsforebyggelse. Og Lesbos’ samlede økonomiske situation.

Andre overser de organiserede sammenhænge og kommer på scenen som en slags ridende kavaleri. De kommer uforvarende til at skabe let kaotiske situationer med for mange mennesker ved modtagelse af både. Ved at vinke og råbe, så bådflygtningene kommer til at rejse sig, og bådene risikerer at kæntre. Og ved at hindre udsyn for de sundhedsfaglige teams, der søger at spotte mennesker med brug for hjælp. De overser samarbejdet med de lokale forretningsdrivende, og de får aldrig øje for, hvordan de hundredevis af medbragte vandflasker forurener det Ægæiske Hav. De opdager ikke, hvordan erfaringer samles og bygger videre på hinanden.

Og så er der dem, der hver gang sørger for selfies på stranden med de små flygtningebørn. Som jo med deres ivrige poster på sociale medier skaber opmærksomhed på problemerne. Men også kommer til at gå i vejen i de akutte situationer.

I denne myriade bygger frivillige hele tiden videre på de systemer, der er startet af andre frivillige. Nogle med etablerede ledelsessystemer, andre med anarkistisk orientering. Nogle gange i konstruktivt samarbejde med det græske styre og Lesbos borgmester. Andre gange opstår komplicerede situationer, hvor samarbejde bliver erstattet med konfrontationer. Som når de spanske livreddere, Pro Activa, bliver forbudt at patruljere og derfor omdøber patruljering til træning. Eller som da to danske og fem spanske frivillige blev arresteret og anklaget for menneskesmugling, da de ville assistere en båd i nød.

Det etablerede Europa er stadig optaget af at bygge grænsehegn og holde fremmede skæbner fra døren. Fordi vores velstand er vigtigere end global velfærd.

IMG_5692

 

2 thoughts on “Tanker om frivillighed

  1. Spændende betragtninger. Og bekræftende at høre at så mange mennesker kan (og vil) noget mere, end bare gå i dækning bag egne grænser.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s