Hvorfor tog jeg afsted? Brugte en forlænget juleferie på at fiske iskolde bådflygtninge ind i en klinik i en skurvogn? Varme de kolde mennesker op, give varm te og suppe, forbinde deres sår? Hvorfor stod jeg der med armene om en fremmed kvinde, der hulkede længere og dybere, end jeg før har set mennesker hulke? Hvorfor underviste jeg flere gange grupper af fremmede mennesker på en stenet strand på en fjern ø?
Jeg kunne have tilbragt nytåret i Malaga. Eller besøgt venner på Malta. Eller jeg kunne være blevet i København og holdt nytår med gode venner, dejlig mad og rigelige mængder vin. Jeg kunne have brugt ferien til at sove ud efter en travl december, rulle mig ind i tæpper og indhente alle de serier på Netflix, jeg ikke får set.
Nu sov jeg i et iskoldt hotelværelse, hvor frostgraderne sneg sig gennem væggene i løbet af natten. Stod op kl fem for at traske gennem mørket langs vandet. Mens jeg konstant smugkiggede i vandkanten og håbede, at der aldrig ville ligge et dødt menneske. Jeg drak sød, varm te sammen med de andre frivillige omkring bålet, der brændte hele natten. Og vi ventede lidt nervøst, hver gang der kom en opringning om en båd på vej ind. Altid forberedt på det værste. Og det bedste.
Jeg kan endnu mærke de små iskolde kroppe i mine hænder.
Jeg tror mest, jeg tog afsted, fordi jeg ved, jeg kan noget, der er brug for. Og da den tanke var tænkt, kunne jeg kun tage afsted. For vi kan ikke være det bekendt. Vi kan ikke være bekendt at lade folk fortsat tage på den farefulde færd. Det er ikke nødvendigt. Vi kan ikke være bekendt at lade mennesker drukne i Middelhavet og Det Ægæiske Hav. Det er ikke nødvendigt. Og vi kan ikke være bekendt at lade Grækenland stå alene med problemet. Det er heller ikke nødvendigt. Vi kunne så meget andet i den rige del af Europa. Men vi taler meget mere om biler og skattelettelser og angsten for at skulle give en smule afkald på noget velstand. Vi taler hele tiden, som om det er naturgivent, at den dårligst stillede del af den danske befolkning skulle betale for at hjælpe nogle endnu dårligere stillede udlændinge. Vi har talt så meget på den måde, at ingen længere stiller spørgsmålstegn ved den sandhedsværdi.
Jeg har holdt den mest meningsfulde ferie nogensinde. Det arbejde, jeg har været en del af, har været så vigtigt for så mange mennesker. Jeg har oplevet et fællesskab, som jeg stadig har svært ved at finde ord for. Så mange så forskellige mennesker, der arbejdede lange dage og nætter for en opgave, der var fuldstændig enighed om.
Mine hænder glemmer aldrig de iskolde barnekroppe. Og mine arme glemmer ikke de hulkende kvinder. Men jeg vil også altid huske fædrenes øjne så fulde af kærlighed og lettelse, når de så deres kvinder og børn i sikkerhed. Eller kvindernes øjne når de hørte deres fosters hjertelyd. Eller børnene, når de blev varme nok til at blive skælmske. Eller de unge mænd der trykkede og trykkede mine hænder.
Derfor….
Og det sagde jeg forresten lidt om på Radio24Syv i aftes.
Helles Blog 