Strøtanker om kollektiv ignorance

Det fylder min bevidsthed, spørgsmålene om flygtninge og den krise europæiske politikere ser som europæisk. Det er fortvivlende at vende hjem fra arbejdet på Lesbos og blive konfronteret med den politiske retorik. Jeg går i stå. Bliver afmægtig. Får lyst til at skride. Men jeg bliver. Jeg vil så gerne kende mit land igen. Jeg vil så gerne være med til at vende vores perspektiv i en mere konstruktiv retning.

Der bliver kastet rundt med store ord. Fløjene i debatten er så skingre, at jeg må dække mine ører. Jeg tvinger mig selv til at læse debatindlæg. For at prøve at forstå en lille smule. Det meste af tiden måber jeg.

Det giver ikke mening at skrige racisme. Det giver heller ikke mening at råbe fascister. Lige så lidt som det giver mening at råbe ‘gutmensh’, bekvemmelighedshumanister eller halalhippier. Ingen lytter. Ingen ser sammenhænge. Ingen ser konsekvenser. Ingen vil blive klogere. Der er hverken fascisme eller bekvemmelighedshumanisme på spil.

Det her hedder ignorance.

Alle vil helst kaste enkle løsninger på bordet i en udenligt kompleks og kompliceret problemstilling. Fordi det andet er besværligt og skræmmer vælgere væk. Når folket kalder på handling, må en politiker vise handling. Eller må han? Hun? Jeg snupper de mest gentagne.

Vi skal hjælpe i nærområderne. Vi skal lave lejre, hvor folk kan bo, indtil der er fred i deres land. Så kan de vende hjem og være med til at bygge op. Vi vil selvfølgelig gerne være med til at betale.

Nogle af de nærområder, der har været konkretiseret, har været Algier og Libyen. Libyen som siden eliminationen af Gadaffi og den vestlige sønderbombning har bevæget sig ud over kanten af kollaps? Hvor folk sulter og forfølges, og demokratiet endnu er meget langt fra at lykkes? Libyen ligger i øvrigt pænt langt væk fra Afghanistan. Og Algier? Som ligger lige så langt væk fra Syrien som Danmark? Nærområde? Og så er der jo Tyrkiet og Jordan. Som i forvejen huser flere millioner flygtninge. De UN-drevne lejre løb tør for penge for nogle måneder siden, og det har sat større skub i flygtningestrømmen, fordi folk ikke lever i sikkerhed. Hvis de da ikke dør af sult og kulde. Som et sidste skud har Jordan nu lukket sin grænse til Syrien. Her slipper folk ikke længere igennem. Til nærområdet.

Hvordan mon det vil gå at etablere endnu flere lejre i lande, der allerede er i knæ? Og som i øvrigt sagtens kune bruge en håndsrækning til deres egen befolkning? Lande som i forvejen er plaget af udbredt korruption? Selvfølgelig skal vi hjælpe i nærområderne. Men lad os nu lige tænke os grundigt om sammen med andre rige lande. For at finde de bedste måder at udnævne noget til nærområder. Sådan at vi ikke bare etablerer lukkede opbevaringslejre, der kun opfylder det formål, at vi ikke behøver at have problemet i vores synsfelt.

Jeg bliver ved med at gentage, at det er mennesker. Og at blive ved med at forestille os, at vi bare arrangerer de her mennesker efter forgodtbefindende åbner et menneskesyn, som er faretruende. De her mennesker har ønsker og drømme og håb og masser af styrke og kompetencer. Hvorfor tænker ingen, at de kunne have konstruktive ideer og meninger om sig selv?

Vi skal forstærke Europas ydre grænser og dæmme op for flygtningestrømmen. Det påhviler grænsenationerne, som jo er Tyrkiet, Grækenland og Italien. 

EU har fornyligt været nede i Tyrkiet for at se dem alvorligt og bebrejdende i øjnene, fordi de selvklart ikke har gjort, hvad de kunne for at standse flygtningestrømmen over havet. Hvad sker der så? Ja, så stiller Tyrkiet krav om visum til syrere, der krydser grænsen. Og de jager dem tilbage til det krigshærgede land, de netop er flygtet fra. Jeg har hørt adskillige øjenvidneberetninger om, hvordan det tyrkiske politi har skudt efter flygtninge. Også efter de er kravlet ombord i de usikre gummibåde. De hedder ‘dinghy’ på engelsk, og det ord udtrykker bedre standarden på bådene. Både er i virkeligheden et stort ord at bruge om dem. Der er også beretninger om, at det tyrkiske kystpoliti har skåret benzintilførsler i motorerne over, så bådene driver livsfarligt afsted på bølgerne. Og der har været enkelte beretninger om nedsejlinger.

Mens flygtningene venter på, at en båd skal blive klar, holder de sig skjult i bjergene eller skovene. Her befinder de sig nærmest under åben himmel, og der rapporteres om flere og flere frostskader i fingre og fødder. Også på børn. Også her har jeg hørt øjenvidneberetninger. De handler om, hvordan eventuelle frivillige hjælpere jages bort, hvordan der skydes efter flygtninge, og hvordan der går dage uden mad.

På den anden side af vandet har grækerne fået opsange fra jakkesættene i EU, fordi de ikke dæmmer op for den videre vandring ind i Europa. Og mens grækerne vrider hænderne for at finde en eller anden løsning, lukker Macedonien igen og igen sin grænse, så der venter stadig flere mennesker under kummerlige forhold i vinterkulden. Efter hver opsang kan man iagttage de græske myndigheder stille sig i vejen for de frivillige, der har brugt de sidste måneder på at rydde op i det kaos, der opstod i løbet af sommeren.

Hver gang, vi råber på forstærkede ydre grænser, dør mennesker. Og jeg hører, politikere i Danmark helt seriøst foreslå lejre i Grækenland, hvor flygtningene kan blive, til der er fred i Syrien, Afghanistan og Irak. Bare for at nævne de hyppigst repræsenterede lande i flygtningestrømmen.

Vi skal sortere de virkelige flygtninge fra migranter, der bare vil søge et bedre liv. Som dem fra Algier, Tunesien og Marokko.

Det sker. Grækenland har svært ved at følge med i at registrere alle de flygtninge, der kommer til landet. Der er oprettet fem såkaldte hotspots, og et af dem ligger i Morialejren på Lesbos. Her bliver alle registreret, og folk fra Syrien, Afghanistan og Irak får seks måneders legalt ophold i Grækenland til at søge asyl. Næsten alle tager videre nord på. Alle andre asylsøgere får en måneds ophold. Og de sidste par måneder har praksis været at internere alle asylansøgere fra Tunesien, Algeriet og Marokko for at returnere dem. Ingen af de fortrinsvist unge mænd får lov at drage videre nord på. Der er flere hundrede interneret. De er ikke tilbageholdt på hotelværelser, men under uanstændige forhold under åben himmel. Og Grækenland har jo ikke midlerne til at sende dem alle tilbage.

Hver gang vi råber på sortering af asylansøgere, trædes der voldsomt på menneskerettigheder.

Vi vil fire lidt på kravene til menneskerettigheder, sagde EU fra Davos i dag. Herhjemme vil vi sætte flygtningekonventionen ud af kraft i nogle år eller lave den helt om.

Skal vi det? Er det ikke en situation som denne, de konventioner er lavet for? De blev til efter den sidste gang, den europæiske del af verden oplevede flygtningestrømme af en lignende størrelse. Dengang ville ingen tage imod jøder på flugt fra den voksende nazisme. Et samlet Europa afviste dem. USA afviste en båd, der var sejlet over Atlanten fyldt med jøder. Og sendte den tilbage til Tyskland. Dengang, som i dag, sagde Europa, at jøderne måtte blive og kæmpe deres sag. At det var et internt tysk problem, som vores lande ikke skulle ødelægges af. Bagefter havde verden en kedelig smag i munden. Og lavede konventionerne.

I forvejen har Danmark i 2014 firet på børnekonventionen, sådan at kun børn, der opholder sig lovligt i Danmark, er omfattet af serviceloven. Og så har man tilføjet, at børn, der har ulovligt ophold eller opholder sig her som asylansøgere, ikke hører under serviceloven, men under lovgivningen på udlændingeområdet (Tak til Per Schultz Jørgensen i Kroniken i Politiken 20. januar). Det sætter børn på asylcentre uden garanti for beskyttelse, sundhedsydelser og børnekonventionens garanti om, at barnets tarv altid kommer først. Dette gælder børn, der er del af familier, og det gælder uledsagede flygtningebørn. De er underlagt Udlændingestyrelsens beslutninger, og dem kan der ikke klages over.

Vi har gang i et farligt projekt. Vi agerer helt uden udsyn. Og forestiller os, at vi kan lukke os om vores danske og europæiske boble. Vi forstår ikke, at når vi agerer på den her måde i forhold til voldsom ustabilitet i Mellemøsten og til voldsomme humanitære katastrofer, skaber vi en ny ustabilitet. Hvordan kan vi tro, at vi er fritaget for et globalt ansvar? Hvordan kan vi tro, at vi kan blive ved med at lege ‘Det Danmark vi kender’? Jeg kender det allerede ikke længere, når vi i den grad sælger ud af de globale forpligtelser, vi så længe har været varme fortalere for.

Hvad forestiller vi os, der kommer til at ske med alle de mennesker, der bliver kastet rundt? Som ingen vil vide af? Hvad forestiller vi os, der kommer til at ske med vores samfund? Bag høje grænsehegn med bevæbnede vagter? Frihed? Hvilken frihed?

Mennesker, der vil flytte sig, flytter sig, når det, de vil flytte sig fra, ikke kan blive værre.

IMG_5729

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s