Løbeture, flash back og døde børn

Min fredagsløbetur gik, som så ofte før, ud til vandet på den anden side af Valbyparken. Der blæste en heftig vind. Og jeg følte mig kastet tilbage til løbeturene på Lesbos, som også forløb i stormvejr langs vandet. Bølgerne slog ind over kysten på samme måde som på øens nordkyst, og næsten som på Lesbos kunne jeg se lysene på den anden side. Det var bare den anden side af Kalvebod Dybet og ikke Tyrkiet på den anden side af Det Ægæiske Hav.

Her flyder ingen døde børn ind i strandkanten, og de flakkende lys på vandet stammer ikke fra alt for fyldte gummibåde med skræmte mennesker. Der ligger ikke bunker af forladte redningsveste og vidner om frygtelige historier.

Jeg løber videre og kommer hjem til min lune lejlighed på fjerde sal. Jeg laver mig en kop te at varme mig på og tænder lyset.

Her er trygt og godt.

For en times tid siden postede en journalist en serie billeder af druknede børn. Som en reaktion på Hollands og Belgiens opfordring til Grækenland om at sende bådene afsted igen, når de ankommer til land. Han opfordrede til at dele billederne, fordi alle skal vide, hvad det kommer til at betyde. Men jeg kan ikke. Jeg. Kan. Ikke.

Jeg kommer til at græde, når jeg ser de billeder. Min meget gravide datter behøver ikke se dem. Jeg ved, at hun godt ved, og jeg ved, at hun vil græde mere end mig, hvis hun ser dem. Min anden datter skal heller ikke se dem. Hun har også børn i de aldre, og hun vil få endeløse mareridt, hvis hun ser dem. Hun ved det også.

I stedet synes jeg, at vi allesammen skal se dybt på dem, vi elsker. Forestille os, at de er truet på livet. At vores kendte verden er styrtet i grus. At intet i vores kendte hverdag er som det var. At vores tillid til verden forsvandt. Det eneste der ville være vigtigt, ville være at bringe dem, vi elsker i sikkerhed.  At de døde børn er samme slags børn, som de børn vi elsker. Det er både de druknede børn, de udbombede børn, de udsultede børn, og de børn, der fryser ihjel i nærområderne.

Og så synes jeg, vi skal tænke over, hvor meget vi synes, vi skal gå på kompromis med de helt grundlæggende menneskerettigheder. Hvor meget vi vil lukke øjnene for moral og etik, når vi først og fremmest vil forhindre mennesker i at komme til vores lande. Alt det skal vi tænke dybt over, inden vi råber grænseforstærkninger og nærområder. Og inden vi råber, at Grækenland skal smides ud af Schengen, fordi ‘de ikke varetager deres grænsekontrol’.

I stedet for døde børn, genudsender jeg et af de levende børn, som kun overlevede, fordi frivillige var parate til at redde ham.

IMG_5681

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s