Jeg skrev det her for to år siden, da jeg kom hjem fra Lesbos. På de to år er det gået den helt forkerte vej – og vi er i frit fald. Jeg ved ikke længere, hvad jeg kan gøre for at være med til at ændre det.
Det fylder min bevidsthed, spørgsmålene om flygtninge og den krise europæiske politikere ser som europæisk. Det er fortvivlende at vende hjem fra arbejdet på Lesbos og blive konfronteret med den politiske retorik. Jeg går i stå. Bliver afmægtig. Får lyst til at skride. Men jeg bliver. Jeg vil så gerne kende mit land igen. Jeg vil så gerne være med til at vende vores perspektiv i en mere konstruktiv retning.
Der bliver kastet rundt med store ord. Fløjene i debatten er så skingre, at jeg må dække mine ører. Jeg tvinger mig selv til at læse debatindlæg. For at prøve at forstå en lille smule. Det meste af tiden måber jeg.
Det giver ikke mening at skrige racisme. Det giver heller ikke mening at råbe fascister. Lige så lidt som det giver mening at råbe ‘gutmensh’, bekvemmelighedshumanister eller halalhippier. Ingen lytter. Ingen ser sammenhænge. Ingen ser konsekvenser. Ingen vil blive klogere. Der…
View original post 1.328 more words
Helles Blog 