Ugens optur

Hver uge lytter jeg til Radio Information, en podcast der hver fredag lander i min podcast-indbakke. Den kigger på ugen, der er gået og tager forskellige aktuelle emner op. Og så kommer Rune Lykkeberg med ugens optur. Jeg har i flere år haft et hemmeligt crush på ham. Jeg elsker hans ukuelige optimisme. Han er begavet og belæst og styrer en avis, der behandler verdens alvorlige problemer. Og det gør han ret godt. Der er jo virkelig mange gode grunde til sortsyn. Ikke mange af verdens regeringer lyser op i landskabet, klimaforandringerne er så alvorlige at jeg dagligt bekymrer mig om mine børnebørns fremtid, og de mange ulykkelige mennesker på flugt fra krige, forfølgelser og armod martrer mig. Verden er måske på kollisionskurs. Runes opture er mit ugentlige kick.

Så jeg adopterer ideen og lancerer ugens optur her. Her kan der godt være to opture om ugen, og jeg kan springe uger over. Det er nemlig mig, der bestemmer her i butikken. Ugens opture er ikke lalleglade det-går-nok-altsammen-hvin. Det er min opgave til mig selv at se opture i mørket. Ugens optur er den anden side af den sorte politik. Det er mælkebøtterne i asfaltsprækken, og det er det lys, der trænger mellem brædderne. Det er  de positive uventede bivirkninger til tryk, forbud og stramninger. Vi trænger til både lys og mælkebøtter.

Lørdag inviterede jeg en bunke veninder til nytårskur. Jeg havde ladet mig være for travl hele sensommeren og efteråret og set alt for lidt til mennesker. Måske havde jeg også været for socialt doven. Måske bare været lidt indadvendt nogle måneder. Derfor satte jeg lidt mad på bordet sammen med en flok bobler tidligt lørdag eftermiddag. Jeg tænkte, at de så kunne nå noget weekend alligevel. Men de gik jo ikke. De blev siddende tæt bænket omkring mit spisebord, mens mad og bobler forsvandt ned i vores maver, og boblerne steg lystigt til hovedet. Selv blev jeg så boblende, at jeg ikke rigtigt husker tidspunktet for, hvornår de sidste veninder vinkede farvel. Jeg registrerede blot, at min stilhedscravende storbynabo bankede hårdt på væggen lidt før midnat. Jeg husker ikke, vi begyndte at hviske.

Og det er jo en ægte optur. At kunne samle begavede, engagerede, sjove og debatlystne kvinder, der deles om stolene for at kunne være omkring det samme bord. Som kaster sig ind i fælles debat om #metoo, Kim Wall, feminisme, klima, flygtninge og hinanden, mens de tømmer flaske efter flaske med lystige bobler.

Det giver mig så meget håb for verden. Jeg gør det sgu igen næste år.