Den standhaftige myte

Jeg bor i Københavns gamle Sydhavn. Og jeg kan lide at bo her. Her bor en mangfoldig blanding af mennesker i alle farver og former. Sydhavnen blev i sin tid bygget som ‘arbejdernes Hellerup’ af lave etagebyggerier med grønne områder og masser af luft. Lejlighederne er små, og tidligere boede folk med alle deres børn i de små kår. Igennem mange år er lejlighederne blevet fyldt med folk, der ikke havde råd til at bo andre steder, og der råder en særlig sydhavnsstolthed blandt indbyggerne. Mange unge flytter væk, men de fleste vender tilbage. Igennem mange år er der flyttet mennesker med nye etniske og nationale baggrunde ind i Sydhavnen, og vi rummer nok den største variation af oprindelsesnationaliteter. Vi lever temmelig fredeligt sammen. Der findes selvfølgelig dumme bøller, som der gør andre steder i København. Men der er flest af os andre.

Her i Sydhavnen er der mange, der ikke arbejder. Her bor mange psykisk syge og mange der fejler fysiske ting. Der bor også mange, der de fleste dage kigger ret dybt i en grøn ølflaske. Alligevel er her ret fredeligt. Men det er bekymrende at se, at de folk, der ikke arbejder, bliver fattigere. For det gør de, og det er tydeligt. I Sydhavnen bekymrer vi os om den hastigt voksende biltrafik. Den er voldsom herude. P. Knudsensgade, Vasbygade, Enghavevej står hver morgen og eftermiddag fuldstændig stille med biler – køler ved køler – med hver sin ensomme chauffør. Vi bekymrer os om klimaforandringer, og det gør vi også helt konkret, fordi vores bydel blev ret voldsomt oversvømmet, dengang om sommeren, da København druknede. Vi bekymrer os om hinanden, fordi flere mangler mere end tidligere, og her eksisterer en stor hjælpsomhed.

Her bor også røvhuller, der stjæler folks christianiacykler, og de fulde ølmennesker på Mozarts Plads slår ind i mellem hinanden på tæven. men mest kun hinanden. Andre idioter bryder ind i vores kolonihavehuse om vinteren, og der er nogle unge, der bliver ved med at genere kiosken på Sjælør Station, så den må lukke tidligt. Men de hører nu nok til i Valby, siger vi i Sydhavnen. Jeg er ikke romantiker med skyklapper, men jeg kan faktisk godt lide at bo her. Og jeg føler mig fuldstændig tryg.

Jeg er rent ud sagt målløs over, at vores politikere lykkes med at puste myten om indvandring op igen og igen. Så sent som i dag udtalte Socialdemokraternes formand, at Danmarks største problem er ikke-vestlig indvandring. Undskyld, jeg kan altså få øje på adskilligt andet, der kan udkonkurrere det problem. Men det vil vi ikke tale om. I stedet scorer politikerne omtale og (måske) stemmer på at hænge en befolkningsgruppe ud offentligt. Det er ikke kønt. Integration er ikke en katastrofe. Det går for det meste forbavsende godt. Kriminaliteten er historisk lav. Flere unge uddanner sig. Arbejdsløsheden er lav. Til gengæld buldrer boligpriserne afsted, og snart har kun velhavende mennesker råd til at bo i København. Også i Sydhavnen.

Kære mennesker i Danmark, – politikere, journalister, meningsmennesker og alle I andre. Kan vi ikke nok begynde at tale om de virkelige problemer? Vi har IKKE flygtninge/migrantkrise i Danmark. Vi kan hjælpe de lande, der har. Og vi kan tale om klima, miljø, trivsel, skattesnyd, sundhed, ulighed, som altsammen kan hjælpe os i Danmark til ikke at få nogen kriser. Lad os dog kræse lidt for de folk, der bor i vores land. Lad os gøre Danmark til et rart og venligt sted igen. Lad os gøre Danmark til en solidarisk del af resten af verden. Det andet klæder os ikke.