Ugens optur – Februar

Ugens optur er Troels Kløvedal. Jeg har i den grad optur over hans seneste og sidste roman, Alle mine morgener på jorden. Og hvor er jeg taknemmelig for, at han har nået at skrive den. Jeg har hørt bogen som lydbog på mine længere løbeture og cykelture, og uanset hvor mavesur jeg har været, når jeg trykkede på start, har den efterladt mig gladere og mere optimistisk. Der er nok at være mavesur og nedtrykt over i dagens Danmark, fordi vores folkevalgte politikere dagligt overtrumfer hinanden i forsøg på at udgrænse bestemte befolkningsgrupper, som åbenbart ikke har gjort sig fortjent til politisk omsorg.

Troels Kløvedal har hele livet været en mand, der arbejdede efter sit hjerte. Og beretningen om hans lange liv med Nordkaperen, rejser, kollektiver og kærlighed gør  mig glad. I en tid, hvor flere skal rette mere ind, og hvor kontrol går amok, elsker jeg hans vildskab mere.

I går eftermiddags lyttede jeg til den sidste del af bogen, mens jeg løb 14 kilometer i et dagslys, der forandrede sig til spektakulær solnedgang over Kalveboddybet. Verden gik i en god times tid ligesom op i en højere enhed. Mens jeg løb langs vandet lyttede jeg til epilogen. Og tårerne piblede frem og frøs næsten til is på mine kinder, fordi jeg var rørt helt ind i det dybeste af mit hjerte. Troels Kløvedal er døende. Han kan ikke længere synke sin mad selv eller trække sit vejr uden respirator. Han føler sig ude i hårdt vejr og får en stigende lyst til at søge ind i en lukket lagune, som han siger. Alligevel kan han elske udsigten fra vinduet i sin gård på Djursland.

Først får man alting foræret, så mister man alting igen. Sådan er livet.