Ugens optur – februar #2

Jeg har optur over familiens kommende generationer. De giver mig tro på verden igen. Det bliver godt nok.

Forleden fortalte Esther om dem, der laver mad i skovbørnehaven. De hedder Rakata og Yen, fortalte hun. Faktisk druknede det, hun ville fortælle, fordi vi voksne afbrød hende. Rakata? Sagde vi – mon hun kommer fra Indien? Njae, sagde vi, hun kunne også komme fra Nordafrika. Ved du det, Esther? Hvor Rakata kommer fra?

Esther sendte os et mærkeligt blik. Hun kommer da fra skovbørnehaven, sagde hun. Jaja, sagde vi, men ved du om hun kommer fra et andet land? Nej, sagde Esther, det ved jeg da ikke.

Vi voksne fortsatte ufortrødent. Er Rakata mørk i huden. Ja, hun er, sagde Esther. Er hun meget mørk eller lidt brun, blev vi ved. Hun er meget mørk i huden, sagde Esther. Så tog hun min arm og placerede den ved siden af hendes egen. Se, sagde hun og nappede lidt hud op fra sin arm. Jeg er sådan helt hvid i huden. Så nappede hun lidt hud op mellem to fingre på min arm. Og se, sagde hun, du er sådan lidt mere brun i det. Og Rakata er mere brun i huden.

Så vendte hun opmærksomheden mod sin pasta på tallerkenen. Og fik understreget det himmelråbende ligegyldige i, hvor Rakata stammer fra. Hun koger bare bedre pasta, end vi gør. Med eller uden kød.

IMG_8663

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.