Så barnlig er jeg

Jeg er på cyklen igen. Solen har skinnet – både i morges og igen da jeg skulle hjem. Og ind imellem har sneen væltet ned. Det var SÅ fint at cykle gennem skoven til Hillerød med ørerne fulde af sydamerikansk pop. Jeg hører for lidt sydamerikansk pop, når jeg ikke cykler. Måske min snetræthed i virkeligheden er abstinenser? Kan man få lægeordineret latino-pop? Og fordele den over to doser?

Da jeg cyklede hjem, blev jeg pludselig presset af en overhalende cyklist. Han var i fuldt cykel-ornat. Spritnyt, forstås. Han kom bagfra lige efter lyskrydset ved Hillerød og pressede mig helt ud i sneen. Jeg snerrede sådan lidt finket ad ham, da han fløjtede forbi. Og blev bitchet. Han skulle sgu ikke bare komme der i sit åndssvage nypolerede cykeltøj, sku’ han ikke. Og en cykel, der skinnede alt, alt for meget af slet ikke at være brugt. Så jeg satte fuld skrue på og sejlede lidt senere forbi ham. Med et olmt grin tværs over fjæset.

Og jeg fortsatte hele vejen til Imperial. Til AVATAR. Sammen med min søn og hans kæreste. Jeg ved godt, at seriøst intellektuelle kvinder ikke kan se pointen i flyvende tre meter høje blå væsener. Jeg ved godt, at historien er tyndere end min salig mormors kaffe. Og at den generelt bare  er for langt ude. Men – fuck altså, hvor var det en fed film. Tre timers rendyrket underholdning. Med blå væsener flintrende rundt om min charmerende 3D brille.

Jeg må hellere melde mig ud af de seriøst intellektuelle kvinders klub.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s