Skoven er ikke helt klar til mig endnu. Den har endnu ikke smidt al isen og smatsneen, så jeg spændte løbeskoene og løb mod Hørsholm. Det bliver for trivielt med Kongevejen flere gange om ugen. Specielt når jeg nu også ser den fra cykelsadlen flere gange dagligt. Derfor drejede jeg til højre ad Ravnsnæsvej mod Hørsholm og tog på opdagelse. Jeg løb den sædvanlige tur mod Hørsholm, men fortsatte gennem byen og videre til Rungsted. Og pludselig var det der. Havet. Jeg savner noget hav. Da jeg var syg og i kemoterapi, blev det sådan en craving at se havet hver dag. Jeg travede Århus tynd for at nå derud, hvad enten jeg var indlagt til kemo, eller var hjemme mellem beskydningerne. Jeg har i mange år dagligt løbet langs Århusbugten og haft havet rigtig tæt på. Søerne omkring mig her i Birkerød er smukke, men de er ikke hav. Det bliver aldrig det samme at bade i søer, som at bade i havet. Men nu fik jeg det testet. Der er kun 8 km derud. Og 8 hjem igen, jo.
De har godt nok mange biler, der i Hørsholm og Rungsted. Man så ikke mange løse mennesker. Og det føltes lidt som at løbe på Åboulevarden. Jeg bliver så overrasket over så meget bilisme. Jeg lærer aldrig at fatte, hvordan man kan sidde alene i en bil dag efter dag, mens andre kører den samme vej. Men ellers en fin tur. Der er cykelsti hele vejen – og ingen is. Det var lidt befriende at komme tilbage til Birkerød, hvor der dog går flere sekunder mellem bilerne.
Først på turen føltes mine ben en lille smule tunge, og jeg tænkte, at de skal at vænne sig til cykelturene igen. Men det blev til en ren optur. Ti sekunder hurtigere pr kilometer end weekendens tur. Det går faktisk i en rigtig retning. Og det føltes ikke sådan. At det gik hurtigere, altså.
Helles Blog 