Busblog

Sidder i linje 888 fra Sjællands Odde mod Valby og forsøger mig med noget blogskrivning. Ikke let, kan jeg afsløre. Men computeren på knæene i en stadig kamp mod bussens svingninger. Jeg har været på Mols og lavet helt om på weekendens træningsplaner. Min mor ringede og ville gerne have besøg. Og når hun ber om det, skal hun ha’ det. Så afsted med mig.

Min mor og far ejer det dejligste sommerhus på Mols, som jeg har kendt hele mit liv. Jeg havde planlagt en sidste rigtig lang løbetur. Men, ærligt talt, det er ikke hverken høfligt eller kærligt at komme på besøg og stikke af i tre timer, vel? Så jeg lavede noget dividering og fordeling, og løb afsted mod Chris Macdonald’s skrumpe-by, Ebeltoft. Langs vandet hele vejen frem og tilbage. Aj, hvor jeg savner noget havvand i min nærhed. Sådan en havluft på en løbetur er velgørende. Jeg mødte ingen superskrumpere på min vej, men fik til gengæld en fæl modvind hele vejen hjem. Hvor jeg omgående fik serveret et glas køligt hvidvin. Og det er jo ikke hverdagskost. Hurtigt bad og aftenhygge med forældrene.

Luksusmorgen med lang morgenmad og Politiken, og klokken 11 snørede jeg løbeskoene igen. Jeg satte igen næsen mod Ebeltoft og nød turen langsvandet. Denne gang løb jeg dog længere, før jeg vendte om. Der lurede noget natsort sky-halløj på himlem, men det blev ved truslerne. Tilbage ved Molskroen fortsatte jeg ad en yndlingsrute ud langs stranden mog Fuglsø. Jeg drejede op i Mols Bjerge og løb tilbage gennem noget “urskov” og et sommerhusområde. Så det er alligevel blevet til et par og tredve kilometer. Bare fordelt lidt, så min mor også kunne få sit.

Jeg tror, jeg holder min træningsmængde på godt 70 km i denne uge med, og så er der nedtrapning de sidste to uger.

Optur til havet

Skoven er ikke helt klar til mig endnu. Den har endnu ikke smidt al isen og smatsneen, så jeg spændte løbeskoene og løb mod Hørsholm. Det bliver for trivielt med Kongevejen flere gange om ugen. Specielt når jeg nu også ser den fra cykelsadlen flere gange dagligt. Derfor drejede jeg til højre ad Ravnsnæsvej mod Hørsholm og tog på opdagelse. Jeg løb  den sædvanlige tur mod Hørsholm, men fortsatte gennem byen og videre til Rungsted. Og pludselig var det der. Havet. Jeg savner noget hav. Da jeg var syg og i kemoterapi, blev det sådan en craving at se havet hver dag. Jeg travede Århus tynd for at nå derud, hvad enten jeg var indlagt til kemo, eller var hjemme mellem beskydningerne. Jeg har i mange år dagligt løbet langs Århusbugten og haft havet rigtig tæt på. Søerne omkring mig her i Birkerød er smukke, men de er ikke hav. Det bliver aldrig det samme at bade i søer, som at bade i havet. Men nu fik jeg det testet. Der er kun 8 km derud. Og 8 hjem igen, jo.

De har godt nok mange biler, der i Hørsholm og Rungsted. Man så ikke mange løse mennesker. Og det føltes lidt som at løbe på Åboulevarden. Jeg bliver så overrasket over så meget bilisme. Jeg lærer aldrig at fatte, hvordan man kan sidde alene i en bil dag efter dag, mens andre kører den samme vej. Men ellers en fin tur. Der er cykelsti hele vejen – og ingen is. Det var lidt befriende at komme tilbage til Birkerød, hvor der dog går flere sekunder mellem bilerne.

Først på turen føltes mine ben en lille smule tunge, og jeg tænkte, at de skal at vænne sig til cykelturene igen. Men det blev til en ren optur. Ti sekunder hurtigere pr kilometer end weekendens tur. Det går faktisk i en rigtig retning. Og det føltes ikke sådan. At det gik hurtigere, altså.