Nytår er opreklameret, ude af proportioner og forventningsopskruet. Det er bare en almindelig mandag, skrev en på Facebook i går.
Vel var det ej. Det.Var.Så.Sjovt! Det hele.
Det var sjovt, at min gyldne neglelak ikke krakelerede og faldt af i flager.
Det var sjovt, at mine dyre Vogue strømpebukser holdt en hel aften uden at løbe nogen stader.
Det var sjovt at køre med s-tog til Østerport Station sammen med en blanding af stilletter, glimmerkjoler, bajerposer, hengemte branderter, tuxedos, fløjsbukser, kransekagetårn og champagne.
Det var sjovt at kravle ind i bussen til Docken sammen med alt for mange andre mennesker på vej til samme fest.
Det var sjovt at skifte til dansesko sammen med de andre fornuftige.
Det var sjovt at drysse rundt i salen og blive mødt af glade smil og fremstrakte hænder.
Det var særligt at lytte til dronningen sammen med så mange andre.
Det var sjovt at finde en plads mellem mennesker, jeg aldrig har mødt før.
Det var sjovt, at alle bare ville have en sjov aften. Og fik det.
Det var sjovt at spise så lækker mad, lavet til flere hundrede mennesker.
Det var sjovt på dametoilettet, hvor alle sludrede og gav thumbs up til mine pink dansesko.
Det var sjovt at stå i kø til baren, til toilettet, til garderoben, bare fordi det var.
Det var sjovt at danse. Og danse. Og danse.
Det var sjovt, at klokken pludselig var midnat.
Det var sjovt at give nytårskram til glade mennesker.
Det var sjovt, at jeg alligevel ikke fik influenzabaghold og først lå i min seng kl. tre.
Det var sjovt at sige farvel til festen.
Det var sjovt at vente på bussen, som så skulle holde pause.
Det var sjovt at teame op med to fremmede fyre og gå til Østerport i regnen.
Det var sjovt at køre med s-toget til Sydhavn. Sammen med kyssere og kulingbranderter.
Det var sjovt, at stillekupeen ikke var stille. Og alle grinede. Også de to, der skændtes.
Det var sjovt at gå gennem regnen og udveksle godt nytår med de andre, der gik gennem regnen.
Og i dag er det bare sjovt, at jeg ikke skal noget som helst. Og at det var så sjovt, at jeg ikke tog billeder.
Godt nytår.
Og det er ret sjovt, at dit fine indlæg afsluttes af en ufatteligt grim rynkereklame, som du sikkert ikke selv kan se. Godt nytår 🙂
Et det mine hænder, du sigter til? Eller er det dronningen i baggrunden?
Hurra for alt det sjove der bragte dig ind i 13; jeg håber det bliver ved og ved!
Nej, det var faktisk en ægte reklame. Men nu er den væk…
HVAD? Rigtige reklamer på min blog? Det må man ikke.
Ikke desto mindre..
Det bliver sjovt. Jeg kan mærke det.
Dejligt at du havde en god aften. Lyder som en fantastisk start på det nye år. Godt nytår til dig!
Jeg kan kun give mine varmeste anbefalinger, og det er slet ikke farligt at komme alene
Lyder som noget af en aften for en festlig festabe. 🙂 Rigtig godt nytår til dig! Også her. 😉
Det var en fest, var det. Og godt nytår til dig