Farvel 2012

Nogle år slutter med at få slammet hoveddøren lige i fjæset. Farvel og tak. Og skrid. Men sådan er det ikke helt for 2012. Jeg har taget en fredelig afsked med 2012. Som med en gammel ven, der rejser videre. Som jeg har en del at takke for, og som ikke efterlader store, dramatiske aftryk på havegangen.

Vi har sgu gjort det meget godt sammen, 2012 og jeg. Også selvom det er arbejdssiden, der har fået lov at fylde. Det har den jo, fordi vi havde gang i noget vigtigt. Noget vigtigt, innovativt og fremadskuende. Som 2013 og jeg selvfølgelig tager op og fortsætter. På mandag. For endnu holder jeg en slags ferie. Med snottet løbende og influenzaærgrelser i ærmet. Det var bare ikke meningen, at jeg skulle holde de to ugers ferie, jeg har skubbet foran mig hele vejen gennem efteråret.

Der har åndet fred omkring både mig og min familie. Og det var lidt rart efter nogle turboår. Ingen har været dramatisk syge. Jeg er ikke flyttet. Jeg har ikke skiftet arbejde. De små børn bliver større og er grundlæggende glade for det meste og gode ved hinanden.

Jeg har en on-going aftale med Universet om, at jeg skal prøve noget nyt og lære noget nyt hvert år. Som regel bliver det til mere end én ting. Fordi jeg aldrig kan nøjes. I 2012 rejste jeg både til Marokko og til San Francisco på egen hånd. Det sværeste ved at gøre nye ting, er at jeg tit får lyst til at gøre dem igen, og det gælder både Marokko og San Francisco. Den tredje nye ting var en kajakferie i det sydfynske. Som jeg også skidegerne gør igen. Det nye, jeg lærte, var en masse ny kajakteknik og roning gennem det værste sommervejr med blæst, store bølger og masser af regn.

Nå ja, så prøvede jeg også for første gang at være rigtig langstidsskadet. Jeg har været skadet utallige gange, også i nogle måneder, men aldrig i et helt år. Og så lærte jeg noget helt nyt: tålmodighed. Da jeg endelig fik fingre i den helt rigtige fysioterapeut, som gav mig selv opgaven med at genoptræne den skadede muskel, så gjorde jeg det. Jeg gjorde som han sagde. Og trænede langsomt, tålmodigt og lydigt. Og nu virker den igen, musklen, og hælen gør ikke ondt længere.

Til gengæld fyldtes verden omkring mig af drama, strid, had og blodig alvor. Og jeg har lidt svært ved at gennemhygge mig over mit eget held. Det gør ondt, at verden også er et ondt sted, hvor tusindvis af mennesker slås ihjel, fordi de mener noget andet, end dem med de største våben.

2013 jeg ønsker virkelig, at du kan bringe mere fred og fordragelighed med dig. Ikke kun for mig.