Beklager stilheden her på blog-kanalen de sidste dage. Jeg har lige været temmelig optaget henne i hverdagen, hvor nogen havde tømt et lager af arbejdsopgaver ud over mit skrivebord.
Jeg lavede finten med indre forestillinger, da jeg kom hjem efter dagens marathonmøde. Lidt senere end planlagt. Kørte afsted på min cykel og forestillede mig selv i korte løbetights, 25 plusgrader, i Københavns gader i maj. Hvor er jeg nem. Det virker. Det føltes faktisk rigtig godt, så jeg sprang af cyklen og direkte i løbetøjet. Og løb afsted på næsten samme tur mod Blovstrød som i sidste uge. Illusionen blev tiltagende svær at opretholde i takt med den pivkolde vinds pisken, da jeg nåede ud på Kongevejen. Men jeg løb forbavsende godt. Mine ben havde det fortrinligt, og jeg holdt noget, der mindede om et pænt tempo hele vejen. Ja, til jeg nåede de hjemlige fortove i Birkerød på tilbagevejen, hvor fortovsejerne tilsyneladende har opgivet enhver tanke om at rydde bare lidt sne væk. Der kommer selvfølgelig også bare mere ovenfra hele tiden. Jeg forstår dem egentlig godt.
Men det var en god tur i det tiltagende mørke. Et par gange blev jeg overhalet af enlige cyklister, som ønskede god tur. Løbeture er så forskellige. Turen i dag burde egentlig have været lidt tung og modvillig. Det er ikke min favoritdisciplin at løbe i mørke og kulde, som det vist er blevet ret klart gennem de sidste måneder. Måske var det bare finten med forestillingen om varme og korte tights, der virkede. Måske trængte jeg bare mere end vanligt til at bevæge mit korpus igennem efter en lang dag. Måske havde jeg bare sparet lidt energisk overskud op, hvis man kan det. I hvert fald strintede jeg afsted på lette fjed. Totalt upåvirket af kulden omkring mig. Ligeglad med mørket. Med den der fede fornemmelse af at have en slags fart på. Og en total indbildning om at se tæskegodt ud. Det er ligemeget, om det er rigtigt. Det er fornemmelsen, der er fed. (Jeg ved jo godt, hvordan jeg ser ud udefra)
Og nu sidder jeg bænket i min sofaflyder med aftensmad, appelsinerog computer – og Paul Newman på fladskærmen. Og nyder fornemmelsen af min overraskende løbetur.
Helles Blog 
Hej Helle
For at begynde med slutningen er det jo livskvalitet; at sidde efter endt veludført arbejde både for sind og for krop og nyde det, som man selv lige nøjagtig sætter pris på og kobler af med. Så falder den endelig ro over det hele menneske. 🙂
Jeg tænker også, at du fandt en virkbar motivationsfaktor frem i visualiseringen. At se dig selv løbe Cph Marathon, som du jo virkelig, virkelig gerne vil, fik dig af sted og ikke bare ud af døren, men også af sted med gode ben. Hold fast i den oplevelse. Den er dyrebar og kan garanteret genbruges. Måske i lidt anden variation, men absolut genanvendelig.
Kh Katrine
Ja det virkede supergodt. Specielt den indre forestilling om, hvor godt jeg også så ud 🙂 Det er ikke altid, det virker, men lige nu gør det. Jeg var også nødt til at gøre noget med mig selv, for ikke at ende som en mavesur finke over vintervejret.
kh Helle
I er sådan nogle seje damer, jeg bliver helt flov over at sidde og søbe i selvmedlidenhed og flabede drinks.
Må have gang i de der løbesko snarest!!!
God weekend til jer begge..
Don’t be! Jeg elsker dine fredagsdrinks. Jeg får bare drukket for få af dem.
Og du skulle bare se flæberi og selvmedlidenhed, hvis nogen krattede sig vej ind i MIT hus og stjal MINE computere, for slet ikke at tale om min nye (billige) fladskærm. Det må man godt flæbe over, ALTSÅ.
Men få nu bare gang i løbeskoene alligevel 🙂
God weekend til dig også
kh Helle