Påskevagt

Glædelig påske!

Påske er helligdage og højtid. Påske er også frokoster og snaps og festiligheder. Påske er fridage og lukkede butikker. Men påske er også arbejde. Her har hverken butikkerne eller hospitalet holdt fri. Jeg har haft flere fridage, men jeg har også haft besøg hele ugen. Og tænk, at Maria er kommet hele vejen fra Thorshavn for at besøge mig i Sydgrønland.

En del af min påskeuge har set sådan her ud, når jeg ikke har givet medicin, skiftet sår, kigget i betændte ører, for vi dokumenterer også, hvad vi laver. Vi har fælles vejledninger og retningslinjer for de fleste ting i hele Grønland, og det er ekstra nødvendigt, når der er så stor personalegennemstrømning. Alle læger og alle sygeplejersker har nogle kæpheste i forhold til behandling for det ene eller det andet. Og når vi hele tiden bliver skiftet ud, kunne det bliver en farlig slingrekurs, hvis behandlingen varierer med lægen eller sygeplejersken. Fælles vejledninger og retningslinjer er en grundsten i en ensartet behandling i et kaotisk sundhedsvæsen

Jeg har haft vagter, der har været så kaotiske, at stemningen er blevet næsten absurd. Vores ambulatorie er lukket, så vi har vagter på sengeafdelingen og passer skadestuen. Og det har næsten væltet ind med patienter. Også en del, som ikke fejlede noget behandlingskrævende, men som vi alligevel måtte bruge energi på mellem de mere livstrude patienter. Sådan er det i akutmodtagelser, tror jeg. Men jeg er alligevel blevet lidt overrasket over, hvor mange mennesker, der opsøger hospitalet med influenza. Og hvor syge mennesker, vi passer på i vores lille sygehus.

Jeg har ikke arbejdet hele tiden. Vi har nået et par gode ture i fjeldet og et par ture med sauna og havbad. Maria er en ideel gæst, som gider næsten alt, hvad jeg synes er sjovt. Bare jeg ikke tager hende med på løbetur.

Der er masser af fjeld omkring Qaqortoq, lige udenfor min hoveddør. Vi kan lave fjeldture med ti minutters varsel, når vejret pludselig er godt, og vi kan se langt omkring fra toppene.

Sneen er så meget på retur, at jeg har trukket løbeskoene udenfor og i det små er begyndt at løbe op på fjeldene. Her er afskyelige bakker over det hele, og jeg ser med næsegrus beundring på de gamle mennesker i byen, som alligevel trisser i Brugsen med rollator.

Et af fjeldene giver smukke udsigter ind i fjordene

Fjeldet på den anden side af byen giver udsigt ud i uendeligheden, hvor havet bevæger sig gennem de yderste skær mod Canada. Og her kan vi se isen hastigt nærme sig byen. Om ikke mange dage vil isen lukke os inde, så det kan blive vanskeligt at sejle ud. Det er også isen, der vil bringe flere isbjørne til Syd fra Nord. Så nu holder vi udkig. Og vi kan lide at gå flere sammen. Og vi tager ting med, der kan larme og skræmme dem væk. Hvis nu de skulle komme for tæt på.

Det er stadig ret vidunderligt at bade i havet. Særligt når vi kan leje den brændefyrede sauna. Og det er hyggeligt, for den er dyr, og vi går sammen og deler udgifterne

Nu har jeg vinket farvel til Maria, som er landet godt i København. Og jeg sidder og er glad i låget over at have en veninde, der tager hele vejen herop.

En dag i en sygeplejerskes liv

Mine hverdage er meget forskellige. En dag i ambulastoriet rummer alt fra kløe i den ene hånd, børnesår, halsbetændelse, hjerteproblemer, åndenød og ulykker. Små og store helbredsudfordringer i en skøn og meget tilfældig blanding. Sundhedsydelser er, ligesom i Danmark, uden betaling, og folk henter deres medicin i vores lille apotek uden ekstra betaling. Det er godt, for mange ville have svært ved at betale det. Forbavsende mange mennesker har ikke råd til Panodil i håndkøb og endnu flere har ikke mobiltelefon. I går morges startede min dag sådan her klokken 7 på vej til hospitalet

Dagen fortsatte sin blå himmel og høje sol, mens jeg tog blodprøver, skiftede sår og podede ømme halse. 15.30 havde jeg fri. Maria er en yndlingsgæst. Hun havde fyldt mit køleskab til bristepunktet og lavede mad. Jeg satte mig bare glad til bords. Helt fri havde jeg ikke, for 1-2 gange om ugen har jeg rådighedsvagt, så sengeafdelingen eller vagthavende læge kan kalde mig ind på sygehuset, når der er behov for det. I perfekt timing med opvasken, ringede min grønlandske telefon, og jeg måtte efterlade opvasken til Maria.

På sygehuset skete der lidt for mange ting på én gang og alt syntes lidt kaotisk. Jeg tog mig af nogle af de patienter, jeg kendte fra ambulatoriet, og så fik jeg besked på at holde mig klar. Jeg skulle på tur til en meget lille bygd sammen med politiet for at hente en patient. Det blev i båd, for der var ikke et rigtigt egnet landingssted til helikopteren. Og hvilken aften at sejle ud i. Sejlturen derud varede 45 minutter i en solnedgang, man ikke oplever mange andre steder. Vandet var stille, isbjergene flød dovent afsted, og storisen var ved at samle sig flere steder. Man kunne glemme, det var arbejde, hvis ikke det havde været for mine bugnende lommer, fyldt med nåle og sonder og saltvand og plaster.

Verden var guld og is. Og mig på en båd sammen med tre politifolk

Efter ca 45 minutter nåede vi frem til en helt afsondret lille bitte bygd

Ved fælles hjælp hentede vi vores patient højt oppe på fjeldet og fik ham transporteret sikkert i havn i Qaqortoq. Ambulancen holdt ved kajen og kørte os det sidste stykke til sygehuset. Vores patient havde det ikke godt, og der var brug for en sygeplejerske hos ham natten igennem. Det blev jo mig. Og resten af min nat så omtrendt sådan her ud

Min patient klarede sig igennem natten.

Livets gang og lussinger

Jeg har været stille igen. Fordi der igen skete ting i familien hjemme i Danmark. Tirsdag var min ældste datter involveret i en alvorlig trafikulykke. Hun er okay. Hun er ikke gået i stykker. Hendes løbemakker, som også var i bilen, fik et brud på ryggen, som også bliver okay. Manden, der kørte frontalt ind i dem, overlevede ikke. Det blev nogle rædselsvækkende timer alt, alt for langt væk. Men hun er okay, min datter. Forslået og rystet, og det har taget mig nogle dage at få pulsen ned igen og se med kærlighed på mine smukke omgivelser og mine valg i livet. Men jeg er på vej tilbage, hvor jeg kan nyde det. Og jeg kan tale med min datter næsten hver dag, mens hun langsomt heler.

Vi har haft en uge med spændende vejr. Jeg tror, jeg kom med den sidste helikopter i denne uge mandag eftermiddag i blæsevejr. Min arme veninde, som er taget den lange vej herop, blev fanget af vejret og er ankommet – to dage forsinket. Og så glad ser jeg ud, når jeg løber min veninde i møde, da hun ankom med båd fra Nasarsuaq.

Qaqortoq belønnede med nordlys på den første aften

Og søndagen bød på havbad og saunaen med verdens bedste udsigt

Livet er gået videre på mit lille sygehus, hvor meget syge og mindre syge mennesker kommer ind og ud. Nogle kommer videre til Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Når de kan. Det kunne de ikke i denne uge. Min ene kollega er rejst hjem til Aasiaat, og jeg har fået en ny kollega fra Århus. Læger kommer og går. Der er kommet en ny læge og en ny jordemoder, og en anden læge er rejst hjem. Der er stadig ingen fast fødselslæge eller kirurg, så de gravide kvinder må stadig tage til Nuuk og føde deres børn.

Vi kæmper stadig med at få enderne til at nå sammen med vores sparsomme ressourcer. Jeg har været kaldt ind på vagt for at lægge et drop, og det skal jeg øve mig lidt i. Den stakkels kvinde blev stukket en gang eller to for meget. Der ER nogle sygeplejeteknikker, der er blevet lidt rustne med årene, og jeg har heldigvis kolleger, der kan lære fra sig.

Jeg har stadig en udsigt fra kontoret, der slår din

Isbjørn

Et kort, voldsomt besøg i Danmark er slut i morgen, og jeg flyver den lange vej tilbage til Grønland. Jeg er mentalt tæt på udmattelse, og jeg kommer sikkert til at sove hele vejen. Mens jeg prøver at vænne mig til ikke at have en far mere.

Mine grønlandske kolleger var overbevist om, at jeg var ansat i et vikarbureau og tjente meget mere end dem, men som et gammelt dedikeret fagforeningsmenneske er jeg selvfølgelig ikke det. Jeg er ansat på grønlandsk overenskomst, og får den samme dårlige løn som alle andre sygeplejersker i Grønland. Da jeg fortalte det, skete en mærkbar positiv forandring imellem os. Det gav mig også muligheden for at rejse hjem til min fars begravelse med løn. Det er nemlig skrevet ind i den grønlandske overenskomst. Familien betyder alt, og de fleste bor langt fra hinanden. Sådan kan en overenskomst også være med til at give lidt ro i sjælen

Mens jeg venter på at flyve tilbage til Grønland, kan jeg fortælle en af de historier, jeg ikke fik fortalt, fra de dage hvor det føltes lidt forkert at fortælle historier. Der kom isbjørn til byen!

Allerede først på eftermiddagen hørte vi rygtet. Broderen til en af vores portører og ambulancereddere havde skudt en isbjørn. Vi så de første billeder og gyste lidt. Senere i supermarkedet stoppede flere mennesker mig og viste billeder, og udenfor mødte jeg Jonas, der var på vej til brættet i havnen. Dér var folk. Og dér var isbjørnen. Dér lå den på ryggen med hul i maven og det halve af byen omkring sig

Isbjørnen var en ung han og blev skudt et stykke fra byen. Det er kun fangere, der må skyde isbjørne, og der er kvoter for antallet. Kvoten blev i år hævet i Sydgrønland fra 4 til 10, fordi antallet af isbjørne er steget markant. De kommer med drivis fra nord og går i land i syd og ind på indlandsisen. Sådan har isbjørne altid gjort. Men forandringer i isens vandringer driver dem tættere på byerne, og netop vores lille by har haft flere og flere isbjørnebesøg. Noget der aldrig skete tidligere.

Isbjørne er farlige. Jeg har heldigvis ikke hørt om dødsfald i forbindelse med isbjørneangreb i Sydgrønland, men jeg har mødt får, der ikke har klaret et møde godt. Derfor skyder man dem, når de bliver til fare for mennesker eller går helt ind i byerne. Og man må gerne skyde dem i selvforsvar, hvis man har en riffel og kan den slags. En mand i lufthavnen viste mig et billede, taget af en mand i et telt. Billedet var taget inde fra teltet, isbjørnen var halvt inde i teltåbningen, og dér var den blevet skudt.

Jeg stod med lidt blandede følelser ved det døde dyr. Det er jo flot og majestætisk. Som en af fåreholderne sagde sidste sommer, så har isbjørne altid taget den rejse, men vi er kommet i vejen. På den anden side vil jeg virkelig ikke gerne møde sådan en bjørn på vej til arbejde. Eller i fjeldet. Eller i vandet. Så det giver mig en tryghed, at fangerne holder øje og tager sig af det.

Det er også sådan, at alt ved isbjørnen bliver brugt. Skindet blev flået, mens vi stod der. Det bliver behandlet og brugt. Bagefter bliver alt kød skåret ud og solgt og spist. Ikke af mig, for det lugter fælt og er fyldt med trikiner, så det skal koges i to tempi i mindst fem timer. Men for byens indbyggere er det en delikatesse. Den følgende dag mødte vi flere, der kom med bæreposer med isbjørnekød, som de glade viste os. Knogler og tænder bliver brugt til figurer og smykker. Det samme gælder for sæler. Jeg køber med god samvittighed ting med sælskind, for jeg ved, at sælen har levet et godt liv, og at den er blevet spist. Her kan man sende danske mink en tanke.

Når en isbjørn bliver skudt, samles folk på havnen. Det er en begivenhed, og når det sker i bygderne, er der fest. Måske var der også fest i Qaqortoq, da vi andre var gået hjem. Man er nødt til at forsøge at forstå en anden relation mellem dyr og menneske, mellem natur og menneske, end den vi kender i Danmark. Her kontrollerer vi i vid udstrækning natur og dyr (tror vi). Der er ikke ægte farlige dyr i Danmark. Det er anderledes i Grønland. Her lever man i en helt anderledes pagt med naturen, fordi den er større end os. Her er nogle dyr reelle trusler, og naturen bestemmer i udstrakt grad, hvad vi er i stand til som mennesker.

Hvad jeg gør, mens min far er død i Danmark

Hvad stiller man op med sig selv, når ens far er død, og man selv sidder højt oppe i Grønland uden mulighed for at styrte hjem? Jeg gik selvfølgelig rundt og græd lidt for mig selv. Og jeg græd også, fordi jeg fik så mange kram af mine gode kolleger. Men jeg havde flere dage, hvor min far blev mere og mere syg, og jeg havde flere dage, før jeg kunne komme hjem, da jeg vidste, han var død. Ingen kan græde hele tiden. Det ville på ingen måde være i min fars ånd. Tiden skulle gå, og jeg kunne ikke gøre noget ved den.

Da min kollega og gode ven, Mira, spurgte om jeg ville med på solopgangstur lørdag morgen, sagde jeg selvfølgelig ja tak. At følge den smukkeste solopgang på en lørdag morgen, hvor jeg skulle forlade Qaqortoq senere på dagen, kunne kun være et rigtigt vælg. Og det var det. Vi gik hjemmefra kl 6, gik op på fjeldet og sad der et par timer, mens solens stråler bredte sig.

Senere på dagen fløj jeg en magisk helikoptertur til Nasarsuaq, hvor jeg gik direkte videre til flyet mod Nuuk

Flyet bragte mig i helt klart vejr over indlandsisen til Nuuk, hvor jeg blev installeret på et hotel med udsigt til kirkegården. Næste morgen strod jeg op sammen med min kollegas datter og gik til fælles morgenbadning ved Havets Moder, der er en statue, der bliver oversvømmet ved højvande.

Endelig kunne jeg tidligt mandag morgen kravle ombord på flyet til København og min hårdt savnede familie. Og et overraskende sommerligt forår. I morgen bisætter vi min far.