Hvad stiller man op med sig selv, når ens far er død, og man selv sidder højt oppe i Grønland uden mulighed for at styrte hjem? Jeg gik selvfølgelig rundt og græd lidt for mig selv. Og jeg græd også, fordi jeg fik så mange kram af mine gode kolleger. Men jeg havde flere dage, hvor min far blev mere og mere syg, og jeg havde flere dage, før jeg kunne komme hjem, da jeg vidste, han var død. Ingen kan græde hele tiden. Det ville på ingen måde være i min fars ånd. Tiden skulle gå, og jeg kunne ikke gøre noget ved den.
Da min kollega og gode ven, Mira, spurgte om jeg ville med på solopgangstur lørdag morgen, sagde jeg selvfølgelig ja tak. At følge den smukkeste solopgang på en lørdag morgen, hvor jeg skulle forlade Qaqortoq senere på dagen, kunne kun være et rigtigt vælg. Og det var det. Vi gik hjemmefra kl 6, gik op på fjeldet og sad der et par timer, mens solens stråler bredte sig.
Senere på dagen fløj jeg en magisk helikoptertur til Nasarsuaq, hvor jeg gik direkte videre til flyet mod Nuuk
Flyet bragte mig i helt klart vejr over indlandsisen til Nuuk, hvor jeg blev installeret på et hotel med udsigt til kirkegården. Næste morgen strod jeg op sammen med min kollegas datter og gik til fælles morgenbadning ved Havets Moder, der er en statue, der bliver oversvømmet ved højvande.
Endelig kunne jeg tidligt mandag morgen kravle ombord på flyet til København og min hårdt savnede familie. Og et overraskende sommerligt forår. I morgen bisætter vi min far.
Helles Blog 