Mine hverdage er meget forskellige. En dag i ambulastoriet rummer alt fra kløe i den ene hånd, børnesår, halsbetændelse, hjerteproblemer, åndenød og ulykker. Små og store helbredsudfordringer i en skøn og meget tilfældig blanding. Sundhedsydelser er, ligesom i Danmark, uden betaling, og folk henter deres medicin i vores lille apotek uden ekstra betaling. Det er godt, for mange ville have svært ved at betale det. Forbavsende mange mennesker har ikke råd til Panodil i håndkøb og endnu flere har ikke mobiltelefon. I går morges startede min dag sådan her klokken 7 på vej til hospitalet
Dagen fortsatte sin blå himmel og høje sol, mens jeg tog blodprøver, skiftede sår og podede ømme halse. 15.30 havde jeg fri. Maria er en yndlingsgæst. Hun havde fyldt mit køleskab til bristepunktet og lavede mad. Jeg satte mig bare glad til bords. Helt fri havde jeg ikke, for 1-2 gange om ugen har jeg rådighedsvagt, så sengeafdelingen eller vagthavende læge kan kalde mig ind på sygehuset, når der er behov for det. I perfekt timing med opvasken, ringede min grønlandske telefon, og jeg måtte efterlade opvasken til Maria.
På sygehuset skete der lidt for mange ting på én gang og alt syntes lidt kaotisk. Jeg tog mig af nogle af de patienter, jeg kendte fra ambulatoriet, og så fik jeg besked på at holde mig klar. Jeg skulle på tur til en meget lille bygd sammen med politiet for at hente en patient. Det blev i båd, for der var ikke et rigtigt egnet landingssted til helikopteren. Og hvilken aften at sejle ud i. Sejlturen derud varede 45 minutter i en solnedgang, man ikke oplever mange andre steder. Vandet var stille, isbjergene flød dovent afsted, og storisen var ved at samle sig flere steder. Man kunne glemme, det var arbejde, hvis ikke det havde været for mine bugnende lommer, fyldt med nåle og sonder og saltvand og plaster.
Verden var guld og is. Og mig på en båd sammen med tre politifolk
Efter ca 45 minutter nåede vi frem til en helt afsondret lille bitte bygd
Ved fælles hjælp hentede vi vores patient højt oppe på fjeldet og fik ham transporteret sikkert i havn i Qaqortoq. Ambulancen holdt ved kajen og kørte os det sidste stykke til sygehuset. Vores patient havde det ikke godt, og der var brug for en sygeplejerske hos ham natten igennem. Det blev jo mig. Og resten af min nat så omtrendt sådan her ud
Min patient klarede sig igennem natten.
Helles Blog 