Til rådighed

Jeg har rådighedsvagt Det er den tredje i denne uge, for der er lavvande i kassen med læger og sygeplejersker. Nogen er taget hjem, andre er blevet forsinkede i at nå frem, og en har helt aflyst sin ansættelse. Så vi har alle flere vagter end normalt.

Mine vagter starter efter en helt almindelig arbejdsdag på otte timer. Jeg har hele tiden min telefon på mig, og jeg holder mig omkring eller i mit hjem, så jeg hurtigt kan være på sygehuset. Vagten slutter næste morgen, når dagvagten starter. Hvis jeg kommer til at være oppe i nat, bliver jeg nok nødt til at fortsætte i dagvagt, fordi min kollega ellers vil være helt alene om ambulatorie og skadestue. Vi får se.

Det er sengeafdelingen sammen med vagthavende læge, der passer det hele og kalder på mig, hvis de får behov for det. Om aftenen er der en sygeplejerske i vagt, om natten er der assistenter og hjælpere. De kan let komme i en situation, hvor deres formelle kompetencer ikke slår til. Der kommer også akutte patienter og tilskadekomne, så der kan være virkelig travlt.

I går så verden meget fredelig ud. Der var to indlagte patienter, da jeg gik hjem om eftermiddagen, og jeg tog en rask beslutning. Jeg ville løbe en tur sammen med begge mine telefoner. Jeg tog sygehusnøglerne og et par læsebriller i lommen, så jeg kunne møde direkte ind, hvis det skulle blive nødvendigt. Det blev det ikke. Så jeg lavede aftensmad og havde netop anrettet en velfortjent tallerken, da den grønlandske telefon ringede. ‘Vi har brug for din hjælp’, lød det. Jeg vred mig lidt i tavshed, spurtede i et lynbad og gik afsted til sygehuset. Jeg hjalp en kvinde, der havde åndenød, og jeg modtog endnu en kvinde, der havde vanskeligt ved at trække vejret. De fik begge lov til at overnatte på hospitalet. Den ene havde kræft i et næsten terminalt stadie, og vi aftalte at lave en plan for hendes hverdag næste morgen.

Så gik jeg hjem til min kolde aftensmad, som nok havde kendt bedre tider. Der er vist også noget hygiejnisk om mad, der har stået ude i godt to timer? Telefonen ringede igen. Aftenvagten havde brug for et råd. Hun fik et råd. Jeg spiste færdig. Hængte det vasketøj op, som maskinen havde vasket imens. Telefonen ringede. Aftenvagten havde brug for et råd og for at sparre om en patient. Hun fik råd og sparring. Der var nu fire patienter indlagt på afdelingen, og i mig spirede et lille håb om at sove – i hvert fald noget af natten. Jeg gjorde mig klar og satte mig for at tisse af for natten. Så ringede telefonen. Selvfølgelig. Aftenvagten havde igen brug for sparring om en patient, og jeg prøvede efter bedste evne at få omgivelserne til at lyde som noget andet end mit toilet.

Hun fik sparring. Jeg gik i seng. Jeg blev ikke kaldt. Men jeg sover lidt skidt med en tændt telefon ved siden af puden.

Jeg krydser fingre for, at 1. maj festlighederne ikke bliver så festlige, at folk falder eller slår på panden. Ellers er jeg da parat med råd og sparring og varme hænder.