Infektioner

Jeg er lidt ustabil. Jeg får ikke skrevet, det jeg ville. Der er arbejde, natur, nye venner, ting der sker. Men jeg har også været syg. En forkølelse udviklede sig, til en kollega tog fat og beordrede mig til at tage en blodprøve for et infektionstal (sådan en i fingeren kan man godt selv). Den var forhøjet, jeg trak vejret som en gammel ryger, og hun beordrede antibiotika. Det er godt for sådan en som mig at have en kollega som hende. Det hjalp. Jeg har ikke feber, jeg kan gå på tur, jeg kan løbe (lidt og langsomt), og jeg nærmest frisk igen.

Alle, der kommer til Grønland for at arbejde i sundhedsvæsenet, lægger mærke til et markant højere forbrug af antibiotika. Det gjorde jeg også. Og tænkte, som de andre, at det må vi jo have lavet om på. Det går ikke at dele penicillin ud til højre og venstre, og der ER et overforbrug. For mange får antibiotika for blærebetændelse, som måske snarere er en slags ubehag. Måske stammer de hvide blodlegemer, vi kan se i urinstix fra uskyldigt udflod eller en underlivsbetændelse eller kønssygdom. Det kan vi blive skrappere til at diagnosticere rigtigt og være meget mere opmærksomme på symptomer. Men af og til kommer vi til at tage en nedladende og belærende tone i vores munde. Og glemmer at udgangspunktet i enhver relation skal være, at mennesker gør det, der giver mening. Og den mening glemmer tilrejsende danske sundhedsmennesker nogle gange at lede efter. For vi ved jo bedst, ikke?

Vi ankommet alle fra et gennemført organiseret dansk sundhedsvæsen, hvor de fleste brugere er mennesker, der lever et beskyttet liv. Klimaet er venligt. Mange bor i velisolerede huse og lejligheder med plads. Der er et arbejdstilsyn, som beskytter folk mod at blive udsat for farer på arbejdspladsen. Der er ingen naturlige fjender – ud over os selv. Selvom vi skærer ned i sundhedsvæsenet og lukker hospitaler eller centraliserer specialer, er der – hånden på hjertet – aldrig ægte langt til sundhedsfaglig hjælp. Da min datter var involveret i en forfærdelig bilulykke på Falster, landede hun på Rigshospitalet nøjagtigt en time og et kvarter efter ulykkestidspunktet. Jeg ved det, fordi jeg fik automatiske notifikationer fra hendes iPhone fra ulykkesøjeblikket til ankomsten til Rigshospitalet. Det var sindssygt at følge med i, men det fortalte mig også om en utroligt effektivt koordineret redning af mit barn.

Her sker ikke mange bilulykker. Men tid og bekostning af redningsaktioner er noget ganske andet. Og der sker mange ulykker. Sker ulykken i en lille bygd langt her fra, kan udrykning jo komme på tale – hvis vejret tillader det. Jeg var selv med på en udrykning i båd. Det tog ca en time hver vej – plus tid til førstehjælp på stedet og bære den syge ned fra fjeldet. Det var til vores lille sygehus med meget begrænsede muligheder. Vi kan konferere med lægerne på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, men den videre transport til Nuuk, foregår i to etaper i helikopter og fly. Hvis det er lyst og vejret er godt. Ofte må den tilskadekomne vente i dage med de begrænsede behandlingsmuligheder, der findes på den lokale bygdestation. De har et lille lager af antibiotika og smertestillende medicin. Sådan det mest almindelige.

Der er flere infektioner, og nogle af dem kan godt forklares med dårlig hygiejne. Ikke alle tager brusebad hver uge. Men mest betyder nok arbejdsvilkår. Folk arbejder med fisk og fangst. Der findes et begreb, der hedder ‘spækfinger’, som er infektion i en finger eller hånd efter håndtering af sæl og fisk.

Utroligt mange mennesker har eksem, som jeg ikke kender nogen forklaring på. Eksem klør, der går hul, og der kommer infektion. Børnesår er udbredt, som jeg aldrig har set det i Danmark. En lungebetændelse, som min, ser vi næsten dagligt i vores lille konsultation. Noget kan forklares med manglende hygiejne, men det handler også om mange måneder med mange lag tøj og meget indendørs samvær. Det handler om øget modtagelighed – måske fordi mange mangler D-vitamin. Noget handler også om at vente meget længe med at se os på sygehuset, så en infektion når at få fodfæste. Og så er der pludselig ikke langt til en blodforgiftning, der får langt alvorligere følger end i Danmark. De gode behandlingsmuligheder er langt væk, og er vejret ikke med os, er de ikke eksisterende.

Det er også en grund til, at vi er hurtigere på aftrækkeren med antibiotika, end man ville være i en praksis i Nordsjælland eller på Holbæk Sygehus. Vi er i meget forskellige omgivelser med meget forskellige udgangspunkter og meget forskellige muligheder. Det er i hvert fald en del af den mening, som vi også skal gå på opdagelse i, når vi lander på vores korte besøg fra Danmark.