Så sidder man her. En smuk lørdag morgen, hvor sneen ligger tykt over landskabet udenfor mit vindue. I aftes gik jeg skuffet i seng, fordi COP15 mundede ud i et uforpligtende politisk resultat. Og nu er selv det brudt sammen. Hvor svært kan det være? Vi er jo for pokker nødt til at gøre noget aktivt – over hele verden – for at passe på vores jord. Jeg forstår godt, at u-landene vil have i-landene til at forpligte sig mere. Det er trods alt os, der har de største ressourcer, og vi har haft flest år til at svine kloden til. Og vi har gjort det. Men jeg synes bare, det er så vigtigt at få startet. Jeg synes, det er smadder ærgerligt, og typisk kinesisk, at Kina ikke vil være med til at sætte fælles standarder og gensidig monitorering. Vi er jo nødt til at lave målinger på, hvordan vi opfylder vores forpligtelser. Hvis altså vi nogensinde når til at forpligte os. Hvor er det forfærdeligt, at verden ikke har været i stand til at lave en aftale. Jeg har rejst meget og set, hvordan gletchere bliver mindre og mindre år for år. Jeg har set katastrofale jordskred i Himalaya, som udsletter byer. Jeg har set tørken i Afrika. Hvor svært kan det være? Vi er da nødt til at gøre, hvad vi kan. Og det er ikke svært at skære ned på energiforbruget.

I mit lille liv har jeg levet som et dydsmønster i det daglige. Men ligesom det falder mig let at løbe og cykle, falder det mig uhyre let at leve på et lavenergi niveau. Mine synder er flyrejser til mine eventyr ude i verden. Men jeg har ikke haft bil i mere end 20 år, og altså heller ikke, mens jeg boede alene med mine tre unger. Altså det har vi levet et vældig godt liv med. Vi har altid haft cykler, og vi lever i et land med en glimrende infrastruktur. Der kører busser og tog alle steder, og man kan godt holde til at gå lidt også. Livet bliver heller ikke skidt af, at man ind imellem må standse op og vente lidt. I Afrika og Nepal går folk hver dag lange distancer, når de skal til arbejde, skole og familiebesøg. Jeg har opvaskemaskine, men det kræver mindre energi at køre min opvaskemaskine hver 2. eller 3. dag, end at vaske dagligt op i hånden. Jeg bruger meget meget sjældent tørretumbler, men tørrer mit tøj på tørrestativet. Jeg spiser meget lidt kød, og holder mig mest til lokale fisk og årstidens grøntsager og frugt. Sådan kan jeg faktisk godt lide at leve. Det er ikke noget offer, jeg lider ingen afsavn. Sådan har jeg altid levet, og jeg vil gøre det resten af mit liv. Sjovt nok har kun min ene datter fået kørekort.

Lige nu sidder jeg og lytter til Mads og Monopolet, som kloger sig på klimaspørgsmål, og jeg bliver deprimeret. Hvor er det trist, at debatten bliver så forsimplet. Jeg var ellers lidt stolt af vores hovedstad. Bortset fra svipserne lørdag og mandag har politiet faktisk klaret opgaven fantastisk. Her har været fredeligt. Demonstrationerne har været forbilledlige, og det har været fantastisk at opleve alle de mange etniciteter blande sig i bybilledet. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har svaret på spørgsmålet: “excuse me, can you tell me, how to find the little mermaid?” Selvom vi så ikke får en klimaaftale på verdensplan, og jeg er dybt skuffet, så håber jeg, at verden og Danmark er blevet klogere. At vi kan sætte intentionerne igennem i vores egen lille andedam. Men det er svært, når Thor Petersen vil fastholde sin frihed til altid at have lys i hele huset og Mads Christensen vil fastholde sin frihed til sine mange biler.

Selv vil jeg bevæge mig ned til byen sammen med min cykel og købe ind til julefrokosten i morgen. Og bagefter vil jeg løbe en rigtig lang tur i skoven, som emmer af skønhed. Sneen dækker stadig og solen stråler fra en knaldblå himmel.

Jeg lærer det vist aldrig. At en torsdag ikke er velegnet til at drikke for meget rødvin. Eller – torsdagen fejler for så vidt ingenting, hvis bare der ikke var en fredag morgen med en masse arbejde lige i halen på den. Og jeg var den, der skulle stille med fredagsmorgenmad på arbejde, så jeg måtte minimere min nattesøvn og vride mig ud i kulden alt for tidligt. Og koldt var det. Min cykel havde haft en kold nat i cykelskuret, – jeg kunne hverken bremse eller skifte gear. Så jeg cyklede til stationen med mit enorme læs morgenmad og tog med s-tog resten af vejen til Hillerød. Her måtte jeg opgive at låse cyklen og forlade mig på mine kollegers ærlighed. Men helt ærligt, hvem ville også stjæle en beskidt, dybfrosset cykel på en dag som i dag? Det var der heller ikke nogen, der gjorde.

Og rødvinen og hængehovedet? Ja det stammede fra en aften med tapas og to gode venner, og hvor kan man bare glemme realiteterne, når man sidder i godt selskab i en varm og hyggelig restaurant. Jeg holdt fri hele dagen i går og startede dagen med en løbetur i helt jomfruelig sne i skoven. Ingen havde trådt på det hvide, bløde tæppe, og skoven var viklet ind i stilhed. Det er lidt bøvlet at løbe i ankeldyb sne, men det er også en fornøjelse. Det blev kun til en lille tur på 7-8 km. Resten af dagen brugte jeg sammen med mine piger inde i byen. Egentlig havde jeg planlagt at være lidt juleagtig. Jeg har nemlig købt alle mine julegaver – på nettet. Jeg har snoet mig helt udenom de sædvanlige rædselsscenarier i julepakkede butikker. Men der har heller ikke været meget jul over gavekøbene. Men vi benyttede os af sneen og købte en bobslæde til Alma, som hermed blev introduceret til slæderæs. Og det ku’ hun lide. Så meget, at hun til sidst var blå om læberne af kulde og klagede over en kold mave under flyverdragten. Lige så træls, sneen er for min bevægelsesfrihed, lige så skøn er den, når man er sammen med et begejstret barn. Der er vist nogen, der truer med mere sne i weekenden. Måske jeg skulle finde mine ski frem og blive lidt begejstret?