Jeg har beamet Murakamis tredje bog om 1Q84 ned til min Kindle reader. Det er lidt risikabelt, for den vil være en seriøs konkurrent til mit eksamenspensum om projektstyring. Men jeg kan ikke vente længere på at læse videre efter slutningen på 2. bog.

Hovedpersonen i 1Q84 hedder grønært. Eller det japanske Aomame lyder mere sofistikeret. Aomame kan slå ihjel med stil. Hun har en mission, men forvent nu ikke en kriminalroman. Murakami skaber helt særlige universer i sine bøger, hvor virkeligheder udvikler sig i overrumplende retninger og overskrider sine egne grænser. Aomame finder pludselig sig selv i en ny virkelighed. Og jeg bliver sådan lidt grønært-agtig – i dansk forstand, når jeg læser Murakami. Forstået som lille bitte og meget grøn. Jeg elsker hans universer. Og holder aldrig op med at blive overrasket.

Det startede med “What I talk about, when I talk about running”. Endelig en bog om løb, som drejede sig om andet og mere end teknik og præstation. Han skrev om løbets virkning på livet, og livets indvirkning på løbet. Jeg var fanget. Jeg keder mig gudsjammerligt, når folk skriver opremsende bøger om træning, kost, resultater og mere træning. Og jeg klapper begejstret i mine små hænder, når jeg finder bøger af den dybere slags. En anden af sin art er Klaus Rothsteins bog, Frisk fisk til Inkaen.

Murakami udvider mit mentale mulighedsrum, på en måde. Det er lidt frækt sådan at udvide virkeligheden med en ny virkelighed. At grønærten langsomt erkender, at hun er havnet i en virkelighed med to måner. Og hvor begivenheder har fundet sted udenom den gamle virkelighed.

Mens jeg har Ralf Pittelkow kørende i baggrunden i klinch med Clemens, kunne man godt misunde sådan en parrallelvirkelighed. Måske Ralf Pittelkow kunne smutte derover? Så vi andre kunne få fred i vores hoveder? Nej? Okay, så har jeg heldigvis en sluk-knap.