Tag Archives: adventshalvmaraton

by - 6 kommentarer

Adventsudfordring

Da jeg var færdig med at være syg for 4½ år siden, grundlagde min svoger og jeg en tradition. Første søndag i advent løber vi halvmaraton i Randers sammen med svogerens gode ven, Ole. Da vi løb løbet første gang, var det Oles debut, og siden er det gået ham bedre og bedre. Modsat mig, der bliver langsommere og langsommere. Men det er en anden historie. Det er nemlig en hyggelig tradition. Jeg får tid sammen med min søster og svoger, vi får løbet, og så slutter vi af med et orgie af æbleskiver, gløgg og julesnask.

Min svoger er sådan en irriterende type, som helt uden træning, kan løbe pænt hurtigt. Dengang jeg var pavestolt af at kunne løbe en hurtig 5 km, slog han mig uden at skamme sig. I tykke joggingbukser og helt uden træning. Når han trænede, fik han dårlig akillessene. Han løb da også i den grad fra mig i går. Og stod tilfreds og ventede i tørt tøj med varm kakao i hånden, da jeg sammen med Ole krydsede målstregen.

Vejret var rædselsfuldt. Det kan godt være, det blæste i København. Men i Randers BLÆSTE det. Og væltede ned med vand. Så hvad fanden vi egentlig lavede midt på Østervold i Randers sådan en søndag middag. Hvor man kunne sidde trygt og tørt i en lun stue og koncentrere sig om æbleskiverne. Ja, det kræver vist en dybere analyse. Som vi ikke gider gå ind i her.

Vi var der. Og vi havde svoret en hellig ed på at løbe helt til målstregen. Når jeg understreger det, hænger det sammen med, at sidst vi løb, udgik både min svoger og jeg, og DET ville vi ikke gøre til en tradition. Så gennemføre, koste hvad det ville – var søndagens parole.

Jeg stødte ind i gamle træningskammerater fra Århus, og vi mindedes, hvordan jeg cyklede med på de lange løbeture hver evigt eneste lørdag, mens jeg var kemoterapi. Og jeg mindedes, hvordan jeg hver lørdag trak mig selv op ved det fraværende hår, og cyklede 30-40-50 km på min pink mountainbike. Fordi de ture gjorde godt, selvom kroppen næsten klæbede til lænestolen. Og jeg mødte Karina, som engang havde en blog, der var med til at skabe et venskab.

Og så kastede vi os ud i vinden og regnen. Føj for den lede. Jeg fik allerede kvalme af det kolde drikkevand efter 10 km. Men jeg havde et hyggeligt løb. Slog følge med en Mette fra Hadsten og sludrede om løb og træning. Senere måtte jeg lige tage mig lidt af den kvalme og drosle lidt ud til siden. Det gentog sig et par gange, og pludselig var Ole nået frem til mig. Og så hyggede vi os i mål.

Ole er en historie for sig. Han medbragte en bærepose med et imponerende arsenal af energidrikke. Han var klædt på til polargrader (og var selvfølgelig den, der lo sidst, da jeg rystende af kulde endelig kom i mål. Lommerne i Oles polar-løbetøj bugner af gode sager. Jeg kender kun Ole, der har lommerne fulde af bananer, energi-gels og bolsjer, når han løber. Hans enorme glæde over dagens resultat, skyder min indre skuffelse fuldstændig til hjørne.

Man kan undre sig over, at vi ikke lavede en sommertradition. Og jeg undrer mig hver gang, vi står på den startstreg i Randers. Men når vi så sætter os omkring bordet hjemme hos Ole, sammen med min søster, Oles kone og alle deres unger, og den snapseforstærkede gløgg varmer vores dybfrosne kroppe. Ja så ved vi jo, at vi gør det igen næste år.

by - 0 comments

When will you ever learn?

Det er på sin plads at reflektere lidt over noget dømmekraft og selverkendelse. Eftersom der igen ligger noget sammenkrøllet, udtrådt kvinde i en sofa et sted i Birkerød. Okay, det der vejr, det kunne jeg ikke have forudset, vel? Og – uden at dette igen i år skal udvikle sig til en vejrblog, så har det givet visse udfordringer. Både af logistisk slags og af den hmmm.. indre peace, love and harmoni. Altså TO DAGE holdt min cykel til det. Nu står den og skammer sig i cykelskuret i Hillerød med et brækket bremsekabel. Og der kan blive stående ja, indtil der er mindre trafikale udfordringer. Jeg boykotter den. Og kender I nogen, der har en halvgammel havelåge med indvendige gear og f o d b r e m s e stående, så vil jeg gerne overtage den. Og jeg betaler oven i købet gerne noget for den. Den anden kan blive boykottet, til vejret passer den igen. Nok om det – det giver masser af udfordringer med at traske til og fra stationer gennem bunker af sne. Flash backs i stribevis til noget lignende sidste fimbulvinter. Og jeg prøver – virkelig – at fokusere på, hvor yndigt, det ser ud.

Men det er ikke derfor, der ligger noget udkogt kvinde i sofaen. Det er noget sprogligt. Et lille meget enkelt ord, der aldrig rigtigt fandt vej til vokabulariet. Egentlig ikke spor svært at sige, men det bliver bare altid overhalet af noget ja-agtigt. Så nu sidder jeg i saksen igen. Med to megastore projekter, som skal være færdige inden nytår. Og hvor det er mig, der fører pennen og har en halv million mellemliggende deadlines. Og det er jo sådan noget, som mit arbejde går ud på. Men hvorfor jeg så har sagt ja til at holde oplæg i næste uge og til at facilitere en workshop og lave endnu et oplæg og og og……. Ved siden af alt det andet, som skal hjælpe med at give overblik over kvaliteten af behandlingen i Hovedstadens sundhedsvæsen. Altså – jeg piver ikke. Det er ikke synd for mig. Jeg gør det jo selv. Jeg er bare udkogt. Brugt. Weekendklar. Og lidt fuld af undren over, at jeg igen og igen og igen sætter mig en situation, hvor mine deadlines kradser i nakken og sparker mig til hjørne. Endnu en fredag med et par medbragte weekendprojekter, og hvor det alligevel er spændende, om jeg vågner til en rolig mandag uden skarpe kløer i nakken. Pfyiii altså.

Udkogt er jeg også fordi min weekend er aflyst. Nå ja – det bliver selvfølgelig både lørdag og søndag, men ikke som jeg havde planlagt. For to timer siden tikkede en e-mail ind og fortalte, at det halvmaraton, som min svoger og jeg løber hvert eneste år, var aflyst, fordi Randers var druknet i sne. Øv og bøv. Jeg havde håbet på at løbe en bare lidt bedre tid end i Skovmaren, fordi det er et forholdsvist fladt løb. Men hvad – jeg kunne jo have haft verdens bedste undskyldning! Værre er det, at jeg havde en aftale om at købe julegaver sammen med min mor. Men der er faldet en halv meter sne omkring deres hus, og hun skal ikke trækkes rundt i en iskold by med dårligt føre. Så vi venter til næste lørdag, og jeg krøller min billet sammen igen.
Og læner mig behageligt tilbage i sofaen.