Jeg elsker foråret. Jeg er vild med, at alting går amok. Jeg bliver kåd af alt det lysegrønne. Mælkebøtterne springer ud i gult, og anemoner kaster væg-til-væg tæpper ud over skovene. Og der kommer røde tulipaner, og æbletræerne får sarte lyserøde knopper, der lover kassevis af efterårsæbler. Fuglene står tidligt op, og ænderne gider ikke længere spise vores aflagte franskbrød. Det er lyst. Når jeg vågner. Og når jeg kommer sent hjem fra arbejde, er solen stadig fremme. Jeg kan altid nå at løbe en tur. Der dufter af græs og jord på fælleden, når altså der ikke lugter af losseplads. Men havvandet dufter af salt, og det myldrer med håbefulde fiske-fætre omkring slusen.

Mine hvide lårbasser bliver udstillet i fri luft på løbeturene. Og bliver langsomt mindre hvide. Vintertøjet er kastet bagest i skabet. Jeg elsker alt det der forårsliv. Det er fyldt med energi og grøde. Alt gror. I mig og omkring mig.

Men jeg hader at sidde her med lungerne fulde af vat. Jeg hader den der forårspiben, når jeg trækker vejret. Jeg får lyst til at kradse øjnene ud. Bare det ville holde op med at klø. De øjne sprøjter tårer ud i en lind strøm, så jeg kommer til at ligne en grædekone. Næsen tapløber, og jeg storforbruger kleenex med balsam. Og nyser. Hele tiden.

Foråret er en pest.

Kunne vi ikke bare fælde alle de forpulede træer, der spyer deres giftige afkom ud over det ganske land? Og bagefter kunne vi snuppe græsset og asfaltere det hele. Så man kan få lidt ro omkring det der forår. Eller hvad? Det synes I ikke er en god idé? Fordi det er pænt? Hmmm, tænkte det nok. Så må jeg jo sidde her i ophøjet lidelsesaura.

Det gode er, at mine hostepiller (7-9-13) ser ud til at virke. Jeg hoster, men ikke ret meget. Og slet ikke så vildt som sidste år. Men vi er også kun i starten af maj.

Ved Slusen

Ved Slusen