Jeg holder tidlig sommerferie. Til gengæld bliver den lang. Og det allersidste møde slutter et par timer, før jeg langer min bagage ind i Kastrup. Allerede 19. juni flyver jeg til Geneve. Ja faktisk har jeg allerede tjekket ind på mit fly, og boardingkortet ligger klar.

Allerede i efteråret mærkede jeg trangen til natur og stilhed trænge sig på. En trang der handler ligeså meget om tid til eftertanker og ro. Den slags gør jeg jo bedst i bevægelse.

Der er store ting i gære i familien, og omkring 1. august holder en ny lillesøster sit indtog. At rejse langt væk var derfor udelukket. Jeg skal hjem og sørge for, at Veras forældre kan føde og tage imod lillesøsteren i fred og ro, mens jeg tager mig af den kommende storesøster. Som har lidt svært ved at fatte det der med lillesøster og storesøster. Sidst min datter gav sig til at føde, sad jeg låst fast i Esbjerg. Denne gang er der ingen bånd. Jeg kan fanges på telefon og internet og være hjemme på en dag eller to. Men min ferie er selvfølgelig planlagt, så jeg når hjem i god tid.

Jeg flyver til Geneve og har genoplivet en gammel rute over Alperne, som fører mig til Nice. Gennem de smukkeste områder. Over alpetoppe og høje pas. Gennem små yndlingsalpebyer. Ruten hedder GR5, og jeg håber inderligt, at de vinterstorme, der lige nu hærger Norditalien, Frankrig og Spanien stopper nu. Nu, så sneen kan nå at lægge sig og tø, inden jeg begiver mig over de høje pas. Tak, siger jeg bare. Og hvis ikke, må jeg enten få kolde tæer eller tage en rute nedenom.

Turen kommer til at tage 3-4 uger. Hvis jeg går hurtigt nok, venter nogle venner i et lejet hus udenfor Nice med croissanter og rødvin. Måske støder en veninde til undervejs og følges noget af turen. Og ellers er det fede ved at vandre i Alperne, at jeg ikke er den eneste. Jeg møder med garanti nogen at slå følge med ind i mellem. Og resten af tiden er der kun mig selv, min rygsæk, mit telt og min notesbog. Og det er faktisk ikke det værste selskab på sådan en sommertur.