Man må godt være lidt stolt, ik?

Når nu man har været med til at arrangere en konference. Som handler om et projekt, jeg er projektleder for. Og som folk så gerne ville med til, at der var en alenlang venteliste. Og hvor alle gerne ville bidrage med oplæg og sige kloge ord i en paneldebat. En arbejdsproces, som på en måde bare lige er begyndt.

Nej, jeg er ikke stolt på ‘se-mig-hvad-jeg-har-lavet’ måden. Jeg er bare så stolt af at være en del af det her arbejde. Jeg er stolt af at se det, jeg har drømt om, begynde at gro i sundhedsvæsenet. Og omkring sundhedsvæsenet. At mærke regioner ville det samme. At mærke regioner og patienter tage hinanden i hånden og invitere kommuner og praktiserende læger ind den lune stue. At private virksomheder og uddannelsesinstitutioner står klar og melder ind. Alle mine erfaringer fra årene som sygeplejerske, og alle mine erfaringer fra universitetet sammen med alle mine erfaringer som patient og som pårørende, når min mor eller far har været syge. De kommer allesammen i spil og går på en eller anden måde op i en højere enhed. Og det giver bare så skidemeget mening.

Jeg er stolt af at få lov til at arbejde sammen med så mange kloge og dedikerede mennesker. Og jeg bliver så kisteglad over alt det engagement, der bliver kastet på bordet. Hele tiden.

Det var bare det, jeg ville sige. Hvis I vil, kan I jo høre lidt på Harddisken.