Da jeg var færdig med at være syg for 4½ år siden, grundlagde min svoger og jeg en tradition. Første søndag i advent løber vi halvmaraton i Randers sammen med svogerens gode ven, Ole. Da vi løb løbet første gang, var det Oles debut, og siden er det gået ham bedre og bedre. Modsat mig, der bliver langsommere og langsommere. Men det er en anden historie. Det er nemlig en hyggelig tradition. Jeg får tid sammen med min søster og svoger, vi får løbet, og så slutter vi af med et orgie af æbleskiver, gløgg og julesnask.

Min svoger er sådan en irriterende type, som helt uden træning, kan løbe pænt hurtigt. Dengang jeg var pavestolt af at kunne løbe en hurtig 5 km, slog han mig uden at skamme sig. I tykke joggingbukser og helt uden træning. Når han trænede, fik han dårlig akillessene. Han løb da også i den grad fra mig i går. Og stod tilfreds og ventede i tørt tøj med varm kakao i hånden, da jeg sammen med Ole krydsede målstregen.

Vejret var rædselsfuldt. Det kan godt være, det blæste i København. Men i Randers BLÆSTE det. Og væltede ned med vand. Så hvad fanden vi egentlig lavede midt på Østervold i Randers sådan en søndag middag. Hvor man kunne sidde trygt og tørt i en lun stue og koncentrere sig om æbleskiverne. Ja, det kræver vist en dybere analyse. Som vi ikke gider gå ind i her.

Vi var der. Og vi havde svoret en hellig ed på at løbe helt til målstregen. Når jeg understreger det, hænger det sammen med, at sidst vi løb, udgik både min svoger og jeg, og DET ville vi ikke gøre til en tradition. Så gennemføre, koste hvad det ville – var søndagens parole.

Jeg stødte ind i gamle træningskammerater fra Århus, og vi mindedes, hvordan jeg cyklede med på de lange løbeture hver evigt eneste lørdag, mens jeg var kemoterapi. Og jeg mindedes, hvordan jeg hver lørdag trak mig selv op ved det fraværende hår, og cyklede 30-40-50 km på min pink mountainbike. Fordi de ture gjorde godt, selvom kroppen næsten klæbede til lænestolen. Og jeg mødte Karina, som engang havde en blog, der var med til at skabe et venskab.

Og så kastede vi os ud i vinden og regnen. Føj for den lede. Jeg fik allerede kvalme af det kolde drikkevand efter 10 km. Men jeg havde et hyggeligt løb. Slog følge med en Mette fra Hadsten og sludrede om løb og træning. Senere måtte jeg lige tage mig lidt af den kvalme og drosle lidt ud til siden. Det gentog sig et par gange, og pludselig var Ole nået frem til mig. Og så hyggede vi os i mål.

Ole er en historie for sig. Han medbragte en bærepose med et imponerende arsenal af energidrikke. Han var klædt på til polargrader (og var selvfølgelig den, der lo sidst, da jeg rystende af kulde endelig kom i mål. Lommerne i Oles polar-løbetøj bugner af gode sager. Jeg kender kun Ole, der har lommerne fulde af bananer, energi-gels og bolsjer, når han løber. Hans enorme glæde over dagens resultat, skyder min indre skuffelse fuldstændig til hjørne.

Man kan undre sig over, at vi ikke lavede en sommertradition. Og jeg undrer mig hver gang, vi står på den startstreg i Randers. Men når vi så sætter os omkring bordet hjemme hos Ole, sammen med min søster, Oles kone og alle deres unger, og den snapseforstærkede gløgg varmer vores dybfrosne kroppe. Ja så ved vi jo, at vi gør det igen næste år.