Mobil Bimbo

På togturen hjem fra Århus i dag blev jeg velsignet med tre timers selskab af en vaskeægte mobil Bimbo. Nu ved jeg, hvad hun skal lave i aften, hvad hun hellere ville have lavet, og hvem af veninderne, hun ikke er helt cool med. Jeg ved, hvad hendes mor hedder, og at et vennepar er flyttet fra hinanden. Jeg kender hver ny klud, hun har købt på det seneste udsalg, og  jeg er helt med på hendes yndlingsfarver. Jeg delte med hende problemerne med kæresten, skænderier med en veninde og vanskeligheder med at komme op om morgenen. Jeg blev simpelthen beriget med dyb indsigt i en vilkårlig ung dansk piges liv.

På den ene side kan jeg ikke undertrykke en let form for beundring. Jeg mener, – alene at være i stand til at tale i telefon i tre timer i streg? Jeg kan ikke. Jeg indrømmer det blankt. Jeg får utålmodige trækninger allerede efter de første fem minutters samtale. Og mine tanker flakker hurtigt hen mod telefonregningen. Min blufærdighed ville forlængst have stoppet min talestrøm. Min ulyst til at dele mit inderste med en hel togvogn ville helt pr automatik tage over. Men min beundring og fascination var flygtig. Jeg blev irriteret. Stoooop – jeg vil ikke vide så meget om din gøren og laden.

Det fik mig til at fundere lidt over dette at blogge. Her udstiller og iscenesætter man jo også sig selv. Men forskellen er nok, at det er i små bidder. Afgrænsede små områder af et liv eller af tankespind bliver lagt ud til, hvem det måtte interessere. En blog kan man vælge til, eller man kan vælge at surfe forbi. En mobil Bimbo lægger beslag på rummets samlede opmærksomhed og flasher sit livsindhold på påtrængende facon. En blog kan langsomt være med til at opbygge et virtuelt netværk, og den kan på sin egen stilfærdige vis holde familie og venner orienteret. En blog forstyrrer kun dem, som vælger at slå sig ned på adressen en stund.  Når man debuterer som blogger, opdager man andre blogs. Man opdager andre kvinder, der reflekterer over interessante aspekter ved deres liv og begynder at læse med. Man skriver en kommentar til et særligt blogindlæg, og vupti – er der gang i blogbutikken. Der bliver læst på kryds og tværs, og man kan jo vælge blogs ud, som beriger ens liv. Og lade alle de andre ligge. Der er mange kloge blog-inder, som deler rundhåndet ud af tanker og erfaringer, som Fru Z  eller Karin Madsen eller Anna Marie Fuhrmann. Eller der er kvinder som Katrine eller Anna Skyggebjerg eller finurlige Infotainer. Blot for at nævne nogen af dem, der jævnligt beriger mit liv. Tak til jer.