Nogen prikkede hul på ballonen i nat. Jeg vågnede tyk i hovedet, frysende og djævelsk træt. Og nu sidder jeg her i sofaen under dynen og gør, som der bliver sagt. Og sniger mig til at åbne computeren. Bare lidt.

Jeg har budt den en del, kroppen – og hovedet med – i den sidste tid. Og hele natten er jeg fortsat på boligjagt og jonglerer med huslejepriser og beliggenheder. Det giver selvsagt en lidt urolig søvn. Når jeg så samtidig har cyklet og løbet pænt meget og haft monstertravlt med at tage mig af Hovedstadens sundhedsvæsen, er det nok ikke sært, at kroppen (eller hvem det nu er) svinger forhammeren. Jeg skulle ellers have været i skole i dag. Og jeg havde glædet mig. Men der er ikke meget ved sådan en halvsovende, mut og sløv elev, vel? Så her er jeg. Bevæbnet med te på kanden og fredagspolitiken.

Og nu er jeg ude i store beslutninger. Som måske i virkeligheden træffes bedst under dynen i fred og ro? Jeghar været i Sluseholmen igen. Og er faldet fuldstændig pladask for den lejlighed, jeg så igår. Sådan helt fuldstændigt, så jeg blev ganske eksalteret og kåd. Kender I det at træde ind et sted og bare mærke, at det er H.J.E.M? At her er det hele? Alt går op i en højere enhed? Og så er der lige det der økonomi. Den koster temmelig meget mere hver måned, end det jeg bor for nu. Det kan gå, kan det. Men det er nok slut for en tid at kaste 20-30.000 afsted på rejser med rund hånd. I hvert fald med rund hånd. Eller måske skal jeg bare være lidt kreativ? Tidligere har jeg været fuldstidsprofessionel udi den slags. I mange år var jeg alenemor til tre unger. På en sygeplejerskeløn. Og dengang var det altså meget lidt.

Jeg mindes med gru, hvordan en bortkommen gummistøvle kunne udløse indre panikanfald. Eller hvordan jeg gav mig selv et udvidet kursus i at lade være med at sige NEJ hele tiden. Man kan jo altid se andre muligheder. Jeg husker min elendighed over ikke at kunne give sønnen min en optimistjolle. Når nu han syntes, det var fedt at sejle. Eller en bue til bueskydning. Og jeg husker mine ungers minimalistiske fødselsdagsgaver i forhold til kammeraternes. MEN vi havde det faktisk sjovt og godt. Vi fik altid ordentlig mad på den rigtige-råvarer-måde. Vi holdt kreative ferier. Og idag griner vi sammen over, dengang jeg syntes L’Oreal hårshampoo var dyrt. Og jeg har ALDRIG købt børnetøj i Tøj og Sko.

Nu har jeg ikke længere små rugbrødsslugere i huset. Ingen skal have fornyet vinterstøvlerne i november, og ingen skal have support til en pengeslugende fritidsinteresse. Undtagen mig. Og jeg kan selvfølgelig være dyr nok i drift. Men der er ingen, der går grædende i seng, vel?

Lyder det som om, jeg har truffet en slags beslutning?